x
Diverse kunstnere: Stella Polaris, Frederiksberg Have

Diverse kunstnere, Stella Polaris, Frederiksberg Have

Diverse kunstnere: Stella Polaris, Frederiksberg Have

Anmeldt af Christina Majcher | GAFFA

Ambitionerne for endags-chilloutfestivalen Stella Polaris har altid været store. Måske ikke lige fra det allerallerførste år i Aarhus i 1997, hvor det var et betydeligt mere ydmygt set-up i Vennelystparken med et lille anlæg, nogle dåseøl og 300 fremmødte. Men siden har arrangementet vokset sig støt og stabilt større fra år til år. Og sidste år kunne det populære søndagsarrangement så endelig – og heldigvis – rykke til Frederiksberg Have, efter reelt at være vokset ud af Østre Anlæg.

I år var søndagen i Frederiksberg Have også den store flagskibs-finale for en reel Stella Polaris-tour, der har bragt chillout-konceptet rundt i hele landet, fra Sønderborg til Kolding. Og for første gang nogensinde havde eventen også to scener; den store foran slottet og en mindre ved Mathildehøjen. Et stort banner ved træerne 200 meter fra hovedindgangen slår da også fast, hvor langt Stella er kommet: "Den største chillout-festival i verden".

Hele Stella-touren rundt i landet (som startede forrige uge) havde været velsignet med stabil hedebølge (hvilket, kombineret med at det faktisk er gartis, altid garanterer stort fremmøde). Men finalen på Frederiksberg var på nervepirrende vis pakket ind i DMI-varsler om voldsomme skybrud. Men magisk nok holdt regnen sig helt væk fra selve arrangementet: Det regnede tidlig morgen, og det meget omtalte skybrud kom så først efter mørket var faldet på, og oprydningen gået i gang.

Så altså: 28 grader, nådigt let-diset himmel og nogle af de mest fotogene rammer, vi har i hovedstaden. Og "stort fremmøde" kan man roligt kalde det. "Er du vimmer, hvor er der mange mennesker" var den mest fremtrædende tanke i mit eget hoved under en tur rundt i parken ved ankomsten. Og god stemning OVERALT.

Klokken 15.30 var det tid til et af årets hovednavne på den store scene, amerikanske James Murphy (fra LCD Soundsystem) i afslappet hvid t-shirt og gennemsympatisk udstråling (tjek lige hans helt skønne rant om at være en fiasko (og så tage sig sammen) her).

Hans dj-sæt, der både bød på David Bowie og Grace Jones undervejs, var dog en liiiiille smule kedeligt, synes jeg (han var dog den eneste, der havde en decideret fanbase-flok stående foran scenen under hele sit sæt, så de vil helt sikkert være uenige) - men det gav så en glimrende mulighed for at løsrive sig fra hovedscenen og smutte på ekskursion til Mathildehøjen, hvor den danske duo Kill J netop var gået på. En fin, bouncy energi fra sangerinden Julie Aagaard og et godt møde mellem hendes lyse stemme, der snoede sig op i trætoppene, og den dystert vrantne elektrobas brummende i græsset.

Tilbage på hovedscenen gav Jacob Bellens (fra I Got You on Tape) en times solokoncert med keyboard, solbriller og numre fra sin nye plade "My Convictions" (som udkommer til september). Herefter var det britiske Andy Cato fra Groove Armadas tur bag dj-pulten - et kærkomment elektronisk sæt, der dog også bevægede sig forbi Portishead, Pink Floyd (oh yes!) og Radiohead, mens den sene eftermiddag forvandlede sig til tidlig aften, og hvad man på alle måder må kalde festivalens absolutte højdepunkt, Lulu Rouge, nærmede sig.

Den elektroniske duo er fast inventar som lukke-act på Stella, og der er noget fuldstændigt rituelt over den måde, som hele Lulu Rouge-seancen foregår på hvert eneste år: De går på, og vupti, så rejser folk sig stille og roligt op på plænen, picnictæppe for picnictæppe og gruppe for gruppe, og begynder at danse, indtil hele området foran scenen er omdannet til et stort, gruppekramsvenligt og ballonlegesygt dansegulv, der med tydelig entusiasme lader sig opsluge af de stadigt mere intense beats, indtil stemningen er blevet så clubbet og festlig og jaaaaaaa-vi-vil-have-mere!-agtig, at det næsten ikke er til at holde ud, når det pludselig er slut, øv øv øv, ti minutter i 21, og man vender sig om og kigger ud over parken, hvor der stadig er tusindvis og atter tusindvis af mennesker spredt ud over de store plæner og rundt om søen og så langt øjet rækker, og man DRØMMER om, hvor fedt og fantastisk det kunne være, hvis festen dog bare kunne blive ved sådan der, til midnat, eller åh, måske bare til klokken 23…! Måske næste år?

Musikalsk set var jeg selv kun decideret henrykt under Lulu Rouges sæt (og så lige, da Andy Cato spillede "Us and Them" fra "The Dark Side of the Moon").

Men det væsentligste, mest forbløffende og absolut mest fortryllende ved Stella Polaris er altså også, hvor fabelagtigt god stemningen er. Med en event, som efterhånden er blevet SÅ gigantisk, kunne man måske forvente, at hyggen kunne fordampe lidt mellem alle sushi-barerne og bordtennisbordene og pr-standene med Samsungprodukter og cocktail-campingvognene og sponsorbannerne og ølkøerne.

Men nej. Hver eneste kvadratcentimeter af den park er bare gennemsyret af god stemning og maksimalt chillet venlighed i en grad, der er decideret imponerende, ja, nærmest rørende. Whauw, hvor er vi bare gode til at hygge i-g-e-n-n-e-m her til lands, når vejret lige passer os, og de kølige drikkevarer flyder! Dét faktum fremviser Stella Polaris i en grad, så festivalen egentlig burde være en af vores primære turistattraktioner. Se, hvad vi kan! Og det er den vel egentlig også ved at udvikle sig til.

Imponerende sager. Jeg venter spændt på, hvad de to Stella Polaris-grundlæggere, Nicka Kirstejn og Kalle B, har i ærmet til næste år, for at Stella Polaris bliver ved med at vokse, dét er helt sikkert. Spørgsmålet er bare i hvilken retning det bliver næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA