x
Buika : Copenhagen Jazz Festival 2014, Koncerthuset, DR-byen

Buika , Copenhagen Jazz Festival 2014, Koncerthuset, DR-byen

Buika : Copenhagen Jazz Festival 2014, Koncerthuset, DR-byen

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var en ener, som efterlod et jordskælvsagtigt indtryk i DR-byens næsten for fornemme koncertsal. Et fænomen af en sangerinde med en regnbue til rådighed, som kan måle sig med de største. Og med et register og referencer, som bar hun rundt på et indre musikbibliotek, hvilket hun sikkert også gør. Fordi man bare ved, at bag de katarsis-agtige udladninger og måden, hvor på hun synes at kanalisere ånder fra den afrikanske diaspora, er der en hamrende dygtig tekniker bag, som mestrer svimlende mange nuancer. Og har en stemme, som ikke synes at svigte det mindste, lige meget hvor meget hun skråler og smadrer den. At kunne det kræver simpelthen års daglig og dedikeret træning.

Concha Buika overraskede mig denne gang. For hun havde taget skridtet tilbage til opvæksten og de første år af karrieren og den flamenco, som kvinden med forældre fra det lille land Ækvatorialguinea har taget til sig lige så troærdigt og totalt som nogen Gitana (andalusisk for roma-kvinde. Red.). Flamencomusikkens inderste kerne er den såkaldte cante jondo, den såkaldte dybe sang. Her har man typisk en opstilling med sanger og guitarist, og de to skaber spændingsfeltet over hvilket sangeren, hvis alt går som det skal, formår at åbne op for noget dybere. Ingen gjorde den ting bedre end den alt for tidligt afdøde mandlige andalusiske sanger, der blev kaldt Camarón de la Isla (1950-92), Camarón havde en måde at synge med den typiske følsomme råhed tilsat en hulken, og hans stemme ville så åbne op for nye lag, som talte ånder gennem ham.

Den evne har Concha Buika i rigt mål, ja, hun trækker ikke "kun" på flamencoens energi, men på alle orisha-ånderne fra den afrikanske diaspora, som hun er født ud af, ligesom hun færdes hjemmevant i såvel brasiliansk candomblé og cubansk santería, de mystiske åndereligioner med de specielle ceremonier af typen, der ville blive kaldt voodoo, hvis de foregik på Haiti. Det har hun vist gang på gang, og det viste hun også til aften, specielt på de efterhånden berømte numre Siboney og Santa Lucia.

Buika - som hendes kunstnernavn er - var mødt op med en af de mest lovende unge flamencoguitarister - han kalder sig Dani de Morón efter sin hjemstavn, Morón de la Frontera i Andalusien. Dertil bas og cajón, den specielle ombyggede appelsinkasse, som afdøde Paco de Lucia opdagede i Peru og fik indført indenfor nueva flamenco-stilen. Men det betød også, at der ikke var blevet plads til den ypperlige opstilling, som Buika havde med sidst i København, nemlig cubansk/spanske Iván "Melón" Gonzalez Lewis på effektivt klaver og ikke mindst med en batá-tromme indenfor rækkevidde.

Det er den specielle tromme, som bruges i de føromtalte Santería-åndemanerceremonier, og sammen med percussionisten ville han dengang skabe det fuldkomment autentiske rum af mystik, over hvilket Buika kunne gå i trance og komme op med, hvad der mindede om tungetale, hvor hun syntes at gribe rigtigt dybt og finde det pureste guld. Og de øjeblikke kom ikke helt til koncerten til aften. Men så kom der altså så meget andet.

Det unikke ved Concha Buika er, at når hun giver los i et sangforedrag, synes alle niveauer at være der: koldt og varmt, en hvisken og en fos af en udladning, en stemme som kan være ekstremt smuk og det næste øjeblik tage turen forbi en hvæsende saxofon og et såret dyrs skrig. I noget, der tilsyneladende er stream-of-consciousness, opfindes nye veje og vildveje på stedet, uden frygt ud fra devisen, at alt og alle er perfekte og at livet og sangen skal leves, synges og føles helt ud.

Arrangementerne var særdeles afvekslende. Orkestret ville spille et sandt karnevalsoptog op på bare cajón og guitar. En samba ville feje hen ad scenen, og Buika ville med sin lange kjole - som frækt viste mindst det ene af de lange trademark-ben, - hive op i kjolen og ligesom kaste den, som var hun en baillaora på et Tablao (danserinde på en flamencoklub. Red.). Hvorefter en tango ville gå i gang, så man anede konturerne af Carlos Gardel og strofer i retning af Volvér, inden Buika for alvor ville komme hjem til Cubas Oriente-provins - fødested for afro-cubansk tradition og slagene ville sige són og rumba, mens ånderne ville synge Buikas navn. Buika, som på scenen i en af sine mange grinende dialoger med publikum gav udtryk for at ville i helvede, hvis hun fik valget. Himlen er simpelthen for regelret.

Det var et brag af en koncert, foran et entusiastisk publikum. Alligevel var stedets fornemhed ligesom lidt i vejen, modsat sidste koncert ude i klubben Viften i Rødovre, hvor det spanske kontingent var mødt op med råb som "Valle" og kvindernes ululationer skabte en fortættet atmosfære. Og hvor Concha Buika i perfekt dialog med sine fans fik pisket en stemning op. Her i DR-Byen virkede det som om, det, vi med et vist skuldertræk kalder "PolitikenPlus-segmentet", dominerede de fine stolesæder. Som det er, når der er jazzfestival i byen.

Koncerten varede en time og tre kvarter, hvor den veloplagte sangerinde sang sig ind i mange hjerter. Men hvor man også stod og fornemmede, at Buika har et gear mere. Når det kommer frem, er det, at vi skal til at finde den højeste karakter frem, den som gives for den perfekte præstation. For på Concha Buikas plan bevæger sig kun de få og hun har et endnu uudforsket potentiale, fornemmer man. Trods det væld af nuancer, som allerede skaber et møde mellem kunstner og publikum, som er de færreste forundt. Som en kær veninde sagde det på Facebook netop hjemkommet fra denne, sin første koncert med Buika: "Er hjemme igen efter Concha Buika-koncerten og er på samme tid helt grounded og rystet i min grundvold. Giver det mening?"

Og ja, det giver absolut mening. For ingen lades upåvirket, når jordskælvet rammer. Men også med den vidunderlige healende effekt, som stor terapeutisk kunst, der spiller på alle emotionelle tangenter, medfører.

Grounded og rystet. Og en stor aften i DR-byen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA