x
Neko Case og Maggie Björklund: VoxHall, Aarhus

Neko Case og Maggie Björklund, VoxHall, Aarhus

Neko Case og Maggie Björklund: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den amerikanske, canadisk bosatte sangerinde og sangskriver Neko Case er en travl dame, som både er medlem af det fine, snart albumaktuelle powerpoporkester The New Pornographers og har gang i en solokarriere inden for americana og det, der ligner. Det var i forbindelse med sidstnævnte, at hun tirsdag aften gæstede VoxHall i Aarhus oven på udgivelsen af sit sjette soloalbum (hvis man medregner de to første med backingbandet The Boyfriends), "The Worse Things Get, The Harder I Fight, The Harder I Fight, The More I Love You", fra september 2013. På en turné, der også bragte hende til Bremen Teater i november sidste år, og nu gjaldt det så Aarhus.

Den rødhårede sirene havde samlet et par hundrede publikummer og medbragt fem musikere, som skulle vise sig at gøre det godt. Selv klagede hun over at være ramt af en virus, men alligevel stod hendes meget rene, kraftfulde og udtryksrige stemme klart i lydbilledet. Vokalt blev hun bakket flot op af korsangerinden og slagtøjsspilleren Kelly Hogan, der efter eget udsagn også var ramt af en virus, men det kunne man heller ikke høre, i hvert fald ikke når hun sang.

Hogan fungerede også som en slags pauseklovn med humoristiske kommentarer mellem sangene, ikke mindst når Neko Case stemte sin guitar (for eksempel: "I like this part of the show when I can think of my dogs at home" og "this next song is really badass"), og Case var god til at give igen på hendes kvikke bemærkninger. En behagelig afveksling fra de ofte alvorlige sangtekster, der kom rundt i hele følelsesregistret.

Hele Neko Cases orkester var dog glimrende, ikke mindst multiinstrumentalisten Jon Rauhouse på både rytmeguitar, pedal-steel-guitar, banjo og i et enkelt nummer også trombone. Han var placeret forrest på scenen ved siden af Neko Case og Kelly Hogan, mens de tre øvrige musikere: Eric Bachman på lead-guitar og keyboard, den langskæggede Tom V. Ray på kontrabas og Dan Hunt på trommer befandt sig i andet geled. Neko Case spillede selv elektrisk tenor-guitar (en firstreget guitar) i nogle sange, akustisk i andre, og andre gange holdt hun sig til at synge, og det gjorde hun alt sammen forbilledligt.

Sætlisten kom godt rundt i Neko Cases bagkatalog, og da hendes sange ikke er særlig lange, kunne vi nå rundt om hele 23 numre på halvanden time, i flere tilfælde med bratte, effektive overgange mellem sangene. Der var både dømt rockende uptempo-sange og mere country- og folk-prægede ballader og midt-tempo-numre. Højdepunkterne var ofte i balladeafdelingen, som den socialrealistiske "Margaret vs. Polly" om to kvinder med en vidt forskellig skæbne, de banjodrevne "Teenage Feeling" og "Maybe Sparrow" samt "Calling Cards" om langdistance-kærlighed, tilsat længselsfuldt trombone-spil. Her kom Cases smukke stemme for alvor til sin ret.

Case var dog også solid i de mere rockede sange, eksempelvis den fyrige "This Tornado Loves You" om ugengældt kærlighed, som vi fik tidligt i koncerten, og "Man" med det kontante omkvæd "I'm a Man", der lukkede hovedsættet. På intet tidspunkt blev koncerten kedelig, men omvendt mærkede man dog kun kortvarigt de små hår rejse sig i nakken. Det skete især under de førnævnte ballader, men alt i alt en fornøjelig tirsdag aften med den temperamentsfulde og meget talentfulde dame.

 

Maggie Bjorklund ****

Inden Neko Case fik vi en halv times opvarmning med sangerinden, sangskriveren og ikke mindst pedal-steel-guitaristen Margrethe Björklund, bedre kendt som Maggie Bjorklund. Bjorklund var i 90'erne guitarist og sangskriver i den danske gruppe Darleens, der spillede country, lang tid før den slags var hipt i Danmark, og udgav tilbage i 2011 sit debutalbum "Coming Home", der til september får en efterfølger i "Shaken".

I de senere år har Bjorklund blandt andre turneret med selveste Jack White, hvilket siger lidt om niveauet. Det var da også smuk, smuk, drømmende og virtuost spillet pedal-steel-guitar, Bjorklund gav os i to instrumentalnumre og fire med fin, let tilbageholdt sang fra både hende selv og The DeSoto Caucus-sangeren Anders Pedersen, der også spillede akustisk guitar, mens svenske Erik Olevik fuldendte udtrykket med fornem cello. De kun seks numre syntes meget hurtigt at være overstået, og Maggie Bjorklunds optræden gav helt sikkert smag på mere fra de flittige fingre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA