x
Manu Katché/Richard Bona/Eric Legnini/Steffano di Battista: Copenhagen Jazz Festival, Kulturhuset Is

Manu Katché/Richard Bona/Eric Legnini/Steffano di Battista, Copenhagen Jazz Festival, Kulturhuset Islands Brygge, København

Manu Katché/Richard Bona/Eric Legnini/Steffano di Battista: Copenhagen Jazz Festival, Kulturhuset Is

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der var godt nok dækket op til musikalsk fest på Islands Brygge. For det var en af jazzens lykkeligste nye kvartetter, som lagde vejen forbi. Lykkelige fordi de hver for sig er mestre, og det var tydeligt, at forårsforelskelsen stadig var intakt. For gode orkestre er som en kærlighedsaffære, og denne ser ud til at holde sommeren over og mere til.

Okay, der har været tilløb til den i nogle år. Den fransk/ivoranske trommemesteren Manu Katché og de to musikalske brødre, Eric Legnini og Steffano di Battista har i nogle år leget med med bassisten Kyle Eastwood, men det var, da han blev skiftet ud med fænomenet Richard Bona til jazzfestivalen i den franske by, Marciac, at der for alvor kom magi i luften. Bona er en af klodens bedste bassister - ofte sammenlignet med Jaco Pastorius - men han har yderligere spændende facetter i og med at han stammer fra Cameroun og kan hele den oprindelse, som blandt andet indbefatter afro-cubansk -og brasiliansk trancemusik og de jazzformer, som er blevet udviklet på den konto. Ligesom han via Tyskland og Paris ville lande i New York, som efterhånden i lige så høj grad er blevet hans oprindelse, som det afrikanske land, hvor han voksede op.

Richard Bonas effekt på de andre tre var magisk, og man oplevede på stedet, at de rygter, der var sprunget gennem jazzmiljøet siden sidste års festival i Frankrig, i den grad havde været rigtige. For kombinationen af de fire var lige det laboratorium, som deres respektive kompositioner havde brug for, for at få nyt liv - også selv om en komposition som Eric Legninis "Joy", spillet meget morsomt direkte fra bladet af Bona, ikke syntes at have meget kvalitet i forvejen og nærmest døde på scenen, i hvert fald set i forhold til alt det forrygende, der skete både før og efter.

Tag bare Richard Bona.. På sin 5-strengede bas fik han omgående bundet det hele sammen. Ligesom han åbenbarede sig selv som en afslappet og meget morsom mand, der især gik i spænd med den italienske saxofonist, Steffano di Battista, men hvem han allerede syntes at have udviklet et eget slapstick-show af den mere ubetalelige slags. De små musikalske jokes føg mellem de to gennem hele koncerten. Saxofonisten ville midt i en solo holde en tone i et minut eller noget, ind til de humoristiske sideblikke fra Bona, der ville se ned på uret, som om det her tog tid, eller drillerier fra Manu Katché i form af nærmest kildende kantslag ville få hans mundvige til at sitre og han ville sprutte af grin. Eller Bona ville senere synge med sin lyse afrikanske stemme, og så ville der komme en tone, der stod i luften, og der blev omgående givet tilbage, mens ikke mindst det alstærke publikum til det specielle Jazz by the Sea-arrangement ville grine hjerteligt.

Den italienske saxofonist havde som sagt en fast makker med på scenen i form af den belgiske pianist, Éric Legnini, som på lejet flygel og et Fender Rhodes-el-klaver var en solid ankermand, som fyldte sin rolle ud, men alligevel blegnede en kende i forhold til de andre. Der som sidste mand havde Manu Katché, den fransk-ivoranske mestertrommeslagere, som rockfans måske kan huske fra mange års arbejde med Peter Gabriel? De turnerer faktisk for tiden igen med 25-års-jubilæet for Gabriel-klassikeren So.

Vi fik mange prøver på Katchés reggaeinfluerede spil med masser af kantslag og stor variation på slag, som kom lavt og med udsøgt virtuositet. Bare hans arbejde på bækkenerne var helt ude på den anden side. Ligesom han havde en måde at understrege hver pointe i en melodi med præcise slag, som med et svirp fra håndledet ville sidde på det lille bækken med den nærmest ringende lyd, eller også smide en hurtig hvirvel afsted, som fnuglet ville tage turen hen over hele sættet. En mester i fuld kontrol og med en teknik, som er helt speciel i jazzen.

Gruppen besidder som sagt en stor grad af friskhed. Materialet var dels temaer fra de forskelliges soloproduktion, og dels improvisationer over standards, som da Steffano di Battistas Under Her Spell udviklede sig til Gershwin's Summertime. Hele tiden med en Richard Bona, som ville dels lægge de nødvendige byggeklodser og dels spille en række andre stemmer, som eksempelvis da han i et hurtigt chase både lavede den præcise walking bass nummeret krævede, blandede sig i di Battistas kor og fyrede en solo af af de helt sjældne.

Her demonstrerede han flamencoteknik med højre hånd, unægtelig noget af et syn at se en teknik, som normalt får en spansk guitar med nylonstrenge til at eksplodere, omsat til bassens hegn af strenge, der dog i Bonas tilfælde ligger lige over gribebrættet, så man kan spille meget hurtigt med den rette teknik. Koncerten i gennem var det forrygende at opleve, hvordan Richard Bona bygger op til klimaks og understøtter de andre, samtidig med at han konstant kom med nye bud på spændende veje og vildveje i musikkens vildnis.

Richard Bona ville også tage os tilbage til sin barndom på ekstranummeret Mote Sukudu, som kom på en af hans glimrende soloplader, nemlig Bonafied. Den kom som ekstranummer, hvor Manu Katché spillede med whiskers, der dansede hen over trommernes skind, og en bossanova fik Bona til at vise slægtskab med en Milton Nascimento, med fine afklarede linjer overdådigt spillet. Eller på et af aftenens højdepunkter, hvor han på en ekkomaskine af en slags, "Made in Denmark", ville lægge lag på lag med sin stemmes mange tonale farver og skabe et helt stærkt swingende nummer, som var han en Human Beatbox. Musik skabt af en mand på scenen, som høstede anerkendende miner ikke mindst fra de andre musikere.

Manu Katché ville hen mod slutningen af den mageløse koncert forkæle os med en trommesolo, hvor han til fulde viste, hvorfor han har det ry, som en lang karriere har udmøntet sig i. Og så var det slut.

En særdeles fin koncert på kanten af havnen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA