x
Kim Cesarion: Smukfest, Rytmehans

Kim Cesarion, Smukfest, Rytmehans

Kim Cesarion: Smukfest, Rytmehans

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Sidste år havde Kim Cesarion en P3's Uundgåelige med "Undressed", hvor særlig en live-udgave fra Atlantis Studios i Sverige kan få nakkehårene til at rejse sig. I år udgav han så sit debutalbum, også betitlet "Undressed", i juni, og i aften var han så klar til at tage Smukfest i øjesyn fra Rytmehans' scene. Med sig havde han et enormt velspillet band bestående af guitarist, bas/synth-spiller, trommer og et spartansk backingtrack. Det var en tight, funky rytmesektion og en særdeles indlevende guitarist, må man konstatere. De stjal aldrig fokus fra hovedpersonen, men fik hver især lov at skinne undervejs.

Kim Cesarion kom på scenen til "Let's Get Right" klædt i et stiligt jakkesæt med en hvid blomst i knaphullet. Han lignede en million – og musikken lød også derhen af. Publikum havde ventet utålmodigt, så han blev vel modtaget til publikumsjubel. Og allerede fra begyndelsen af havde Cesarion publikum med sig, som de dog hoppede i takt, mens hans falset skar klart igennem.

I "Breaking Out" var det allerede tydeligt, at det var pigernes aften. De sang ivrigt med, kunne ordene, og det var generelt for hele koncerten at se Smukfest yndige piger give sig hen til dans. Det er gammel lærdom, at når pigerne danser, ja, så bevæger drengene sig også med. Glidende overgange over i sangene sikrede også en veludført afvikling. Cesarion proklamerede da også oppe fra scenen, at han ikke havde lyst til at tale meget mellem sangene. "I wanna keep singin'," råbte han storsmilende i mikrofonen.

"Lifetime" blev præsenteret som det første nummer, han havde skrevet med sit nuværende hold af producere. En tung intro, stikkende synths markeret af trommerne og en fantastisk r'n'b-vokal udgjorde lyden, der i den grad tilstræber sig et moderne udtryk. Nummeret rundede af med svømmende synths, hvorover guitaren svævede. Det viste sig da også at blive normdannende for den 13 numre lange koncert.

Da "I Love This Life" kom så som femte sang, stemte publikum festglade i. Cesarion lod sin falset holde over ordene "last forever", og det føltes – i overensstemmelse med det flotte lysshow – som om at sommeraftenen trådte i karakter. Det ledte over i et instrumentaltstykke, hvor guitaren legede med akkorderne fra "Undressed". De tirrede os lidt oppe fra scenen, velvidende, at mange ventede på det uundgåelige hit.

I "Bad Thing" fik vi en virtuos guitarsolo, der dryppede af følelse, det fik umiddelbart alle fulde drenge til at hive luftguitaren frem og jamme med. "When You're High" var som at køre gennem en storby sent om aftenen i den varme luft med kalechen rullet ned. En dejlig fed baslyd.

Dynamisk set kørte det dog i tomgang. Ligesom debutpladen glider sangene nemt over i hinanden, og man savner måske lidt variation. Ingen tvivl om, at det er veludført og hjertet er på rette sted. Men et eller andet mangler.

Herefter gik koncerten over i party-mood, som lovet fra scenekanten. "You wanna party?". Så var vi i klubben, og pigerne dansede, mens trommerne fik lov at dominere et stykke tid. Man kunne sammenligne Cesarion med en ung Prince. En fantastisk flot og kontrolleret vokal, han har. "Trade Ya" bød på en bas-solo, ren disco, mens Cesarion dansede rundt. Næste sang bød på en Cyndi Lauper-reference i omkvædet: "Girls, all they wanna do is have fun". Den funkede mol-melodi i omkvædet ramte et eller andet, som lover store ting i fremtiden.

Vi ventede på "Undressed", og vi fik den i en absolut monsterudgave. Den startede i studieudgaven og kammede over i den live-udgave nævnt i starten af anmeldelsen. Den fik lov at bølge op og ned, og de mange elastikker gav anledning til publikumskontakt, hvor publikum tog over på vokal i omkvædet. Kim Cesarion lod endda bandet jamme på scenen, mens han selv gik publikum i møde nede foran, smed sin jakke og solbriller, krammede og kyssede og tog sig tid til at få taget billeder med glade fans. Oplyst af opmærksomme mobiltelefoner.

I et fint break tog publikum over og sang, hvad der efterhånden er blevet standard til koncerter, "Seven Nation Army"-riffet, før musikken på scenen atter tog over.

Vi fik den fantastiske guitarsolo til afslutning. Guitaristen lod til lige at skulle op i gear, men da han først var der, malkede han den guitarsolo, så ikke et øje var tørt. Hver gang klimaks virkede nået, kom der lige et nøk mere.

Det var sidste nummer, en rød rose blev kastet op til Cesarion. Nogle folk begyndte at gå. Men de var ikke færdige på scenen, og Cesarion spurgte folk, om de virkelig var klar til at gå. Vi fik en sidste sang, "Can't Love Nobody", men det virkede, som om momentum var tabt. Hvordan efterfølger man også en så stor udgave af "Undressed"?

Efter at have takket publikum og erklæret dem sin kærlighed, gik Cesarion af, mens en sidste guitarsolo bragede løs.

Overordnet set mangler sangene måske mere genkendelighed, og live-arrangementerne flyder let over i hinanden. Men det er et spørgsmål om tid, før den talentfulde masse får gravet sig indtil kernen – og så bliver det sprængfarligt.

Cesarion blev introduceret med ordene, at "det her lytter vi også til om tyve år", og det er svært at være uenig i. Der er bestemt stort potentiale her. Han var lidt sløv om at gå på til den annoncerede tid. Han gik fem minutter over tid. Så lad os sige, at vi så et svensk stjerneskud født ved kejsersnit. Fire STORE stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA