x
Bill Callahan og Alasdair Roberts: VoxHall, Aarhus

Bill Callahan og Alasdair Roberts, VoxHall, Aarhus

Bill Callahan og Alasdair Roberts: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den amerikanske sanger og sangskriver Bill Callahan ligner ikke den gennemsnitlige amerikanske singer-songwriter, som han står der på scenen på VoxHall iført sandfarvet jakkesæt, kort hår med sideskilning og ingen form for skæg. Snarere giver han mindelser om David Bowie i 1980'erne. Men bag det velplejede ydre er Callahan melankoliker til fingerspidserne. Han excellerer i langsomme, lavmælte og alvorlige sange – dog til tider tilsat lidt sort eller decideret plat humor. Han har eksempelvis lavet et album med titlen "Dongs of Sevotion", og når han kan det, kan jeg også skrive en så fesen overskrift som den ovenstående.

Callahan er en hyppig gæst i Danmark, hvor han plejer at besøge både København og Aarhus i forbindelse med sine talrige albumudgivelser. I februar spillede han i Vega oven på udgivelsen af sidste efterårs album "Dream River", og nu er turen så kommet til VoxHall, stadig med "Dream River" som seneste udspil. I øvrigt hans 15. album, hvis man medregner hans 11 album udsendt under aliaset Smog, som han opererede under i perioden 1990-2005.

Callahan stiller op med tre andre musikere, guitaristen Matt Kinsey, bassisten Jamie Zuverza og trommeslageren Adam Jones. Sidstnævnte spiller på et noget specielt trommesæt uden stortromme og bækkener, men til gengæld to forskellige typer lilletrommer, conga, hihat og en enkelt claves-stykke betjent med en fodpedal. Selve trommerne bliver ofte spillet med håndfladerne, eller med venstre tromme med en trommestik og højre med en håndflade – eller med whiskers.

Dette særegne trommesæt passer godt til Callahans adstadige tempo og afdæmpede udtryk med hans katakombdybe stemme og tydelige tekstudtale helt i front. Sangene trækkes ud i længder på op mod ti minutter, og de er bestemt ikke uden kant. For holder bas og trommer sig tilbage, spiller Matt Kinsey en fremtrædende rolle med sit alsidige guitarspil, hvor han både spiller melodiske passager som en slags svar til Callahans enkelte tekstlinjer, murrer ildevarslende under Callahan med dissonanser og underspillet støj og kaster sig ud i heftige soloer, hvor der både bliver spillet smukke, drømmende enkelttoner i det høje register og støjet heftigt med feedback og effekter. Ofte lige før eller lige efter det mere lyriske spil.

Soloerne kommer en eller flere gange i sangene som en slags crescendo, hvor også de øvrige musikere kommer på tæerne, inden numrene vender tilbage til deres mere rolige udgangspunkt. Er denne fremgangsmåde i sig selv en kende forudsigelig, må man sige, at det er spillet ikke, og Kinsey går godt i spænd med de øvrige musikere, herunder Callahan på solid rytmeguitar og fint fingerspil på sin G&L.

Bill Callahan siger pænt tak mellem numrene og ikke så meget andet, bortset fra at konstatere, at bandet nu spiller inden døre efter en sommer med festivaler, og "det er rart med et opmærksomt publikum, og at man ikke skal stå i skyggen af Outkast." Publikum må da bestemt også siges at være lydhørt. Folk er stille under numrene, klapper begejstret mellem dem og har fokus på scenen og ikke telefoner og andre forstyrrende elementer. Bill Callahan virker – som ofte før på scenen – en kende reserveret, som en kontrast til de store følelser i hans sange, men dog veloplagt og tilfreds, og mod slutningen af koncerten takker han hjerteligt publikum.

Det bliver til i alt 11 numre på halvanden time hentet fra "Dream River" og de to forgængere, "Apocalypse" (2011) og "Sometimes I Wish We Were An Eagle" (2009). Blandt højdepunkterne er den satiriske "America!" med ironisk lovprisning af det amerikanske militær og linjen "it can get tense around the Bible belt" og den intense "One Fine Morning", hvor Callahan igen og igen synger om "My Apocalypse". Altså ingen sange fra længere tilbage i det store og flotte bagkatalog og heller ingen ekstranumre.

Alligevel må koncerten siges at være fuldt tilfredsstillende. På sin vis tangerede musikken det ensformige, men på den anden side var det et helstøbt, intenst, univers af underspillede eksplosioner, Callahan og hans fremragende band præsenterede os for. Det var, som om verden udenfor stod stille i de 90 minutter, Callahan og company stod på scenen, mens vi fik en tur rundt i Callahans følelsesliv. Og det kræver ellers noget at få én til at glemme verden udenfor i disse dage.

Alasdair Roberts ****

Inden Bil Callahan fik vi en halv times opvarmning ved den skotske sanger og sangskriver Alasdair Roberts, der gav os en stribe dybt folk-inspirerede sange – og en enkelt gammel folkesang – med fin, ret lys, let klagende og nasal stemme, tydelig accent og særegne fraseringer, hvor Roberts næsten ikke åbnede munden, når han sang, men nærmest hvæsede sangene ud mellem tænderne. Han akkompagnerede sig selv med meget fint og alsidigt fingerspil på den akustiske guitar, og inspirationen fra et navn som landsmanden Bert Jansch var tydelig. Var originaliteten ikke stor, var sangskrivningen derimod solid, og Roberts var en fin stemningsskaber inden aftenens hovednavn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA