x
Broken Twin: Copenhagen Jazz Festival 2014, Hovedbiblioteket

Broken Twin, Copenhagen Jazz Festival 2014, Hovedbiblioteket

Broken Twin: Copenhagen Jazz Festival 2014, Hovedbiblioteket

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Da GAFFA i foråret anmeldte Broken Twins debutalbum, May, var det under overskriften: "Tyst magi, smukke sange og stor stemme". Bag kunstnernavnet stod den unge, næsten ukendte danske sangerinde Majke Voss Romme, som med May pludselig udkom på samme selskab som Nick Cave, Tom Waits og Kate Bush.

På alle måder var der lagt i ovnen til en succeshistorie. Kunstnerisk såvel som økonomisk. Jeg mener: En ung dansk kvinde med et stort sangtalent udgiver et hypet debutalbum på et internationalt label med muskelkraft. Hvordan skulle det kunne gå andet end godt?

Det fremgik ikke af anmeldelsen i GAFFA hvem den unge kvinde fra Hjørring eventuelt havde hentet inspiration hos. Men alle anmeldere, inklusive GAFFAs, hæftede sig ved to ting: De helt enkle, melankolske sange og sangerindens helt særegent udtryksfulde vokal. Det var da også de to ting, der gjorde, at jeg som anmelder indfandt mig på Hovedbiblioteket torsdag aften. Jeg måtte høre de smukke sange og den usædvanlige stemme – fra giraffen selv, om jeg så må sige.

Ganske vist kunne man undre sig over, hvorfor koncerten indgik i jazzfestivalens program, for selv med god vilje ville man ikke kunne kalde Majke Voss Rommes materiale vokaljazz. Det er måske også ligegyldigt. Det afgørende var, at hun torsdag aften gav en koncert i Hovedbiblioteket – foran et begrænset publikum på cirka 100.

Hvad fik publikum så? Ja: giraffen at se. Og høre, selvfølgelig.

Hvad så publikum? Ja, Majke Voss Romme fremstod meget, meget sky. Formåede ikke at sige andet i mikrofonen end "tak". Lignede lidt – om ikke en depression – så i hvert fald en visualisering af fænomenet melankoli. Smilede knapt. Var introvert. Måske fokuseret på sit eget univers. Men ikke i kontakt med publikum. Hvad dét angår, er der plads til forbedring på kunstnerens videre færd.

Hvad hørte publikum? Majke Voss Romme lagde ud med signaturnummeret, Sun Has Gone, og gjorde det eminent godt. Faktisk var koncerten – rent auditivt – fra start til slut smuk, både sanseligt nærværende og drømmende fraværende, men reelt samlet, stringent og fokuseret. Rent auditivt – kompositorisk, tekstuelt og udførelsesteknisk – havde Majke Voss Romme, som anmelderen skrev, en "stor stemme". Og den magi, der var på hendes debutalbummet, formåede hun helt uden besvær at få med sig op på scenen. Hendes sange var aldeles gribende.

Stadig ved jeg ikke, hvem hun er inspireret af. Men det slog mig, at hendes fraseringer i passager minder om canadiske Sara McLachlans. Måske nok i en mere introvert og tilbageholdende udgave, men ikke desto mindre.

Majke Voss Rommes sange – og måden hun forløser dem på, rent auditivt – er af en karakter, som jeg i hvert fald tænker, at hypen omkring kvinden fra Hjørring er så vel begrundet, at jeg allerede nu glæder mig til at høre hende igen – og håber, at hun over tid vil blive i stand til også at kommunikere med sit publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA