x
Phosphorescent: Lille Vega, København

Phosphorescent, Lille Vega, København

Phosphorescent: Lille Vega, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Der var lige præcis tre stjernestunder ved aftenens koncert med Phosphorescent. De kom med de tre ekstranumre, som Matthew Houck fremførte solo. Her fik vi noget af den nerve og følsomhed, som gør Phosphorescent til et særligt band.

Inden da var vi blevet trukket igennem næsten en times rock-show, som lød elendigt. Det er kedeligt at snakke om lyd, men jeg var regulært forundret over, at ingen gjorde noget – som det værste eksempel var det ofte nærmest umuligt at høre Houcks vokal. Generelt er det et problem, at bag-sættet, bas og trommer, får lov til at fylde alt, alt for meget og nærmest overdøver alt andet – det er som om, at scenen og salen er alt for lille til den lyd, som Phosphorescent gerne vil have. Der er ikke tale om den tilbagelænede alt-country, som man kender fra pladerne, men et fuldt udblæst rocksæt, som minder mere om Led Zeppelin end om Gram Parsons.

I det hele taget virker koncerten rodet, og det, som kan opfattes som et mere skramlet udtryk i sangene fremstår hurtigt som en lettere kaotisk stemning på scenen. Ofte er det mere end svært ved at se, hvad idéen er, når fræsende guitarer og smadrede trommer hensynsløst fyldes oven på hinanden. Både "Los Angeles" og "Ride On/Right On", som ellers er fine numre, lider hårde skæbner under denne behandling.

Det er virkelig en skam, for Phosphorescent har et glimrende album med sig fra sidste år, "Muchacho", og selvom bandet allerede har turneret Danmark med albummet, så er der godt fyldt op i Vega. Flere af sangene bliver modtaget med genkendelsens klappen, ligesom der bliver sunget med, særligt på de førnævnte tre solo-ekstranumre, hvor publikum stemmer i med vellykkede korstemmer, noget der tydeligvis gør et reelt indtryk på Houck – Phosphorescent har tilsyneladende et godt tag i et dansk publikum.

Desværre får vi hele bandet på scenen igen, og dermed bliver det, der kunne have været et opløftende punktum, igen ødelagt, så det overordnede indtryk, vi står tilbage med, er frustration og skuffelse. Nu vil jeg lytte til mine Phosphorescent-plader, de er stadig gode.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA