x
Stevie Wonder : Roskilde Festival, Orange Scene

Stevie Wonder , Roskilde Festival, Orange Scene

Stevie Wonder : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Sidste år havde folkene bag Roskilde Festival i den grad set rigtigt med bookingen af den nyligt afdøde soul-legende Bobby Womack, som endte med at opbyde en sidste kraftpræstation på Orange Scene tidligt fredag aften.
 
I år har man så valgt at hyre en anden af de (efterhånden ganske få) overlevende af de gamle soul- og Motownmestre:
 
Stevie Wonder debuterede som 12-årig på det hæderkronede selskab i 1962 og har siden givet os såvel milepælen "Innervisions" (1973) som en stribe singlehits - hvoraf en del leveres levende og lejlighedsvist seriøst funky, mens solen går ned over Orange Scene søndag i primetime. 
 
Konturer af et beat
 
Den har passeret det annoncerede starttidspunkt klokken 19.45 og er blevet otte, da musikerne begynder at indfinde sig bagest på den store scene, og konturerne af et kantet beat tager form fra et sted i kulissen. Først tilsyneladende arbitrære anslag, som så langsomt finder en fast, pumpende, rytmisk form.
 
Og så træder den 64-årige, blinde ceremonimester frem: Karryfarvet, afrikansk kjortel over de løse, sorte benklæder og som altid solbriller - i dagens anledning orange - under den skaldede isse og den lille samling af lange, sorte fletninger, som gror fra hans baghoved.
 
En vittig skribent på et større dansk dagblad bemærkede forleden og forud for Wonders koncert i Roskilde, at samtlige landets musiklærere måtte antages at forsamles foran Orange Scene søndag. Om det er tilfældet, skal her være usagt; i al fald er pladsen fuld, og folk synes i den grad med: Wonder har, fornemmer man, næsten vundet på forhånd.
 
Gud er i huset
 
Det tæt og topprofessionelt spillende band inkluderer såvel to guitarister, percussion, to keyboardspillere (foruden hovedpersonen selv) og festivalens ubetinget mest classy korpiger som bas, trommer og saxofon.
 
Og allerede tidligt i sættet er det tid til første messende prædiken fra scenen - om Gud, og hvordan det er by his grace, at Steviedrengen har fået lov til at være i branchen så mange år og til at komme her og "røre vores hjerter."
 
"Uanset hvilken religion du tilhører, kan vi vel være enige om, at denne planet ikke kan være blevet skabt af os selv," som Wonder argumenterer og mødes af et bifald, så man skulle tro, at vi var til Tea Party-konvent i hjertelandet og ikke rockfestival. Og det er okay: Det er søndag, det er Stevie Wonder, og publikum tager saligt imod. 
 
Det er og bliver nu Wonder og bands rent musikalske evangelium, som er det centrale i dag: I storswingende indslag som "Signed, Sealed, Delivered... I'm Yours," "Livin' for the City," "Master Blaster (Jammin')" og den uundgåelige (og uforskammet funky) semifinale med "Superstition," er det vanskeligt for selv en vantro som undertegnede at stå stille.
 
Hjertens lyst
 
Vi får også en behjertet monolog over det racisme-tema, som har været gennemgående i Wonders karriere, og han siger, at han gerne vil have os til at råbe "Yeah!," hvis vi er enige i hans budskab.
 
Brølet er massivt og entusiasmen ikke mindre, når Wonder indlægger både stemmetræning og fællessang fra det til lejligheden udråbte "Stevie Wonder Choir of Denmark" - publikum - i seancen. 
 
De overlegne musikere på scenen får deres respektive soli, mens Wonder binder det hele sammen fra sin plads bag tangenterne. Folket fester, og det er ikke kun heroppe i "pitten" - det afgrænsede område foran scenen - men langt ud på pladsen, hvor der danses, laves "bølger" og synges med af hjertens lyst.
 
Soulsejr
 
Og de fleste er tilsyneladende med: Fra de dansende, unge kvinder over lummergøjen ved min side, som lader sin hånd glide rytmisk repetitivt over sin ledsagers bagdel og til de mange knap så unge kvinder og mænd - hvoraf mange unægteligt ligner folkeskolelærere - der har ikke bare kroppen, men også hele stemmepragten i sving.
 
"I Just Called to Say I Love You" leveres i en mindre end uforglemmelig udgave mod slutningen, men folket er med ham hele vejen, og bifaldet vil ingen ende tage, da Wonder og hans store band forlader scenen.
 
På den måde bliver det - ligesom med Womack sidste år, men på en helt anden måde - en soulsejr i Roskilde søndag; en familievenlig finale i fællessangen og -dansens tegn. Også selvom Stevie Wonder med et mere nøgternt blik kun glimtvis matchede sig selv, her halvtreds år nede ad landevejen.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA