x
Pet Shop Boys : Smukfest, Bøgescenerne

Pet Shop Boys , Smukfest, Bøgescenerne

Pet Shop Boys : Smukfest, Bøgescenerne

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Der var dømt farvestrålende elektropop i senior-afdelingen, da Pet Shop Boys indtog Bøgescenerne torsdag aften. Gruppen albumdebuterede tilbage i 1986, og da sanger Neil Tennant dengang havde den i musiksammenhænge modne alder af 32 år, kunne han tidligere i år fejre 60 års fødselsdag.

Koncerten åbnede med et stort forhæng foran scenen, hvorpå der blev projiceret optagelser fra førerhuset på et køretøj, der bevægede sig meget hurtigt ned ad gader og undergrundsbaner gennem en række storbyer, mens den instrumentale intro til det nye Pet Shop Boys-nummer "Axis" pumpede løs. Så kom de to medlemmer, Neil Tennant og keyboardspiller Chris Lowe på scenen, iført høje, pyramideformede hatte og bluser med enorme flæser strittende ud til alle sider – men stadig stående bag forhænget. Her fortsatte de med "Axis" og et medley af firsangen "One More Chance" og den relativt nye "A Face Like That", inden forhænget omsider blev trukket ned – og båret væk af tre roadier iført orange jakker og ditto briller, orange ligesom coveret til deres klassiske album "Very". Nu fortsatte billederne på en storskærm bag gruppen, denne gang med billeder af to unge balletdansere.

Endnu et firsernummer fulgte, "Opportunities", med det klassiske omkvæd: "I've got the brains / You've got the look / Let's make lots of money". En klassisk dobbeltbundet Pet Shop Boys-tekst, der med bid og vid kritiserer den popkultur, Pet Shop Boys selv er en del af. At Neil Tennant har hjernen, har der aldrig været tvivl om, men hvem der har udseendet i Pet Shop Boys, er mere tvivlsomt. Næppe Chris Lowe, der altid har gemt sig bag solbriller og stået bomstille på scenen bag sit keyboard. Også i aften.

Det visuelle har dog altid betydet meget for Pet Shop Boys, ikke mindst live. De har aldrig forsøgt at eftergøre den klassiske rockkoncert og adskiller sig her fra eksempelvis deres jævnaldrende kolleger i Depeche Mode. Musikken er elektropop fremstillet på keyboards og computere, og sådan bliver den også fremført live, hvor en del af musikken givetvis er præindspillet. Det forsøgte gruppen heller ikke at skjule i Skanderborg, hvor musikken flere gange pumpede løs, uden at Chris Lowe var på scenen. Til gengæld så det fra min plads ret tæt på scenen ud, som om han rent faktisk spillede på tangenterne en stor del af tiden, når han var der. Lige så virkede Neil Tennants karakteristiske bløde og ganske velfungerende stemme ægte nok, med små udfald og særegne fraseringer undervejs.

Efter den første håndfuld numre kom to dansere, en mand og en kvinde på scenen, iført noget, der lignede bøffelhoveder med horn. De dansede en smule usynkront, men ellers godt, og de kom til at udgøre en stor del af showet under resten af koncerten, der bød på adskillige kostumeskift både for Pet Shop Boys og to de dansere. Et par numre senere Tennant og Lowe også fået bøffelhoveder, dog af et mere moderne, metallisk tilsnit, og havde også nået at skifte til sorte jakkesæt. Senere stod den efter endnu et lynhurtigt tøjskift på sølvfarvede jakkesæt kombineret med diskokugle-hatte, hvorpå lys blev kastet ned og reflekteret ud på publikum. En yderst fiffig effekt.

I den nye sang "Fluorescent", der lægger sig temmelig tæt op ad Visages firserhit "Fade to Grey", bestod scenografien af heftigt laserlys, der intensiverede stemningen i bøgeskoven. Det samme gjorde "Love etc.", hvor Tennant og Lowe blev lagt i to senge sat på højkant, hvorpå der blev projiceret nogle halvnøgne kroppe (vist lidt yngre end Pet Shop Boys), så man så kunne forestille sig, at det var de tos urolige bevægelser i sengen, mens Tennant sang om kærlighedens kvaler. Et af koncertens højdepunkter.

Senere skiftede både Pet Shop Boys og danserne til orange jakkesæt – og nu var det danserne, der havde en slags diskokugler på hovedet, mens Neil Tennant var iklædt orange fez og solbriller. Under et Pet Shop Boys-kostumeskift fremviste danserne også deres danseevner på en slags kængurustylter. Sært, men sjovt. Sættet bød på en god blanding af gamle Pet Shop Boys-fiserhits som "West End Girls" og "Suburbia" og nyere sange, som viser, at duoen har ikke har mistet evnen til at skrive vedkommende sange, der fusionerer popappeal med skarpe samfundskommentarer. Eksempelvis "Integral", der kommenterer det allestedsnærværende overvågningssamfund med det sarkastiske omkvæd: "If you've done nothing wrong / You've got nothing to fear / I've you've something to hide / You shouldn't even be here."

En technoficeret udgave af "It's a Sin" med ekstra hårdtpumpet bas og trommer satte for alvor gang i fællessangen, mens storskærmen bag bagscenen illuderede printplade. "Domino Dancing" fulgte, hvor Pet Shop Boys desværre, i værste Snoop Dogg/50 Cent-stil havde skåret to vers væk, men de blev tilgivet, da de sluttede sættet af med en fornem "Always on My Mind" og masser af konfetti – i orange, naturligvis. Det blev til to et halvt ekstranummer, først Village Peoples klassiske "Go West" med masser af fællessang med publikum og Tennant i skøn forening, inden duoen og danserne sluttede med et medley af de nye "Vocal" og den gamle "It's Alright".

I begyndelsen af koncerten overvejede jeg, om dette her var en god eller en fremragende koncert, men efterhånden som Pet Shop Boys hev det ene visuelle trick op af de særprægede hatte efter det andet, måtte jeg overgive mig. Ikke mindst fordi musikken holdt. Pet Shop Boys er stadig relevante her på tredje årti. Det bliver spændende at se, hvad de finder på næste gang.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA