D-A-D : Smukfest, Bøgescenerne

D-A-D , Smukfest, Bøgescenerne

D-A-D : Smukfest, Bøgescenerne

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

En koncert med D-A-D minder lidt om Disneys Juleshow. Det er det samme hver gang, med en lille ny ting eller to hvert år. Sådan har det i hvert fald været de sidste mange år, men i foråret overraskede bandet ved at tage på 30 års jubilæumsturné til de små spillesteder, hvor de i sin tid indledte karrieren, og ved at spille sjældenheder og helt undgå deres største hits.

Sådan skulle det dog, som ventet, ikke blive på Smukfest, hvor vi var tilbage ved de kendte sange. Det var dog første gang, at festivalen havde serveret gratis øl hele dagen, og jeg frygtede, at publikum derfor ville være helt fra koncepterne. Det var dog ikke tilfældet. Den aldersmæssigt modne og ganske talstærke forsamling kunne styre deres brandert, og derfor blev koncerten fra publikums side ikke helt så uhæmmet, som man måske skulle tro.

Ti minutter over otte indtog D-A-D Bøgescenen og lagde ud med klassikeren med den altid lidt for aktuelle titel "Jihad", og straks var der gang i fællessangen. Her kunne man også se, hvad årets nye påhit var: Oven på forstærkerne havde D-A-D stillet nogle kasser, som lignede forstærkere, og som hældte faretruende ud mod bandet. Med andre ord lignede de forstærkertårne, som var ved at vælte, men det viste sig at være lys. Derudover spillede Laust Sonne på et særegent trommesæt bestående af to stortrommer og tre rækker tammer oven på hinanden, men hvor det kun var øverste lag, der kom i brug. Resten af ren gimmick.

Ellers var alt ved det gamle: Lead-guitarist Jacob Binzer i høj hat og bassist Stig Pedersen i tætsiddende lædervest, nøgen overkrop inde under og tætsiddende, lavtaljede læderbukser. Og et imponerende udvalg af specialdesignede, tostrengede basser: En med gennemsigtig krop, en formet som et bashoved og med et bashoved formet som en krop, altså den helt omvendte verden, en formet som et jagerfly og én formet som et kohoved, gruppens logo, som også prydede bagscenen, med lys. Og så blev der med jævne mellem spyet ild på scenen, både foran og bagtil.

Sætlisten var en ren hitparade fra hele karrieren: "Evil Twin", "Overmuch", "Point of View", "Soft Dogs", "Grow or Pay" og så videre, herunder de tidlige "Jackie O" og "Jonnie" med Stig Pedersen på fin lead-vokal. Og bandet var som sædvanligt velspillende med Jesper Binzer som intenst vrængende sanger og publikumsindpisker med potensforlængende Flying V-guitar i front. Han var tæt assisteret af brormand Jacob på forrygende lead-guitar, med masser af skarpt optegnede melodilinjer og heftige, lange soloer i næsten hvert nummer. Bagerst bankede Laust Sonne hårdt i trommerne og fik hurtigt lov til at give en solo på Jesper Binzers og publikums opråb: "Kom så Laust, vi ved, du har det." Og det havde han.

Der har i år været en del diskussioner om, at Smukfest valgte at afbryde koncerterne med MØ og Reptile Youth, fordi de crowdsurfede. Det havde Jesper Binzer noteret sig, og han valgte derfor at crowdwalke, altså gå rundt mellem publikum – det måtte man nemlig godt. Dét i sig selv var også rigeligt til at få den i forvejen høje intensitet til at stige yderligere. Den tunge, stærke "Reconstructdead" blev indledt med, at Jesper Binzer fik publikum til at imitere den særegne printerlyd, der er brugt som rytmisk element i nummeret. Det fungerede glimrende, og det samme gjorde påfundet med at lade Laust Sonne spille på et lille trommesæt helt fremme på scenen i "Everything Glows". Da sangen var forbi, blev trommesættet skilt ad og kastet ud til publikum, hvor udvalgte heldige således kunne redde sig en trommedel med hjem. Stærkt underholdende idé.

Kæmpehittene "Bad Craziness" og "Sleeping My Day Away" var uundgåelige ekstranumre, inden brødrene Binzer igen crowdwalkede, denne gang med hver sin akustiske guitar for at fremføre nok en udødelig D-A-D-sang, "Laugh and a ½". Det satte for alvor gang i fællessangen, som fortsatte, da parret kom tilbage på scenen og sammen med resten af orkestret sluttede koncerten med den obligatoriske sætlistelukker "It's After Dark", og ikke et øje var tørt og ikke et stemmebånd ubrugt i bøgeskoven. En forudsigelig, men fornem slutning på en fremragende afslutningskoncert på en ganske fin Smukfest.

Som sagt minder D-A-D-koncerter om Disneys Juleshow. Der er masser af gentagelser år efter år, men jeg ser det alligevel hvert år. Og sådan er det også med D-A-D.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA