x
Choir Of Young Believers: Sun Ra Stage, Vanguard Festival

Choir Of Young Believers, Sun Ra Stage, Vanguard Festival

Choir Of Young Believers: Sun Ra Stage, Vanguard Festival

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Choir Of Young Believers på en vidunderlig eftermiddag midt i Søndermarkens idyl var det perfekte match. For dette unikke orkester nåede på denne dag en ny top, hvor en egen underspillet ro af æterisk væren indfandt sig og forplantede sig hos publikum. For en gruppe, der fra starten havde en egen identitet, var det som om, at man nu har fundet den perfekte balance, hvor Yannis Noya Makrigiannis' gyldne stemme kan svæve båret af en bølge af lyd af den slags, som er balsam for sjælen.

Med udgangspunkt i den relativt nye rytmesektion, hvor Jakob Falgrens pulsslag af en bas, som i sin  melodik ofte fremkalder mindelser til eksempelvis New Order, på mesterlig vis ville blive understøttet af Casper Henning Hansens trommer. Med Cæcilie Trier uden cello, men med keys og en stemme, der intuitivt følger forsangeren som en skygge, og Sonja LaBianca, som dels er på keys, men også til sidst på saxofon viser, at hun er en fuldmoden saxofonist, der også kan spille fejende flot lyrisk sax og ikke "bare" er til avantgardistiske udtryk, som man kender det fra hendes rolle i det utrolige kvindeband, Selvhenter.

Og endelig altså Yannis selv, som aldrig har sunget bedre. Og som her midt i processen frem mod det tredje album har samlet en buket af mestersange, som synes i stadig udvikling. Og som endelig synes at have besluttet sig for, at han selv skal levere de astralrejser på elektrisk 12-strenget guitar, som fremmaner forløb, hvor skipperen meget vel kan være Sid Barretts spøgelse.

Vi var nemlig vidne til en tidsrejse, men også et tidløst statement fra et orkester, som synes at vide meget godt, hvad de sender ud over scenekanten. For de nye numre tegner spændende, også dem, der er sunget på dansk, som fungerer fint. Ligesom halvgamle numre som minisuiten fra Rhine Gold-skiven, hvor nummerparret Paralyze og Sedated ville imponere, fordi forløbet bliver nyfortolket, mens den Moody Blues-agtige psykedeliske rejse på vidunderlig vis sætter fra og tager os med ud i gallakserne. Fnuglet, besættende og med unik originalitet, som tegner godt for bandet.

Koncerten voksede og voksede, og til sidst ville de to kvinder tydeligt nyde tilværelsen midt i de dybt stimulerende sanglinjer, som flød fra Yannis Noya Makrigiannis' mund. Mens de sammen med det øvrige band ville lægge oven på en lyd, som med hints af mellotron og med kombinationen af storladen pop og seriøst original sangskrivning ville lede tanken hen mod firsernes New Romantics-bølge, hvor der både var plads til at være kunstner med stort K, men også at kunne skrive mundrette sange, som lejrer sig i bevidstheden og som spiller videre i sindet, når man går fra koncerten.

En meget stor koncert fra et band, som er landet på et godt sted. Men som også er i en rivende udvikling, som gør dem endda meget spændende at følge fremover. Som på den afsluttende mesterlige Paint New Horors, hvor saxofonisten afsøgte steder, som jeg sidst hørte, dengang bands som Roxy Music med afsæt i Chris Blackwells berømte studie på Bahamaøerne ville tegne en ny luftig lyd for bands som Roxy Music.

På den måde var det en dejlig eftermiddag med et orkester, som er historiefortællere og betaler tilbage med respekt til inspiratorerne, men som også skaber gnistrende originalt for dem, der følger efter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA