x
Twin Atlantic: Great Divide

Twin Atlantic
Great Divide

Twin Atlantic: Great Divide

GAFFA

Album / Red Bull Records
Udgivelse D. 18.08.2014
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Skotske Twin Atlantic er et ubeskrevet blad herhjemme, men er i Storbritannien et etableret navn med et par album i ryggen og flittig turneren. De fortsætter på dette tredje udspil i en stil, der balancerer på knivsæggen mellem uforfalsket pop og det mere alternativt rockede.

Albummet veksler mellem en række sikre kort. Der er følsomme popnumre, der ligger lige på grænsen til boyband (The Ones that I Love), de pumpede 80'er-rocknumre, planket fra Def Leppard, da de var mest pudlede (Fall Into the Party), bløde alt-rocksange ala Snow Patrol (Hold On) og til sidst et par småvrede emo-udladninger (Cell Mate), sådan lige for at give det hele lidt af den famøse kant.

Selvom det er rodebutik, kan det jo godt være solidt, men Twin Atlantic rammer her bare for meget ved siden af. Hverken musik eller tekst løfter sig fra det trivielle og helt sikre og ufarlige. Man føler sig nærmest sunget ned til af frontmand Sam McTrusty på et floskelfyldt nummer som Be a Kid. Den skotske dialekt giver lidt charme, men det er også det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA