Malk De Koijn, EaggerStunn og Marvelous Mosell: Friluftsscenen ved Gjethuset, Frederiksværk

Malk De Koijn, EaggerStunn og Marvelous Mosell, Friluftsscenen ved Gjethuset, Frederiksværk

Malk De Koijn, EaggerStunn og Marvelous Mosell: Friluftsscenen ved Gjethuset, Frederiksværk

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Grunden til, at vi er valfartet til Nordsjælland, er enkel: Årets eneste koncert med Verdens Bedste Gruppe er, af uransagelige årsager, henlagt til Frederiksværk. Det er 20 år siden, Geolo G fandt på navnet, og Malk De Koijn blev dannet. Det har de "tre bananer, du ikke kan nå" valgt at fejre med en enkelt udendørskoncert, hvor gråsprængte fædre har slæbt deres efterhånden voksne døtre med til kultmøde. Jeg kan allerede nu afsløre, at det her var en til historiebøgerne.

 

Megen Malk er løbet gennem åen

Det er umuligt at oprulle Malk De Koijns historie uden at inddrage sin egen. Måden, man oplever dem på, hænger uløseligt sammen med, hvornår man hoppede på futtoget og tog med til Langestrand for første gang. Personligt kan jeg huske, at jeg havde hørt navnet eller i hvert fald læst det, men ikke rigtigt anede, hvad det var, inden gruppen spillede deres første show i Jylland til et jam i Århus anno 1995. Dengang skulle alt helst handle om at dyrke hiphopkulturen og holde det ægte. På scenen kom tre syrede karikaturtegninger, der rappede om at æde røv og sparke Willy Bobo. Jeg husker det som om, at de først blev mødt med korslagte arme og mistro, men til sidst fik revet publikum med i en sådan grad, at de ikke kunne gå af scenen uden ekstranummer. Og da repertoiret var begrænset, måtte de simpelthen spille "Lortesangen" en gang til.

Megen Malk er løbet gennem åen siden dengang. Malk De Koijn har så at sige været dansk raps grimme ællinger, siden de var med på compilation-albummet "De Grimme Ællinger". Det er pudsigt, at gruppen, der konstant fnyser ad mainstream og konformitet, selv er blevet folkekære. Tre album, der alle nærmest øjeblikkeligt opnåede kultstatus, adskillige opløsninger og lige så mange storslåede comebacks er det blevet til. Hver eneste gang med en ny skare af fans, der dyrker gruppen som afguder som resultat.

 

Kugledans i en regn af konfetti, powerscratch og sportslørdag

Som opvarmning har Malk De Koijn valgt deres musikalske samarbejdspartnere EaggerStunn og Marvelous Mosell. "Hvad så Frederiksvææærk?! Glæder I jer til Geolo G, Blæs Bukki og Tue Tr-ææærk?" er de første ord, der rammer os fra scenen. De kommer fra Eagger, der indtager iklædt sort kasket, sort skjorte, sorte bukser og sorte crocs (!) og på den måde signalerer lige dele farlighed og afslappethed. Ligeledes er Stunn Gunn, en af landets vildeste trommeslagere, i laidback humør. Eagger joker med, at de er i gang med at teste lydsystemet for Malk, hvorefter den karismatiske rapper skærer en grimasse, som var han blevet ramt af en tonstung sten, da den dybe bas begynder at vibrere.

Numre som "Dolkening" og "MorderDem" bliver både flot leveret og modtaget, men det er som om, alle er klar over, at vi skal til maratonkoncert, og godt vil spare lidt på kræfterne. Første højdepunkt er naturligvis "Armagedion".titeltracket, hvor Blæs B hjælper med vers og omkvæd, men det er vand imod den modtagelse, "Kugledans" får til sidst. Her leveres et forvarsel om, hvor vildt da skal blive senere, da Geolo G leverer sit eminente samfundsrevsende gæstevers og publikum "Whoop, whoop'er" og skrålerapper med ord for ord.

Marvelous Mosell er det sidste års tid blevet en ikke så lille sensation på musikscenen herhjemme. Hans old school disco-orienterede rapstil kunne sagtens have været endnu en figur i Malk De Koijns spraglede univers, så intet virkede mere naturligt end, at Tue Track naturligvis er blevet Mosells faste dj. Han gør entre på scenen med boogie-moves til tonerne af "Nu' der rapkoncert" og får fra starten publikum til at danse, grine og klappe i takt. Hans evner for storytelling udrulles på "Catastrophical Ravage" og krimien "Robin Rubin solgte crack kokain", der i dagens anledning er henlagt til Frederiksværk.

Mosells associationer kan sommetider være hovedrystende besynderlige, når han over temaet fra Sportslørdag rapper om at finde en kvinde med fede interesser "Som eksempelvis gåture, voldsfilm på video og actionfigurer". Men man kan mærke, at han selv tror på det, og så er der noget af hiphoppens urkraft gemt i at rappe en historie over simple trommer og samples, mens DJ Tue Track powerscratcher meget meget bedre, end han får kredit for. "Den bedste danser" og "Jeg var blevet syg" bliver modtaget med kyshånd og fællesdans fra publikum, inden Mosell slutter med nummeret "Frækt" om drenges første møde med pornoblade. Her rapper han sammen med Geolo G, Tue Track og PonyBlods Khal Allan, der lige må løsrive sig fra et gigantisk Malk De Koijn-graffitipiece han er ved at male ved siden af scenen. De fire rap-helte river scenen rundt på possecuttet, så man må sige, vi er velopvarmet, da Mosell takker af i "Fræk-værk".

 

Teksttung sangskat og knastørre trommer

Så er det svært at trække den længere. Til tonerne af "Livet på Langestrand", gruppens allerførste nummer, indtager Malk De Koijn den store friluftsscene uden for Gjethuset. Jeg kan ikke huske, at jeg har hørt nummeret live de sidste tyve år, men selvom det aldrig har figureret på noget album, endsige er blevet udgivet, bliver der flittigt rappet med fra publikum, mens historien hvor Geolo G bliver myrdet af tre "narkomoner" udfolder sig.

Til trods for folk har tryglet om det i årevis, har Malk De Koijn aldrig forsøgt sig med live-orkester. Med al respekt for de mange virkelig dygtige hiphop-musikere derude, skal der herfra lyde en stor tak for, at stadig lader deres lydbillede stå så nøgent, at det altid er overladt til de tre mikrofonkontrollører (og to dj's) at skabe lydbilledet. Med en sangskat, der er så teksttung og med trommer, der er så knastørre, ville det være synd, hvis det druknede i gymnasiefunk.

Herefter trækkes vi igennem alt det bedste "Smash hit in Aberdeen", "Snegzilla" og "Toback to the Fromtime" har at byde på. Det vil sige, at de mest gakkede og mest poppede af numrene er gemt lidt væk, og i stedet er det de fabulerende, grænsesøgende og, tør jeg sige, seriøse numre, der dominerer. Den selvbiografiske "En gang", hvor især Tue Tracks vers tegner et billede af barndommens kampe uden omsvøb og ordspil. "Fågt op i skalle", "5-øres ting" og den overraskende dystre "Klap din hotdog" leder publikum ud på en rejse, hvor der trækkes en rød tråd igennem en karriere, hvor de gang på gang har udfordret det dansk sprog og vundet. Som de rapper på "Nalk": "Vi brækker dansk ned, freakin' nice / Krystalklare gloser, der er hugget i ice".

 

Tre Michael Kvium-malerier med fastelavnsudklædning

Som altid til en Malk De Koijn-koncert er "Kosmisk kaos" et nødvendigt klimaks. Det melankolske og det Malk De Koijn'ske smelter sammen i de tre sørgelige historier, mens Lee Konitz' saxofon vugger nedenunder. Til trods for folk har tryglet om det i årevis, har Malk De Koijn aldrig forsøgt sig med live-orkester. Med al respekt for de mange virkelig dygtige hiphop-musikere derude, skal der herfra lyde en stor tak for, at stadig lader deres lydbillede så stå nøgent, at det altid er overladt til de tre mikrofonkontrollører (og to dj's), at skabe lydbilledet. Med en sangskat, der er så teksttung og med trommer der er så knastørre, ville det være synd, hvis det druknede i gymnasiefunk.

Som sådan har Malk De Koijn aldrig været en gruppe, som det er let at vride et smil ud af. Med tiden er musikken mere og mere kommet til at matche ansigternes alvorlige folder. Det slår mig, mens jeg har set på tre udklædte mænd på scenen, at det er utroligt, hvor megen melankoli og inderlighed, der bliver formidlet af en gruppe iført kapper, MC Hammer T-shirts og leggings med hashplanter, toppet med fez, falske skæg og mohawks. Det er næsten som om, at deres desperate følelser vrider sig så meget under udklædningen, at de er nødt til at dække dem med farverige dragter. Som om de er tre Michael Kvium-malerier med fastelavnsudklædning.

 

De smukkeste kastestjerner takker af

Vi er nu over en time inde i koncerten, og noget kunne tyde på, at den synger på sidste vers. Men med tanke på, at det er 20-års-jubilæum, mangler der alligevel en ikke uvæsentlig del af bagkataloget. Og fand'me om ikke vi får Karateklanen på scenen. Hvad der startede som Wu-Tang Clan-parodi, har givet os nogle af gruppens allermest flabede ordgøgl, og det virker, som om alle i crowden synes, de tre mænd på scenen er verdens smukkeste kastestjerner. Da "De rigtige McCoys" sættes i gang bagefter, er det tydeligt, at de voksne mænd ikke har gemt legebarnet langt væk.

Malk De Koijn er i udgangspunktet et drengeunivers, der gennem tiden også har forvandlet sig til et mandeunivers. Alligevel har de et enormt publikum blandt kvinderne, og det i en sådan grad, at der opstår nærmest Thomas Helmig-agtige tilstande, da "Vi tager fuglen på dig" og "Pige-girl" bliver fremført. Den havde de næppe set komme, da de spillede jams for tyve år siden, der lige så godt kunne have foregået på herretoilettet. Drengene er dog ikke glemt. Den hårdtpumpede epos "Å Åå Mæoi" får hundene tilbage på banen mod afslutningen. Det sker med en aggression og intensitet, som få rappere besidder, inden trioen takker af for første gang. Vi er oppe omkring de to timers koncert og var det sluttet her, havde jeg været fuldt ud tilfreds. Jeg tror ikke, jeg har set dem bedre siden koncerten til Roskilde Festival i 2009.

Men naturligvis bliver de klappet tilbage på scenen, hvor der fyres badebolde og konfettirør i fjæset på publikum, mens vi til feinschmeckernes store fornøjelse får en version af "JimDaggerthuggert", hvor Tue Track nærmest ikke kan holde smilet væk, mens han rapper som manden med tre tænder, et kvart ben og fem skuldre. Herefter får vi lov at klappe Verdens Bedste Gruppe af scenen til Mariachi-temaet "Los Salvajes", inden mændene af forbavsende få ord, når de ikke rapper, takker af med følgende salut:

Tue Track: "Vi er glade for, at I er kommet og håber, I har nydt det, uanset om I har været med hele vejen i 20 år, eller bare er blevet fanget af vores gøgl her til aften!"

Blæs Bukki: "Vi bukker os i støvet for jer!"

Geolo G: "Jeg synes det samme som de to andre!"  

Vi bukker os ligeledes i støvet for Malk De Koijn. Vi håber på 20 år mere… og mindst tre plader til.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA