x
Lucy Love : Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Lucy Love , Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Lucy Love : Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Lucy Love havde med en placering klokken 23 lørdag aften på Danmarks Grimmeste Festivals hovedscene Skovscenen noget nær det perfekte udgangspunkt for at holde en fest. Og det blev kun bedre, da en eller flere ukendte personer – arrangører, publikummer eller nogen fra musikernes lejr? – lige inden koncertstart fra publikumsarealet begyndte at kaste kaskader af knæklys ud over publikum. Så var der lagt op til party, og det blev der.

Den kunstneruddannede Lucy Love er kendt for et altid gennemført visuelt udtryk, og sådan var det også denne aften, hvor alle på scenen var klædt helt i rødt, og lyset var dæmpet og stemningsfuldt. Love var flankeret af sin mangeårige samarbejdspartner Yo Akim på keyboards og trommeslageren Casper Henning Hansen (kendt fra blandt andre Choir of Young Believers og moi Caprice) samt to dygtige, kvindelige dansere med masker, lange kjortler og høje hovedbeklædninger. Love selv var iført en rød kjortel med en slags messehagel over og lignede nærmest en alternativ ypperstpræstinde med hanekam, hårpisk og ansigtsmaling, og hun havde ingen problemer med at holde styr på sin menighed.

Lucy Love lagde ud med den tunge og langsomme "No Scream & Shout" præget af dyb synth-bas og hendes karakteristiske blanding af rap og sang – sine steder tilsat en lille smule AutoTune, dog kun så lidt, at det var tydeligt, at det var en kunstnerisk effekt og ikke et hjælpemiddel. Måske for at understrege den fremmedgørelse og depression, sangen handler om? AutoTunen kom i øvrigt kun igen ganske kort senere i koncerten – det meste af tiden fik vi Loves stærke, autoritære stemme uden filter.

I den tempofyldte og melodisk meget poppede (men tekstmæssigt mere dystre) "Prison" skiftede Love uproblematisk mellem rap i versene – med tydelig inspiration fra den engelske grime-scene – og sang i omkvædene, og denne kombination gik igen i mange af sangene.

En langsom og tung udgave af "Daddy Was a DJ" gik rent ind hos publikum, og det samme gjorde det shufflende hit "Poison", der fik gang i fællessangen. Undervejs i koncerten forsvandt de to dansere, men de vendte tilbage mod slutningen, nu med enorme røde parykker og stadig med masker. Måske var parykkerne et lille stilbrud fra den meget seriøse visuelle stil, men flotte var de.

En remix af "No V.I.P." med en speedrappende Love i centrum afsluttede showet, og så blev der kastet T-shirts og vinylplader ud til det begejstrede publikum, der kæmpede om godbidderne. En fortrinlig koncert, og hvis man ellers lyttede efter teksterne – der nogenlunde lod sig opfatte – eller kendte dem i forvejen, ville man opdage, at der er masser af substans i dem. Ikke mindst sangene på Loves seneste album, "Desperate Days of Dynamite", der er inspireret af en hård tid med angst og depression. Og sådan kan noget alvorligt vendes til noget livsbekræftende – som Lucy Loves koncert på Danmarks Grimmeste Festival helt sikkert var.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA