x
Trentemøller: Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Trentemøller, Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Trentemøller: Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Et par dage efter sin koncert på Roskilde Festivals Orange Scene blev Trentemøller annonceret som hovednavn på Danmarks Grimmeste Festival. Noget af et scoop for festivalen, for modsat mange af de andre navne på programmet spiller den danske internationale elektronikastjerne ikke landet tyndt denne sommer – de to festivalkoncerter var hans eneste koncerter herhjemme i sommer og den kun tredje i Danmark i år, mens han turnerer flittigt i udlandet.

På Roskilde spillede Trentemøller for måske 50.000 personer – på Grim Fest er kapaciteten en tiendedel, så der var nærmest tale om en intimkoncert, om end sættet og sceneshowet var nogenlunde det samme. Og det visuelle spiller tydeligvis en stor rolle for Trentemøller, hvor der var kælet for lyset og scenografien. Trentemøller og hans fire-fem musikere (antallet skiftede lidt) stod på rad og række og fremstod i det meste af koncerten som silhuetter belyst bagfra i afdæmpet hvid, rødt og blåt lys på den røgfyldte scene. Trentemøller befandt sig i midten bag sine keyboards og slagtøj og kunne kendes på den bredskyggede hat.

Fire numre inde i koncerten rejste sig langsomt fire enorme lygter bag musikerne og lignede en slags avancerede rispapirlamper med nogle bevægelige skiver indeni. Det skulle ikke undre mig, hvis de er skabt af en prisbelønnet arkitekt – stilfulde var de og matchede med deres striber det sort- og hvidstribede bagtæppe. Og samtidig var de lidt gådefulde, for var det egentlig lamper eller noget helt andet? En uklarhed, der stod godt til Trentemøllers eftertænksomme numre.

Det spartanske scenelys passede også fremragende til Trentemøllers musik, der altid har en umiskendelig melankolsk undertone, uanset om tempoet er højt eller lavt. Det begyndte næsten dystert, men samtidig dansabelt med "Still on Fire" bygget op omkring få, meget stemningsskabende bastoner spillet af Marie Fisker, der koncerten igennem skiftede mellem at spille bas og guitar og synge på den lille håndfuld numre, der havde vokal. Bandet bestod ellers af Lisbet Fritze på guitar, Jeppe Brix på guitar og Jakob Høyer på trommer, lejlighedsvis assisteret af Fraser McGuinness på bas.

Beatet var hårdt næsten lige fra begyndelsen, og allerede i første nummer kom den første crowdsurfer på banen. Danmarks Grimmeste Festival har i modsætning til mange andre danske festivaler ikke et forbud mod crowdsurfing – det bliver i hvert fald ikke effektueret – og det er på én gang befriende og bekymrende: bare det nu ikke går galt. Folk synes dog at være gode til at passe på hinanden, også selvom mange har fået slukket tørsten en del gange i løbet af festivalen.

Libet Fritze kom i fokus med stemningsfuld tremologuitar i "Shades of Marble", inden Marie Fisker trådte frem og sang smukt og vemodigt i "Candy Tongue". Der var nu lidt lys på hendes ansigt, men vokalen kunne dog godt være mikset en anelse længere frem i lydbilledet, hvilket også gjaldt for de andre sange, hun medvirkede på.

Guitarerne fik lov at støje i den hårdtpumpede "River of Life", hvor Marie Fisker igen var vokalist. Senere blev musikken helt tyst, da Trentemøller alene åbnede den smukke, lavmælte "Miss You" med nænsomt klokkespil, inden de øvrige musikere kom på scenen og sluttede nummeret med et støjende klimaks.

I "Trails" kastede Lisbet Fritze og Marie Fisker sig ud i en sjov lille breakdance, hvilket jeg antog var en practical joke, sidst jeg anmeldte Trentemøller på VoxHall i marts, men det var det tilsyneladende ikke – koreografien blev også opført på Roskilde, så det er åbenbart en fast del af showet. Et bevis på, at Trentemøller også har humor, hvilket ellers ikke er det, han er allermest kendt for, om end det spøjse foto på coveret til hans seneste album "Lost" – hvor nogle mennesker kigger forundret på en mystisk skulptur i en indkørsel – også peger i den retning.

Marie Fisker kom tilbage på mikrofonen til "Never Stop Running" og hittet "Moan", der afsluttede sættet, sidstnævnte med slet skjulte guitarcitater fra The Cure-klassikeren "Lullaby" indflettet på ganske kreativ vis. Et enkelt ekstranummer blev det til, den hæsblæsende og støjende "Silver Surfer, Ghost Rider, Go!", og dermed afsluttede Trentemøller sin koncert efter 75 minutter, et kvarter før annonceret afslutningstidspunkt. En lille skuffelse oven på det 90 minutter lange Roskilde-sæt, der også indeholdt de smukke, afdæmpede "Gravity" og (så vidt jeg da husker) "Even Though You're With Another Girl", som vi begge blev snydt for på Den Grimmeste. En skam, men derudover var der ikke mange fingre at sætte på Trentemøllers gennemførte og stilrene koncert, lige bortset fra den lidt lave vokal.

Et par dage før koncerten havde Trentemøller i øvrigt en slags brugsanvisning til sin koncert på Facebook, hvor han understregede, at der altså var tale om en live-koncert med fuldt band og ikke et dj-sæt. Måske lidt overraskende taget i betragtning af, at han mig bekendt mest har gjort sig bemærket som livekunstner i de senere år, men fair nok. Koncerten viste i hvert fald, at man sagtens kan spille elektronisk musik live, også selvom udtrykket ofte nærmede sig rock. Og at man sagtens kan danse og drømme på samme tid.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA