x
Warm Champions : Danmarks Grimmeste Festival, Bonzai-scenen

Warm Champions , Danmarks Grimmeste Festival, Bonzai-scenen

Warm Champions : Danmarks Grimmeste Festival, Bonzai-scenen

Anmeldt af Julie Hugsted | GAFFA

For at skabe stemning spørger forsanger Jesper Egebjerg ved koncertens begyndelse publikum  "Er I klar til noget hård rock?". Spørgsmålet bliver efterfulgt af en noget usikker begyndelse på koncerten.

Fra andet nummer begynder bandet langsomt at få publikum med, og der bliver budt på en udmærket guitarsolo, men da der bliver råbt "kan I holde til det derude?" virker det mere, som om publikum keder sig end er ved at sprænges af rock.

Der er en del gennemstrømning af folk, der går fra koncerten og andre, der kommer til. Mange sms'er og taler sammen i stedet for at følge med i koncerten, og generelt er entusiasmen ikke enorm fra publikums side. Forsanger Jesper Egebjerg indrømmer ligefrem denne manglende entusiasme, da han halvvredt påpeger, at det er for dårligt, at publikum ikke klapper mere ad guitarist Jason Bach-Petersens soloer. Der er igennem det meste af koncerten begrænset begejstring hos  det begrænsede publikum.

Vokale udfordringer

Desværre giver Jesper Egedals vokal indtryk af at ville mere, end den kan. Vokalen fungerer bedst i de rolige passager, men fungerer stadig ikke rigtigt.

De vokale problemer giver en oplevelse af en anstrengt eller overkomprimeret stemme, og de ikke helt velfungerende skift imellem et traditionelt og rocket lydbillede og de stille og melodiske passager kunne være gode, men det virker ikke rigtigt. Måske er det simpelthen for stort et brød at slå op til at starte med.

Alt i alt en koncert med nogle fine elementer, der ikke rigtigt fungerede. Der er nogle potentialer i lyden, men der er et godt stykke vej at tilbagelægge for det unge rockband, før det bliver virkeligt velfungerende.

En lille oprejsning til sidst

Det musikalske billede og vokalen begynder at fungere bedre fra midten af sættet, hvor det lader til, at bandet er ved at have spillet sig varmt. Herfra er der korte passager, hvor lyden og konceptet med at skifte imellem de rockede og melodiske passager er lige ved at fungere, men det er som om, der mangler noget. Der er nogle brudstykker af gode elementer i musikken, men den er der ikke helt.

Som et af koncertens sidste numre spiller bandet den hårde og enkle rocksang "Drinking Myself to Death", der er et velfungerende lige ud ad landevejen rocknummer med tempo og et omkvæd, man kan skråle med på. Ved dette nummer er publikum endelig med.

Warm Champions spiller udmærket og kan et par tricks, men det er hørt før, bare med større succes. Ud over forsanger og guitarist bemærker man ikke rigtigt resten af bandet, og det fremstår ikke som en samlet enhed med et samlet musikalsk mål.

Til trods for den sympatiske fremtræden og forsøg på god publikumskontakt er koncerten ikke imponerende. Der skal lyde en kompliment for forsøget, evnen til at opretholde energien og entusiasmen igennem en koncert i nogen modvind samt evnen til at kunne vende skuden ved de sidste to numre, hvor publikum i højere grad kommer op foran scenen og bakker op om bandet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA