Tempel : Roskilde Festival, Gloria

Tempel , Roskilde Festival, Gloria

Tempel : Roskilde Festival, Gloria

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Velkendt er det faktum, at der findes de nemme og så de lettere besværlige tidspunkter at spille et Roskilde-publikum op på. Og den tidligste lørdag eftermiddag i et glohedt Gloria-telt hører efter alle kriterier ikke til den førstnævnte kategori. Efter en nat, hvor diversiteten i festivalens program havde budt på storladen postrock med britiske Mogwai og dundrende bas fra electro-bluesede Darkside, var det reparationsbajere snare end flere koncerter, der tiltrak festivalgængernes tidlige opmærksomhed.

Så der skulle specielle midler til for at vække publikum, og dem stod svenske Tempel for at levere. På plade trækker de deres musikalske referencer fra den drømmende rock, som især Sigur Rós står som garant for. Den slags med temporale skift og instrumentationen lagt i mangfoldige lag. Hos Tempel er lyden til forskel instrumental og føres an af dronet bas og rumlige guitarfigurer med den melankolske mol sitrende ud af enhver afkrog i det ambiente univers.

Isklar nordisk intensitet

Bandet lagde fra start ud med overnævnte elementer, hvor knasende samples og sfæriske guitarer ganske stille åbnede op for et nummer, der over de næste par minutter udfoldede sig til et gedigent rock-epos. Vokalløst, men med intensiteten i fuldt behold.

Helt umærkeligt i denne sammenhæng er det ikke igen at nævne at nævne Darkside. For hvis de dagen før havde vist, hvordan ambiens skal lyde i den elektroniske verden, så gjorde Tempel det dagen efter i rockens favør. Fra den buldrende bas, som her ikke var en hæmsko for den lille Gloriascene, men gik lige i brystet, til de diskantklingende guitarer formåede Tempel over et par numre at vække de sidste slukøjede publikummer.

Med Nina Wallens stjernespækkede visuals blev de fremmødte her inviteret med på en sonisk rumrejse.

En smule overblæst

På plade varer Tempels soniske rockrejser ikke meget over fire minutter. Men grundet gruppens sparsomme bagkatalog var de nødsaget til at strække nogle af de instrumentale passager ud i fritløbende soli. Det var denne tidlige lørdag eftermiddag en noget speget fornøjelse, der mest af alt var med til at fremstille det ellers meget varierede materiale for monotont. De finde melodier blev flere gange kvalt i den bombastiske storladenhed, der ellers havde hjulpet de første numre så godt på vej.

Vejen ud af ensformigheden blev dog søsat af bandets trommeslager, Filip Leyman, der i disse perioder fik frit slag på tønderne og uden tøven eller frygt for overophedning viste, hvordan postrockens lange fraseringer kan virke som eminent grundlag for varieret og interessant trommespil. Med én hånd på syntheffekter og den anden med et fast greb om trommestikken var han centrum imellem to mindre performancemindede guitarrister.

Frontmand Albert af Ekenstam er ellers den umiskendelige hovedkraft bag både Tempel såvel som værket "Ceremony" af hans velrennomerede landsmand Anna von Hausswolff. Men live er der ingen tvivl om, at Tempels intensitet holdes oppe af Leymans alsidige spil.

Et frisk pust til en døsig dag

Ja, der skal kræfter til at spille op efter de tunge drenge hos Mogwai. Men det afsluttende bifald fra det sparsomme publikum i det lille Gloriatelt vidnede dog om, at svenskerne ikke var rejst forgæves over sundet. Og taget projektets endnu korte karriere i betragtning er det med visheden om, at Tempel er kommet godt fra start med deres helt personlige sfæriske tag på en ganske efterafprøvet genre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA