x
Jonathan Wilson og Temple: VoxHall, Aarhus

Jonathan Wilson og Temple, VoxHall, Aarhus

Jonathan Wilson og Temple: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den Los Angeles-baserede sanger, sangskriver, guitarist og producer Jonathan Wilson har vakt en del opmærksomhed med sine to album, "Gentle Spirit" (2011) og "Fanfare" (2013) og produktioner for navne som Father John Misty, The Deep Dark Woods og Conor Oberst. Han har tidligere varmet op for Tom Petty & The Heartbreakers i Horsens i 2012 og spillet på Roskilde Festival 2013, og mandag aften besøgte han så VoxHall, hvor et par hundrede var mødt op.

Wilson har aldrig lagt skjul på sin store inspiration fra sentressernes og starthalvfjerdsernes psykedeliske rock, country og folk, og den kom til fuldt udtryk både musikalsk og visuelt. Wilson havde medbragt fire musikere på guitar, bas, trommer og tangenter – keyboard, orgel og mellotron – og de stod tæt på hinanden midt på scenen, der hele aftenen kun blev belyst sparsomt, men meget stemningsfuldt i røde, blå og hvide nuancer. Det mest farvestrålende element på scenen var de flotte Orange-forstærkere.

Trommeslager Richard Gowen bar en T-shirt med stilskabende countryrockband The Flying Burrito Brothers – medstiftet af legenden Gram Parsons – og bassist Dan Home lignede med sit lange, bølgende hår en mand, der var kommet direkte ind fra 70'erne. Det samme gjorde Jonathan Wilson med hestehale, kort skæg og en lille hat. Og så gik holdet ellers i gang med titelsangen fra "Fanfare". En sang, der som mange andre af Wilsons tager sig god tid både med at komme i gang og med at blive færdig, med en lang instrumental intro og ditto outro – og et adstadigt tempo og en melankolsk, drømmende undertone.

Tangentspiller Jason Borger spillede en fremtrædende rolle i den klaverbårne indledning, inden Wilson faldt ind med sin spinkle og bløde stemme og senere sit guitarspil, der nærmest er antitesen til hans vokal: Potent og udadvendt, med flittig brug af vibratoarm, delay- og wah-wah-pedal og virtuost spillede, flere minutter lange soloer, der straks sendte tankerne på langfart. Sine steder, eksempelvis i "Illumination", i en slags call response med den bundsolide andenguitarist Omar Velasco (der også leverede flotte korharmonier), og det hele ville formodentlig have haft en endnu stærkere effekt, hvis man havde indtaget et euforiserende stof.

Dette mønster gentog sig i mange af aftenens sange, hvor Jonathan Wilson ofte nåede at spille solo i såvel introer, mellemstykker mellem omkvæd og vers og outroer, til tider med bottleneck-slide i de lange, overvejende forholdsvis langsomme og eftertænksomme numre. På den ene side måtte man beundre mandens eminente teknik og de i sig selv ret fede soloer – som publikum ofte klappede efter i bedste jazz-stil – på den anden side gjorde det også udtrykket en kende ensformigt og forudsigeligt i længden. Måske fordi Wilson trods alt ikke er helt så stor og alsidig en sangskriver som eksempelvis Neil Young, der ved sine koncerter godt kan spille uendelige soloer uden at kede – også selvom Wilson rent teknisk spiller bedre end Young.

Der var dog bestemt også højdepunkter, blandt andet det meget iørefaldende "Desert Raven" med det karakteristiske, skiftevis trinvis nedad- og opadgående guitartema, og "Dear Friend", der finurligt skiftede mellem valsetakt og 4/4. Jason Borger gjorde sig også positivt bemærket med et par saftige orgelsoloer undervejs i koncerten. Bandet var i det hele taget velspillende, og også Richard Gowen fik vist sine evner på det store trommesæt – med to lilletrommer, tre tammer og fire bækkener foruden stortromme og hi-hat – hvor han kom ind med masser af fills og en enkelt kort solo.

De helt afdæmpede "Magic Everywhere" og "Rolling Universe" med både Wilson og Omar Velasco på akustiske guitarer var mod slutningen af koncerten som oaser oven på den lange og højelektriske, stemningsskiftende "Natural Rhapsody", og det samme var den ligeledes akustiske "Moses Pain" med Wilson på mundharpe, som vi fik som ekstranummer efter den frembrusende "Valley of the Silver Moon". Da sidste toner af den sang var klinget ud, havde vi fået 13 numre på lige knap to timer. Jonathan Wilson er som sagt en mand, der tager sig god tid, og det meste af tiden var han også imponerende på VoxHall. Sangskrivningen og variationen var bare ikke helt på højde med guitarspillet.

 

Opvarmning: Temple ***

Inden Jonathan Wilson gik på scenen, fik vi en halv times opvarmning ved den københavnske trio Temple. Stemningsmæssigt befandt de sig i nogenlunde samme langsomme, drømmende, melankolske og atmosfæriske univers som Wilson, selvom virkemidlerne var ganske anderledes. Temple stillede nemlig op med to keyboardspillere, hvor den ene betjente diverse former for elektronik, samt en guitarist. De spartanske trommer og slagtøj var programmerede, og keyboardbassen var fremtrædende, mens guitarspillet var mere minimalistisk, om end meget stemningsskabende.

Mest bemærkelsesværdig var dog sanger Nils Blochs fyldige, alsidige og smukt vibratobelagte vokal, der gav visse mindelser om Michael Møller (moi Caprice, The Mountains) og den noget oversete Aage Hedensted (Mixtune for Cully, Catch the Breeze, eks-Yellowish). Den var heldigvis mikset helt frem i lydbilledet og er et stort aktiv for gruppen.

Især numrene "These Eyes" og "Let it Pass" fungerede godt, sidstnævnte med lidt støj og dissonanser mod slutningen til at bryde det meget afdæmpede lydbillede. I afslutningsnummeret opnåede Temple også en interessant effekt med lapsteel-guitar spillet med en cellobue. Ellers virkede numrene lidt for lange (vi fik i alt fem på en halv time) og langsomme i forhold til deres substans. Det er tydeligt, at Temple gerne vil suge lytterne ind i en særlig, magisk stemning med numrenes meget lave tempo, men sangene virkede ikke helt stærke nok til, at man ikke tænkte, at de måske ville gøre sig bedre med bare en anelse flere beats i minuttet. Temple har dog absolut potentiale og ikke mindst en fremragende sanger, og det skal blive spændende at følge deres videre færd. Tre stjerner med pil opad.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA