x
50 Cent: Smukfest, Bøgescenerne

50 Cent, Smukfest, Bøgescenerne

50 Cent: Smukfest, Bøgescenerne

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

På forhånd var denne koncert spået som "en lottokupon" af landets medier. Jeg fik da også at vide umiddelbart inden koncerten, at det var lidt som at trække det korteste strå at få anmeldertjansen. I mandags snøvlede amerikanske Snoop Dogg sig gennem en times sæt i Vejle, hvad kunne man så forvente i Bøgeskoven denne onsdag aften, når landsmanden 50 Cent lukkede Bøgescenerne?

Kære læser, lad mig sige det med det samme. Når det kommer til 50 Cent, er jeg et ubeskrevet ark – for at bruge et begreb fra en engelsk dødbider, der ingen berettigelse har i en anmeldelse for GAFFA, er jeg et tabula rasa. Men før I hiver knivene ud og atter kommer med beskyldninger om, at anmelderen endnu en gang ikke var til stede, fordi sætlisten ikke foreligger, vil jeg bede jer pakke argumentet sammen, haters. Lad det ikke være en hindring. Tag mig i stedet i hånden, kære læser, som jeg skriver fra Smukfests hjerteland, Bøgescenerne i Skanderborg.

Fem minutter før den annoncerede showstart gled tæppet ned foran den venstre Bøgescene til stor jubel. Det blå lys tonede roligt over scenen, mens et hårdt beat stemte i. På scenen var et flittigt sammenspillet band – trommer, bas, guitar, en række synthesizers og en vægtig dj – som banede vej for, at aftenens hovedperson, lottokuponen, kunne entrere med et stort smil på læben og en cap velplaceret på issen, mr. Curtis Jackson himself.

Sætliste, spørger du, kære læser. Jeg ved det ærlig talt ikke. Lad det være sagt allerede nu, før beskyldninger om rockisme flyver over læbernes gærde, at en hiphop-koncert ikke kan iagttages og bedømmes på linje med en traditionel rockkoncert. Tværtimod synes rap-musikken at iklæde sig en anden tradition. Det, jeg var vidne til var en veritabel jukebox af hooks, omkvæd og vers fra et fyldigt bagkatalog af album og mixtapes.

Jeg prøvede, kære læser, at tælle. Jeg talte mig til 33 forskellige brudstykker af levede rim og instrumentalstykker. Skal vi være prætentiøse og kalde det en cut-up – på samme måde som den amerikanske forfatter William S. Burroughs forstillede sig det? For ja, klart ventede vi på "In Da Club", men før den blev nådesløst serveret, fik vi en 50 Cent, der i den grad var levende og nærværende. Allerede fra første beat havde han det ventende publikum i sin hule hånd. Og ja, vi havde ventet på ham. Vi ville se, om vi kunne skrabe os til den store gevinst.

Det var et frontalt angreb på sanserne, mens Fiddy bevægede sig storsmilende, som en romersk sejrsherre, over scenen, godt støttet af to hjælpere. De fik vores hænder i vejret, de trak ghettoen ud i hver whitey, og et øjeblik var vi alle sammen ude på gaden med drømme i inderlommen, hård attitude uden på vesten og en 9 mm i bæltet.

Showtime

Det er køligt og indbegrebet af bad-ass, den måde 50 Cent kan slippe sine rim. Han mister aldrig fodfæstet. Bandet bag ham spiller som en drøm. Især trommeslageren overbeviser med hårdere slag i lilletrommen, end Jimmy Chamberlain fra Smashing Pumpkins har drømt om i ti år eller mere.

Hvor jeg er intetanende, er der flere indviede blandt publikum. De brister i begejstring, hver gang ørerne registrerer et velkendt beat, et omkvæd. Alt imens 50 Cent glemmer den barske attitude og bøjer sig for at sende en ballon tilbage ud over publikums hoveder. Svedig drikker han af en flaske kildevæld, hvoraf over halvdelen bliver hældt kølende ud over hans håndlangere, der aldrig slipper publikum af syne. Som vagthunde.

18 tracks inde i medleyen ta'r Fiddy os med i slikbutikken. "Candy Shop". Det føles som om, at der er tilbud denne onsdag. Du kan få 100 gram til under mindstepris. Publikum er i den grad på. De smider et par solbriller op, og 50 samler dem straks op og tager dem på. Et vers set gennem farvede linser, før det er trommeslagerens tur. Det mindsker ikke hans hidsige slag. Jukeboxen sparker videre. 

Lad os stoppe op et kort øjeblik. Ja, det kunne vel beskrives som kapitalismens "gnidningsløse" maskine at se et bagkatalog reduceret til en collage af sammenlimede brudstykker. Men overskuddet er der. Spilleglæden oser ud af bandet – og Fiddy, ja, Fiddy smiler. Han er kommet langt siden sine dage på gaden. Hvordan skal ni skud kunne såre denne mand?

Vi får et langstrakt break – jeg har nu talt 22 selvstændige numre – og 50 Cent står på scenen, stor guldkæde om halsen, som var han borgmester i en rå by, guld om håndleddene. Bling-bling, der funkler. Han er en dristig frister, før "Ayo Technology" sender publikum ud i en rus, så man helt glemmer, at der engang var en J. Timberlake på nummeret. Hvad skal man bruge hans vokal til, når nu vi, publikummet, kan synge in sync? Det bliver til fællessang med skærende shred-guitarsolo. De kan sgu spille, de drenge!

Da jeg har talt til 28 – men ikke holdt vejret – kommer "In Da Club" og Bøgeskoven eksploderer. Jeg er personligt tilbage på Cube i Jomfru Ane Gade 03/04, mens Ivan kommer ned til bordet med et fad fuld af sjusser. Det var dengang, man kunne få en dobbelt-op til en flad tier. Den leder over i et instrumentalstykke, der er en Rocky-film værdig. Man får lyst til at bokse ud i luften, mens man bulker op montagen igennem. 

Var det kun et one night stand?

Og så hiver Fiddy stikket. 00.14. Han gik på 23.25. Men han snyder os ikke på falderebet. Han kommer selvfølgelig ud igen. Til endnu et medley fra underverdenen. Det bliver brudt af en farvet kasket, der bliver kastet op foran hans fødder. Med et smil smider han sin sorte cap med navnet Walt og ifører sig det spraglede kalejdoskop. Der sker en fejl blandt musikerne, og han bryder musikken med et højt: "WTF u doin'?" Det er hurtigt glemt, de samler op, og maskinen fortsætter ufortrødent.

Da 50 Cent forlader scenen denne gang, er det endegyldigt. Kameraet zoomer ind på guldkæden om hans håndled, som den ligger smidt tilbage på scenegulvet. Den glitrer fra storskærmen. Hernæst begiver bandet sig ud i en måske letkøbt jam, der bevæger sig fra "Seven Nation Army" over i "Smells Like Teen Spirit" til Joan Jetts "I Love Rock'n'roll" (Hov! Det gjorde Snoop også i Vejle, men han famlede røget rundt på scenen med mikrofonen i hånden!) og over i "We Will Rock You", vi får en viruos trommesolo, før den slapt og dovent lander på "Seven Nation Army" spillet på synth.

Og så begynder bandet at pakke sammen. Mens kameraerne stadig kører. Showet er forbi, og vi forstår det ikke helt. Rockdinosaurerne er nu blevet mættet efter al den der rap og hiphop, men er det ikke lidt for meget reality tv, for abrupt et skifte i festen, at se dens elementer pakke sammen på storskærm? Som om det hele bare var et one night stand?

Men det gør ikke noget. Lottokuponen var vist spået en nitte her i janternes land. Vi fik til gengæld et show, der sprudlede af musikalsk overskud. Et band, der kunne hive et medley af et helt bagkatalog i land nærmest uden at blinke. Vi fik en gangsta, der virkede, som om han gerne ville være der – selv om det selvfølgelig bare var business as usual. Shit, Fiddy, du er velkommen i mit kælderværelse til enhver tid.

Mine damer og herrer, jeg fik en oplevelse, jeg fik en bid af noget, jeg aldrig havde drømt om, at jeg kunne smage. Så lad mig slutte på et ilde valgt pun. 50 Cent var ikke helt i skoven. Bortset fra at det var han.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA