x
Seun Kuti & Egypt '80: Fat Cat Stage, Vanguard Festival

Seun Kuti & Egypt '80, Fat Cat Stage, Vanguard Festival

Seun Kuti & Egypt '80: Fat Cat Stage, Vanguard Festival

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der er gået et par år, siden jeg sidst oplevede Seun Kuti. Han er jo den nigerianske Afrobeat-legende, Fela Anikulapo Kutis yngste søn. Ham, der tog farens gamle band, som pludselig stod der fra 1997 og ikke havde nogen orkesterleder. Det var ret godt med det samme, men nu med de ekstra år på bagen og masser af kilometer i baggagen er det endda rigtigt godt.

Med ti mand på scenen var der lagt op til svedig fest. Her ville de stå tre og tre, ikke mindst blæsergruppen og mesterbassisten med stenansigtet, som ville hamre dub-influerede baslinjer af sted og føje nye facetter til farmand Kutis gamle musik. Stadig med de fra Cuba hentede claves - to stykker træ slået mod hinanden - og så med de abrupt affyrede orkesterlinjer, når hele skibet bliver sat i gang og falder ned i det hypnotiske groove. Ligesom de to danserinder - hvoraf den ene plejede at ryste sin røv i broren Femis gruppe - ville lave fysiske udfoldelser, som en gang for alle bør sætte en Miley Cyrus eller andre piger med smag for Twerking på et kursus nede i Lagos. Her er de fortsat verdensmestre.

Vi ville få klassikere som farens berømte VIP, hos jokeren Fela selvfølgelig latterliggjort og benævnt som "Vagabonds In Power". Her ville det gamle band sætte i med de dybt suggesterende trancebeats, over hvilke solisten selv kunne danse, som var orisha-ånderne i hælene på ham, eller synge de politiske linjer, som omgående ville blive svaret af kvinderne.

Seun Kuti har en meget selvsikker udstråling på scenen, og han ville spille overdådigt på en lånt saxofon - han og bandet var lige kommet fra Caraibien, og her havde den gamle Selmer-sax opgivet ævred. Og så gik det altså over stok og sten med myriader af beats, fyret af med samme energi som en James Brown (1933-2006) på dennes bedste dage, ligesom Seun ville afsøge den elskede storebror og dennes opkørte afrofunk. Som blev affyret til UG med kryds og slange af de gamle mestermusikere.

Det blev også til nye ting, så som et nummer med et eget groove, som løftede og løftede sig. Titlen var Black Woman, og kan måske med tiden blive et koncerthit. Det virkede forbilledligt på Vanguard, hvor mange tydeligvis ikke før havde stået foran et afrobeatorkester. Nu ved de, at kuren mod alt er afrobeat.

God koncert med Seun Kuti og alle de gamle drenge.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA