x

Phoebus Cartel
The Ishihara Method

Phoebus Cartel: The Ishihara Method

GAFFA

Demo-cd / Www.phoebuscartel.dk
Udgivelse D. 02.08.2014
Anmeldt af
Hansen

Lidt hårdere rock af den skole, der følger op på grungen, men vil meget mere end det. Bandet kommer fra Esbjerg og følger på mere end én måde i Kellermenschs fodspor. Der er kæmpe ambitioner i dette nærmest symfoniske take på den dramatiske og mørke rock, som man også kender det fra for eksempel Tool. Masser af idéer, stykker og virkemidler fører demoen videre og gør numrene tilpas forskellige til, at opmærksomheden holdes fangen igennem alle seks sange.

Det er produceret flot – ikke pænt – og der er højt til loftet og store armbevægelser. Bandet har et godt overblik over timingen, og de halv-lange numre bliver fyldt godt ud med forløb og detaljer. Selv om det er i den tungere ende, er det i højere grad rock end metal, der vægtes. Nogle gange falder gruppen lige lovlig tilbage til grunge, og det fungerer ikke rigtigt. Det er lidt for nemt i forhold til, hvad deres projekt ellers går ud på. Jeg gad godt se dem et stort sted, hvor deres lyd kan folde sig helt ud, og hele paletten kan flås i stykker.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA