x
Joey Alexander Trio: Copenhagen Jazz Festival 2014, The Standard

Joey Alexander Trio, Copenhagen Jazz Festival 2014, The Standard

Joey Alexander Trio: Copenhagen Jazz Festival 2014, The Standard

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Noget usædvanligt var i vente. The Standard – en af de danske jazzklubbers absolutte limousiner – havde inviteret en 11-årig – en 11-årig! – pianist fra Indonesien til København. Her skulle drengen være klubbens lod i vægtskålen under Copenhagen Jazzfestival og give hele 20 koncerter med to forskellige trioer – den første bestående i øvrigt af svenske Mattias Svensson på bas og danske Anders Mogensen på trommer.

"Er det børnejazz, vi skal høre," spurgte min ledsager mistroisk, da vi rettede antennerne mod Havnegade. Jeg blev hende umiddelbart svar skyldig, eftersom jeg aldrig havde hørt den sydøstasiatiske dreng spille. Men da vi sad henslængt i klubbens bløde stole, skulle det vise sig, at det bedste svar var "nej", for de ballader af blandt andre Chick Corea, som drengen og de to voksne sidemen spillede, var ikke børnejazz, men kompleks musik, som for at lykkes forudsatte en vis modenhed af fortolkeren.

Det var måske det, der var så usædvanligt. For en ting er, at Joey Alexander helt åbenlyst er et klavertalent, noget andet er, at det er ufatteligt, at han – trods back-up – kan fortolke et så komplekst kompositorisk udtryk og til og med improvisere.

Joey Alexander er lille. Selv af en 11-årig at være. Men han er altså også et fænomen. Onsdag aften spillede han momentvist så fascinerende flot, at man – fra den vinkel, hvor jeg sad og så på hans ansigt hen over flygelet – godt kunne slå øjnene op efter en blunder og et øjeblik tro, at det var lyriske Michel Petrucianni, der sad bag klaveret. Jeg måtte én gang minde sig selv om, at Petrucciani var død for adskillige år siden og – i modsætning til Joey Alexander – havde været voksen og forkrøblet af en væksthæmmende sygdom. Og minde mig selv om, at det var en dreng, der her og nu sad bag flygelet og brillerede – om end på samme lyriske vis som Petrucianni i sin tid.

Oplevelsen på The Standard bekræftede rygterne om det sensationelle vidunderbarn fra Indonesien. Man forstod, hvad det var, klaverlegenden Herbie Hancock havde set og hørt, da han for måneder siden havde forbundet drengen med den amerikanske jazzscene. Og man forstod, hvorfor Wynton Marsalis havde inviteret drengen til at gæsteoptræde på The Lincoln Center i New York. Joey Alexander viste sig onsdag aften at have en forfriskende uskolet tilgang til jazzens klaverspil.

Men… da fascinationen af den lille dreng og hans lyrisk, uskolede spil først var overvundet, indfandt der sig også nogle men'er. Som sagt spillede trioen en kompleks musik, som for at lykkes forudsatte en vis modenhed af fortolkeren. Man spurgte af samme grund sig selv, om den 11-årige dreng reelt forstod alle kompleksiteterne i musikken. Svaret var ikke givet. Men tvivlen opstod – måske også fordi der var noget asymmetrisk over samspillet mellem Joey Alexander, Mattias Svensson og Anders Mogensen. Havde drengen givet en solokoncert, havde spørgsmålet sikker været et andet. Men nu, hvor han spillede sammen med to voksne mænd, stod det klart, at netop de i høj grad trak på deres rutine for at få samspillet med drengen til at fungere. Og kombinationen af det uskolede og rutinen gjorde det samlede udtryk asymmetrisk, til tider én-dimensionalt.

Ikke desto mindre var oplevelsen usædvanlig og anbefalelsesværdig.

(Den sidste af drengens koncerter spilles den 14. juli).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA