Mew: Sun Ra Stage, Vanguard Festival

Mew, Sun Ra Stage, Vanguard Festival

Mew: Sun Ra Stage, Vanguard Festival

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Under et sindssygt flot lysshow trådte et hold af Danmarks ægte rockstjerner frem og bekræftede ryet. Og med Johan Wohlert tilbage var det som var alle tre eller fire musketerer samlet, og alting faldt på plads. For her stod vi, fans med lyst til at synge med og et band, der tydeligvis befandt sig mere end godt midt i en dansk park, der viste sig fra sin bedste og mest underfundige side. Troldeskov til magisk musik.

Og de var gavmilde med nye numre, mens den skive, hvor Wohlert var i eksil, ikke blev berørt særligt meget. Det var som om, vi så frem mod den kommende plade, hvor alle er på plads i maskinrummet, samt tilbage til de store triumfer for ikke bare en mand, men for alle der fulgte orkestret fra den spæde start.Og Wohlerts energi som indpisker var herligt forfriskende. Man fornemmede, at der var noget at kæmpe for og være stolt af, og med det sæt sange, der blev affyret på denne aften, var der virkeligt noget at komme efter.

Jonas Bjerre sang som vanligt med stor sikkerhed, ligesom han har åbnet op for, at stemmen også kan udforske det leje, som hans alder berettiger til. Man kan trods alt ikke være kordreng og englefjæs hele tiden. Og Bo Madsen på forskellige Telecaster-guitarer spiller stadigt mere afklaret og befandt sig tydeligt godt med bassistens hjemkomst. Måske er det mig, men jeg fandt, at han ikke befandt sig så godt i rollen som en af dem med ansvar for at tale til publikum. Han har en sideman's karakteristika og taler med store bogstaver med guitaren.

Der var masser af fede momenter i en koncert, hvor lyden ikke hele tiden var i top, hvilket var synd og en hæmsko, specielt til slut, hvor samme Madsen syntes at have store problemer med sit pedalboard. Med de myriader af jackstik og små ledninger, der skal få en række små forvrængere, ekkomaskiner og andre effekter til at skabe lyd, men som også kan være en stor hæmsko, hvis de ikke "spiller rigtigt". Og det gjorde de slet ikke til sidst, til udpræget frustration midt i et forløb, hvor Frengers-klassikere som Am I Wry? No, 156 og Comforting Sounds skulle give os den klassiske Mew-himmerigsmundfuld, som så mange har lært at elske og forvente fra dette unikke orkester gennem så mange år. Pludselig blev der holdt lidt igen for de soniske udskejelser, og det var synd.

Alligevel var det en dejlig koncert. Dejligt med Silas Utke Graae Jørgensens stadigt mere sikre og drivende trommespil, som stadig har vovehalsens sans for kompleksitet, men også har fået et modent groove over sig. Og med et orkester, der er tilbage i et leje, hvor man bare ved, at en ny verdensrejse kan begynde, fordi alle mand er ombord, og kursen er sat.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA