x
Snoop Dogg: Vejle Musikteater

Snoop Dogg, Vejle Musikteater

Snoop Dogg: Vejle Musikteater

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

"Who Am I (What's My Name)" er som bekendt titlen på Snoops solo-debutsingle fra 1993 – dengang, han stadig hed "Doggy" til mellemnavn – men det er også samtidig et spørgsmål, der er en del sværere at besvare i disse tider, end tilbage i 90'erne. "Snoop Dogg aka Snoop Lion" står der for eksempel på plakaten til aftenens koncert. Så hvem skal vi forvente? Den fredselskende reggae-hippie eller den pistolflashende gangstarapper? Og hvad med funkmonsteret Snoopzilla?

Det er primært Mr. Dogg, vi har fornøjelsen af denne aften, men i en yderst afslappet udgave, hvor han med grånende dreadlocks, solbriller og …bøllehat indtager scenen med aftenens første og eneste Snoop Lion-nummer, "Here Comes The King" – med et nyt rapvers. Det havde ikke gjort noget, hvis han havde delt lidt mere gavmildt ud af numrene fra "Reincarnated"-pladen, men man kan altid diskutere sætlister, og for en gangs skyld har Snoop faktisk gravet dybt i sit mildest talt eklektiske og brogede bagkatalog.

Det gamle 213-nummer "So Fly" tilegnes vennen Nate Dogg, der ikke er den sidste døde hiphopper, som mindes i aften, mens den mere hårdtpumpede "Wet" sætter godt gang i publikum, der fistpumper til den store guldmedalje. Det runger lidt vel meget i Vejle Musikteaters store sal, der ellers udgør formidable rammer for koncerten. Man skal virkelig gøre sig umage for ikke at have godt udsyn, og lige meget hvor man vender sig hen, står der en bar med kolde drikke. God service.

Småbidder

Vi får Snoop-vers fra andre kunstneres sange som blandt andre "P.I.M.P." (50 Cent), "California Gurls" (Katy Perry) og "Let's Get High" (Dr. Dre), og under sidstnævnte kaster Snoop sig ud i sin yndlings-rekreative aktivitet, idet der fyres op under en joint. Men nu er Snoop jo heller ikke ligefrem typen, der holder sig til at spille hele sange, og størstedelen af hans egne sange serveres ligeledes i småbidder, så han kan nå at komme omkring en velvoksen sætliste på den lille time, han befinder sig på scenen.

Der er store smil over hele linjen under træfsikre leveringer af klassikerne "Next Episode" og "Nuthin' But A G Thang", mens et par af de kvindelige publikummer i overtegnedes nærhed er lige ved at få deres cola galt i halsen, da Snoop leverer linjen: "Guess who's back in the motherfuckin house with a big fat dick for your motherfuckin mouth" i "Ain't No Fun (If The Homies Can't Have None)". I samme charmerende stil dedikeres "I Wanna Fuck You" til koncertens kvindelige publikummer, og under sangen fjerner Snoop solbrillerne og afslører et par blodsprængte øjne så smalle som knaphuller. Det skulle vis egentlig forstille at være en sensuel gestus til "tha ladies", men Snoop kom mest af alt til at ligne en påvirket stodder på vej hjem fra byen – klar til at hoppe på alt med en puls. På med brillen igen, dawg!

Herefter følger aftenens mest mærkværdige indslag ­­– også iberegnet seancen, hvor en tyk fyr iført hundemaske render rundt på scenen med en stor slatten stofpen!s. For pludselig brager Joan Jets "I Love Rock And Roll" ud af højtalerne, mens Snoop synger sporadisk med på omkvædet og ellers bare holder sig til at levere sin genkendelige langlemmede Snoop-dans. Vi får en lidt akavet Biggie-hyldest med "Hypnotize", hvor B.I.G.s vokal ligger meget lavt i lydbilledet og Snoop igen holder sig til at bjæffe enkelte ord i ny og næ. Så virker det noget bedre med den efterfølgende – og ganske obligatoriske 2pac-seance, hvor Snoop rent faktisk fremfører hele (og begge) sine vers af "2 Of Amerikaz Most Wanted" 

Fest og god stemning

Vanen tro får vi også en version af House Of Pain-klassikeren "Jump Around", der tages yderst bogstaveligt af publikum, og pudsigt nok er det den af aftenens cover-sange, hvori Snoop leverer den mest engagerede indsats. Festen og den gode stemning fortsætter med "Drop It Like It's Hot" og "Who Am I (What's My Name)".

Snoop fortæller, at han elsker os og meget gerne vil komme tilbage til Danmark, hvis vi vil have ham, før han slutter af med det iørefaldende Wiz Kalifa- og Bruno Mars-samarbejde "Young, Wild And Free" og forlader scenen til tonerne af Bob Marleys "Jammin'" og en opfordring til at ryge fede.

Lidt under en time. Så lang tid befandt Snoop sig på scenen i Vejle. Når han nu ikke spiller længere koncerter, kan de af covernumrene, hvor han ikke selv medvirker på, godt undre lidt. Særligt dem, hvor han ikke rigtig bidrager med andet end et par halvhjertede bjæf.

Han måtte hellere spille nogle flere af sine egne numre – måske endda et par af dem, der ikke har været store hits – og så ellers fremføre dem i fuld længde. Det andet bliver let lidt rodet, men det er måske egentlig meget spejlende af den tid vi lever i, hvor færre og færre har tålmodighed til at høre et nummer til ende – og da slet ikke et helt album. Vi skal hurtigt videre til næste sang – nej, næste omkvæd, og på den måde er en Snoop-koncert jo så egentlig en ganske udmærket fest med aftenens hovedperson som cool, tilbagelænet og baskeskæv vært, der serverer hurtige hits og hygge til folket. En koncert må bare gerne være lidt mere. Og lidt længere.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA