x
Morrissey: World Peace Is None of Your Business

Morrissey
World Peace Is None of Your Business

Morrissey: World Peace Is None of Your Business

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 14.07.2014
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Dobbeltsidet lungebetændelse, anæmi og blødende mavesår har de senere år holdt Morrisseys koncertvirksomhed i stampe, men selv ikke Egyptens ti plager har kunnet holde den aristokratiske sanger fra studiet – ergo ankomsten af dette tiende soloalbum, der sprudler af liv med en skarphvæsset Moz i usædvanligt hopla. For selvom han alle dage vil blive ligestillet med et gråt og dystopisk Manchester, blomstrer han her som en nysgerrig kosmopolit på et musikalsk meget ambitiøst udspil.

Efter de råt rockende tre forgående album, er det velkomment, at der nu spilles mindre med musklerne og mere med hjertet, hvilket ikke uvæsentligt betyder, at det er crooneren Morrissey, der leverer den højtsvungne lyrik og ikke den gryntende surmule. Den elskede outsider har ydermere efter mange forsøg her leveret et album, der omsider er mere mindeværdigt end middelmådigt. Noget af en bedrift fra en mand, der er så bevist om eget udtryk, at han ofte ikke har skyet bort fra autopiloten. Den slags er der ikke skyggen af på en sang som Staircase at the University, hvor sangeren lige dele morsomt og morbidt besynger karakterræset, og hvor en ung studine kaster sig i døden efter, at hendes far truer med at gøre hende arveløs, hvis ikke hun får topkarakterer. Kun Morrissey kan skrive sådan en historie og så samtidig forfatte den bedste popsang fra hans hånd i 20 år.

Selvom albummet er indspillet i Provence, er det mere en spansk attitude, der gør sig gældende, for eksempel via spansk guitar på Earth is the Lonelist Planet eller decideret flamencoguitar på sange som The Bullfighter Dies og Kiss Me a Lot, der også får et skud mariachihorn med på vejen. Attituden er også intakt på I'm Not a Man, der gør op med stivnakkede mandeidealer, og hvor der konkluderes "I'm something much bigger and better than a man", og ja, for han er Morrissey i al sin magt og vælde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA