x
Tinariwen: Copenhagen Jazz Festival 2014, Koncerthuset, DR-byen

Tinariwen, Copenhagen Jazz Festival 2014, Koncerthuset, DR-byen

Tinariwen: Copenhagen Jazz Festival 2014, Koncerthuset, DR-byen

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

De er stadig et kamelhoved foran i forhold til de orkestre, som fra samme område midt i Sahara har erobret verden med den såkaldte ørkenblues. Hele eventyret startede med Tinariwen, og selv om de virkelige revolutionære pionerer - folk som lederen og forsangeren Ibrahim Ag Alhabib og guitaristen Liya ag Ablil, kaldet "Diara" - ikke er med i den udgave, som besøgte København her til aften, har de stadig en masse at skyde med.

Den tragiske historie er jo, at der fortsat er krig i Adrar des Ifoghas, det område i det nordlige Mali, som gruppen kommer fra. Her har en Al Qaeda-støttet gruppe sat sig for, at musik er forbudt, og det er og var ikke sikkert for musikerne at blive i området. Så bortset fra lederen, som er blevet hjemme, er resten enten i eksil i udlandet, eller kan findes i byer som Malis hovedstad, Bamako, eller Tamanrasset i det sydlige Algeriet. Ligesom gruppens sidste album blev indspillet i en ørken langt fra oprindelsen, nemlig Mojave-ørkenen i Californien. Musikernes blues må siges at være endnu mere aktuel i disse år, hvor fokus er flyttet fra fattigdommen i et randområde til smerten over et tabt land. Og det mærkedes på de besættende, men også bluestunge kor, som Tinariwen diskede op med i DR-byens Koncerthus her til aften.

Lyden var vidunderlig. Man har endelig fået gjort noget ved de kritiserede lydforhold, og man har derfor både set på selve lydanlægget og akustikken. Og gjort det til rent UG med kryds og slange. Korene stod mejslet, guitarerne skøjtede ikke rundt i rummet, som elektrisk musik havde en tendens til at gøre før i tiden, og bassen mudrede ikke. Det flotte koncertrum synes at være nået i mål i forhold til rytmisk musik.

Tinariwen startede ud med en båndsløjfe med kvindernes Tinde-musik, de specielle chants, som er basis for det, vi i dag kalder ørkenblues. Og så gik de ellers i gang. De turbanprydede mænd med de flotte kjortler skiftedes til at synge, og især Alhassane Ag Touhami og Abdallah Ag Alhousseyni sang en masse i koncertens første halvdel. Her var det det nyere materiale, som blev spillet, og messende og med flot guitarlyd blev sangene affyret med stor sikkerhed. Tinariwen er afsindigt bevidste om deres udtryk, og de mestrer detaljen med at komme det øjeblik for sent med et-slaget, så musikken får en dyb virkning på modtageren. En hel sal sank følgelig ned i den vuggende ekstase. Og de lidt løjerlige musikere ville begrænse den verbale kommunikation fra scenen med enkeltstavelser som "You alright?", "Ca va?" og "Fine?". Vi forsikrede dem hvergang, at det var vi i den grad.

Det er tankevækkende at gå tilbage til dengang, orkestret første gang blev præsenteret på disse breddegrader. De havde i 2001 indspillet pladen The Radio Tisdas Sessions, og foran måske 35 tilhørere spillede de på underlige kopiguitarer. Sådan var det bestemt ikke mere, hvor indiefolket har sat sit præg, og guitarerne er klassikere som Fender Telecaster og Jazzmaster. Og det skal siges, at orkestret fik formidabel lyd ud af de instrumenter. Bluesriffs med så mange facetter, kørt helt igennem på den mest originale måde. Mens perkussionisten i de fleste numre lod den højt-pitchede kalabas-tromme være og spillede en masse på djembe-trommen.

Tinariwen mestrede alle virkemidlerne. De kan spille en storm op. De kan tale med ånderne. Men der mangler også en væsentlig ingrediens, som fandtes, da jeg til Roskilde Festival gav orkestrets optræden på Arena-scenen de maximale seks stjerner efter en mageløs koncert. Nemlig de to kvinder, som ville give seancen en vidunderlig kvindelig dimension, komplet med ululationer og yndefuld dans.

Koncerten lettede for alvor, da bandet gik i gang med tidlige antemiske ting som Amassakoul fra pladen af samme navn. Her ændrede hele beatet og tilgangen til kompositionerne sig markant. Determinerede ud over det sædvanlige kom der for alvor blus på koncerten, og orkestret ville spille en storm op, hvor de aldrig slap det herlige beat, der kommer lidt for sent, og derfor skabte trancemagien.

Desværre blev koncerten for kort. Fem kvarter er ikke så meget, men Tinariwen fik vist, at trods åreladningen på medlemssiden er de stadig i en klasse for sig selv. Distancerende fremragende grupper som Terakaft og Tamikrest med nok plads til at konstatere det og så fortsætte den erobring af verden, som er blevet alternativet til at blive hjemme i den elskede hjemegn.

Stor koncert med uomgængelige Tinariwen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA