Moderat : Roskilde Festival, Arena

Moderat , Roskilde Festival, Arena

Moderat : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Christina Majcher | GAFFA

Nuij, hvor er jeg dog træt og ømkroppet, da jeg trisser ind til Moderats koncert på Arena søndag aften. Jeg er så gennem-mør, at jeg virkelig krydser fingre for, at den elektroniske supergruppe (de to fra Modeselektor og Apparat/Sascha Ring) kan løfte mig et par centimeter op over jorden, for jeg kan næsten ikke kan stå på benene. Det er et svært udgangspunkt.

Omkring mig står folk i samme søndagsbombede situation. Med ømme rygge, smertende skuldre, slidte fødder. På vej ind i den allerallerallersidste omgang inden den totale koma.

Der er stadig god plads i teltet, da den sortklædte trio kommer ind på scenen seks minutter over og stiller sig bag hver deres pult. Sascha Ring til højre med mikrofonen og guitaren stående klar, Gernot Bronsert som den livligste i midten. Og bum, endelig. Så får jeg lov at forlade kroppen og mine fysiske udmattelseslidelser for en stund. Hold da op, de er gode live.

Faktisk er det længe siden, jeg er holdt op med at håbe på de helt store elektroniske musikoplevelser på Roskilde. Hele Europa svømmer over med fantastiske elektroniske festivaler sommeren over, og der kan jeg jo så rejse hen og få min dosis. Roskilde kan så meget andet, men ikke lige det.

"Hvad i ALVERDEN ævler du dog om", sidder du måske og tænker lige nu. "Der er da masser af vild elektronisk musik på Roskilde. På Orange, endda!!!"

Jo jo. Det kan godt være, det er elektronisk. Det er der jo så meget musik, der er efterhånden. Men hold da op, hvor er der meget af den der såkaldte "effektive" elektroniske musik på Roskilde. Mainstream, hårdtpumpet og dumt. Det er lige før, adjektivet "dumt" bruges som en positiv betegnelse. Fordi SÅ er der gang i festen. Jeg fatter det ikke.

Men hallelujah, på Arena søndag aften er der så endelig en servering elektronisk musik, som er det komplet modsatte af "dumt". Gennemtænkt, er det. Elegant og sammenhængende. Storslået. Og åh, så melankolsk, at jeg er meget tæt på at tude igennem to gange.

De lægger ud med "A New Error", deres største hit fra deres forrige plade, ledsaget af nogle virkeligt smukke sort-hvide visuals af hænder – knyttede, foldede, bedende, boksende – og fortsætter med den ti minutter lange, elegant pulserende "Milk". Da jeg vender mig om halvvejs gennem nummeret, er teltet blevet fyldt.

Jeg ved ikke om, der gemmer sig en eller anden perron-togfløjte et sted i det næste nummer. I hvert fald suser jeg ud på en indre billedrejse med nattoge og tomme banegårde og alskens andre vemodigt ensomme scenarier, indtil Sascha Ring griber mikrofonen og hiver mig tilbage i teltet med en helt Martin Gore-agtig version af "Rusty Nails".

Whauw. Jeg er LANGT mere berørt af hans vokal live end på pladerne. "Bad Kingdom" er således næsten ubærligt smuk. Den live-version glemmer jeg aldrig. En følelsesmæssigt festivaltyndslidt tåre triller ned ad kinden. "This is not what you wanteeeeeeed. Not what you had in miiiind". Argh, den er hård, den søndagsmelankoli!!!

Et par numre efter minder lyden mig pludselig om Mogwai og deres hypnotiserende fredagskoncert på samme scene for to nætter siden, og jeg torpederes så voldsomt tilbage, at jeg næsten ikke kan bære det, mens stenplaneter hvirvler rundt i rummet på de store visuals-skærme og går i opløsning. Pyh! Jeg kunne faktisk ikke mere, men det kunne jeg så alligevel. Tak til Moderat for det sidste sug i maven.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA