x
Volbeat: Refshaleøen, København

Volbeat, Refshaleøen, København

Volbeat: Refshaleøen, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Se billeder af de tre opvarmningsbands Paradise Lost, Hatebreed og Steel Panther i GAFFAs gallerisektion

Her ved redaktionens slutning er det stadig ikke helt sikkert, hvorvidt Volbeats koncert på Refshaleøen var helt udsolgt - selv om der var trængsel. Men i dag ved koncerten i Horsens Statsfængsel er der helt sikkert udsolgt. Men hvem gider efterhånden også gå op i salgstal, billetter og en imponerende turnevirksomhed i snart hele verden? Det er der allerede fortalt en masse om for faktum er, at Danmark ikke kan levere noget ret meget større end Volbeat i øjeblikket.

Det egentligt interessante er hvorfor det er kommet så vidt?

Det fik vi en række svar på i løbet af fredag sent om aftenen.

Volbeat var selvfølgelig det ubestridte hovednavn, og trods ihærdig indsats fra hele tre supportbands kom det hele til at stå i relief til den danske verdensklasse:

Paradise Lost sloges bravt for at få de sporadisk spredte og først ankomne gæster i feststemning, men helt overbevisende blev det ikke. Hatebreed gav et spark af den type, der gav mindelser om Suicidal Tendencies' fabelagtige koncert på Roskilde forrige år, men uden at nå helt op på deres standard. Og endelig gav Steel Panther i det mest kitchede 80'er-outfit med puddelparykker, make up m.m. en times hyldest til alt kvindeligt uden tøj. Én af den halve snes piger, som det fissefikserede band (det er altså det mest sigende ord, undskyld), hev op på scenen, kvitterede da også for æren ved at vise bemeldte kropsdel. Imens druknede musikken i indstuderede og temmelig platte jokes om samme kvindelige kropsdel. Ikke fordi jeg er snerpet eller ikke kan deltage i det lumre hjørne, men der manglede bare stil – på den fede måde - mens vi ventede på Volbeat.

Og endelig, mine damer og herrer, fik vi at føle, hvorfor nogle er stjerner og andre vandbærere.

I "Heaven Nor Hell/ A Worriers Call" var der rigelig plads til headbanging og crowdsurfing, og ikke mindst genkendelsens glæde i de hårde numre, som altid har et twist af humor, når det bliver alvorstungt, og et stænk af alvor, når det hele er for sjov.

I "Lola Montez" var vi på besøg i den musikalske legestue, hvor der måtte synges med og spredes en form for hjemlig hygge, som fik bandet til at løsne op midt i det enorme set-up af logistik, lys, ild og effekter, der i dag er bandets tro følgesvende.

Nogle bands ville drukne i rutine med al den logistik, men Volbeat laver gang på gang en lille genistreg, som gør, at deres koncerter aldrig bliver statiske:

Gæstelisten er enorm, varieret og overrumplende.

Jeg ved ikke, hvordan et band, der turnerer så voldsomt, får tid at øve med en stribe nye mennesker hver gang lige fra aftenens tilkaldte, ekstra gulvbassist til de efterhånden traditionelle, Elvis og Johnny Cash-inspirerede numre – og så til growleren i death metal afdelingen.

Selv Jacob Haugaard i blåt jakkesæt med påsyede, hvide rotter i stof kom på scenen, så det virkeligt levede op til klichéen "festligt, folkeligt og fornøjeligt." Også Pernille Rosendahl kiggede forbi med sin smukke stemme i "Lonesome Rider", som stod i kontrast til Hatebreeds Jamey Jastas heftige, hæse gæstebrøl.

Kan det blive ret meget mere varieret?

Gæsterne gav hver eneste gang hele bandet et bredt smil på, for hver af dem gav et par spande ekstra kul til maskinen. Selv om bandet først var færdig med en koncert i Polen klokken to natten dagen i forvejen, så havde de ifølge 39-årige Michael Poulsen masser af energi. Mit bud er, at gæsterne var med til at holde Volbeat kørende, så ingen fornemmede rutinens kvælertag.

Anders Kjølholm på bas og Jon Larsen på trommer lagde den solide, skridsikre bund til alle påhit. Og så var der Rob Caggiano, som gang på gang demonstrerede, hvad denne amerikanske superguitarist betyder for Volbeat. Han har kun været med siden sidste år, men erfaringer fra bl.a. Anthrax (som han gæstespillede med på Copenhell i år) hiver Volbeat med op i en superliga, som kræver en leadguitarist af netop Rob Caggianos støbning.

Flere gange stod jeg blot og tænkte "mere, mere!", når hans soli vendte vrangen ud på Volbeat, eller sikrede et dybt og sejt groove, som ikke mindst i de særdeles heftige slutnumre

"Guitar Gangsters & Cadillac Blood og "The Mirror and The Ripper" viste alt det bedste, som Volbeat indeholder:

En utæmmelig energi pakket ind i noget, som ikke alle bands evner i denne metalgenre, nemlig den gode melodi. Her kunne man mærke, at bandet slet ikke var i tvivl om, at lige nu sidder den fuldstændig i skabet. Det hele hang sammen. Og det blev leveret med både charme, vilje og en insisteren på, at i al verdens ragnarok var rockfesten et livsbekræftende bindemiddel og samlingspunkt, som gav håbet og glæden lov til at skinne en lun dansk sommeraften, hvor store dele af resten af verden er røget ud over kanten og ned i mørket.

Blandt de Volbeat-koncerter, som denne skribent har set, var koncerten på Refshaleøen en topscorer. Men med så trofaste fans, som kommer tilbage igen og igen, fornemmer man også behovet for nye sange mere end nye gæster for fremover at holde energien, overraskelsen og den nysgerrige spilleglæde på det niveau, som Volbeat præsterede.

Og der er håb forude om det også. Koncerten på Refshaleøen og den i Horsens i dag bliver de sidste to koncerter i Danmark i et godt stykke tid. "Det skal jo snart skrives en ny plade!" som Volbeat meddeler på deres Facebook-side.

Vi glæder os, for efter koncerten på Refshaleøen er det svært at få nok af de danske verdensstjerner med en turneplan, der de kommende måneder er bredt ud over det meste af Europa og USA. Imponerende – også fordi Volbeat uanset hvor store de bliver især i kraft af Michael Poulsen har et nærvær, en udstråling og en kontakt med sit publikum, som ikke er blevet mindre, siden de spillede for blot 15 mennesker ad gangen.

Se billeder af de tre opvarmningsbands Paradise Lost, Hatebreed og Steel Panther i GAFFAs gallerisektion 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA