x
Alice Boman : Trailerpark Festival, Royal Stage

Alice Boman , Trailerpark Festival, Royal Stage

Alice Boman : Trailerpark Festival, Royal Stage

Anmeldt af Anine Fuglesang | GAFFA

Trailerpark Festivals måske sværeste job er vel at åbne Royal Stage en torsdag klokken 18. Den opgave var i år blevet tildelt svenske Alice Boman. En opgave, der blev noget af en udfordring for sangerinden, der blev sendt på scenen med store roser fra P3-programmet Det Elektriske Barometer.

Den 26-årige sangerinde debuterede sidste år med ep'en "Skisser", der, som navnet indikerer, indeholder en håndfuld sange, der i sin til tider skrattende, men dejligt autentiske lyd måske mest af alt minder om skitser. Skitser, som den unge sangerinde i første omgang ikke havde nogle intentioner om at sende uden for soveværelsets fire vægge. Men skitser blev til en ep, og ep'en blev til endnu en ep, nemlig "EP II", der blev sendt på gaden i år.

Alice Boman, der i aften var akkompagneret af et tre mand stort band, lagde ud med et af sine nyeste numre, den melodiske "Be Mine", der fint illustrerer potentialet i sangerindens melankolske popviser.

Musikken summer på én gang af fred og længsel, og særligt med den skrøbelige, men også kraftfulde stemme formår Alice Boman at skabe et intimt rum i sin musik, hvor man som lytter hurtigt får en følelse af, at hun krænger sit inderste ud.

Men i samspil med Trailerpark Festivals største scene, nemlig Royal Stage, der er placeret i en stor, rå hal, fungerede det desværre bare ikke, og at der kun var mødt omkring 70 publikummer frem til koncerten, forstærkede blot indtrykket af, at Alice Boman og hendes blide musik var placeret på den forkerte scene. Dunkende technobeats fra festivalens nyeste scene, Rebel Stage beliggende alt for tæt på Royal Stage, var desværre også med til at ødelægge helhedsindtrykket af en koncert, der sagtens kunne have budt på flere momenter med gåsehud, end hvad tilfældet var.

Men med den smukke "Waiting", der sidste år lå på det engelske musiksite The Line of Best Fits liste over årets 50 bedste sange, formåede Alice Boman, alene på scenen, at skabe et nærmest fortryllende øjeblik, hvor de små nakkehår rejste sig, og hvor associationerne går i retning af Kate Bush.

Der er stort potentiale hos den svenske sangerinde, men en alt for stor og tom hal og en øredøvende bas lige i nakken ødelægger et ellers fint musikalsk univers, der kredser rundt om en stemningsmættende minimalisme. Vi skal bare have Alice Boman ud på et af landets små, intime spillesteder i stedet, hvor musikken virkelig kan komme til sin ret.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA