x
Sun Kil Moon: Atlas, Aarhus

Sun Kil Moon, Atlas, Aarhus

Sun Kil Moon: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Da Mark Kozelek ikke ønskede at blive fotograferet, bringer vi et arkivfoto

"Det går ikke klart igennem," sagde en publikummer højt – på dansk – et par numre inde i koncerten med Sun Kil Moon. Den efterfølgende latter vidnede om, at han ikke var alene med det synspunkt. Desværre kom Sun Kil Moon aldrig til at gå klart igennem, og derfor blev koncerten på Atlas noget af en skuffelse.

Der var ellers lagt op til en stor koncertoplevelse. Sun Kil Moon udgav i februar det fremragende album "Benji", og gruppen og dens sanger og sangskriver Mark Kozelek har adskillige andre stærke udgivelser i bagagen. Imidlertid kom Sun Kil Moon aldrig for alvor ud over scenekanten. Af to årsager: Den ene var, at både Kozelek og hans tre musikere – på keyboard, elektrisk guitar og trommer – sad ned under hele koncerten (bortset fra enkelte gange, hvor Kozelek rejste sig op), Kozelek tilmed i den ene side af scenen og et godt stykke fra scenekanten. Når scenen er så lav, som den er på Atlas, betød det, at det var meget svært at se Kozelek og band, medmindre man stod helt oppe ved scenekanten. Kozelek har muligvis for dårlig ryg og knæ til at stå op under en hel koncert, men så kan han da i det mindste sætte sig frem på scenen.

Den anden årsag var – og det var endnu mere problematisk – at Kozelek havde sat voldsomt meget rumklang på sin ellers så smukke, klagende vokal og også lidt på sin virtuost spillede spanske guitar. Det betød, at hans ordrige tekster, som betyder så meget i Sun Kil Moons univers, var meget svære at høre. Dermed var det næsten umuligt at følge med i de historiefortællende, dramatiske, ofte selvbiografiske og meget velskrevne tekster, og dermed kom aftenen lidt til at føles som en koncert, man oplever uden for et hegn, eller som at se en film på et sprog, man ikke forstår, uden undertekster. Lydniveauet var også temmelig lavt, men dog acceptabelt.

Det blev lidt bedre, de par gange, hvor Kozelek lagde sin guitar og stillede sig frem på scenekanten for at fremføre i alt fire numre. Her var der bedre kommunikation med publikum, og med hjælp af mundaflæsning kunne man lidt lettere opfatte teksterne. Til gengæld blev rumklangen endnu mere bizar, når Kozelek talte til publikum, for her fortsatte den i sagens natur, så det lød, som om Kozelek stod midt i Ekkodalen. Han må da også selv kunne høre, at det lød mærkeligt.

Kozelek var ellers veloplagt. Hans afslappede kommentarer var noget af en kontrast til de alvorsfulde tekster, men tilpas kortfattede til, at de ikke blev platte. "Jeg er ikke gravid," sagde han eksempelvis som en kommentar til sin lille topmave, og senere havde han en spøjs ordveksling med en kvinde i publikum om, hvorvidt han havde set Aros på sin tur rundt i byen. "Den har en regnbue på toppen," fik han at vide. "En regnbue? Inviterer du mig til bøssefest?" svarede Kozelek politisk ukorrekt, til publikums store moro.

Den rent musikalske side af koncerten var vellykket. Kozelek spillede fornemt på sin spanske guitar, og især nogle flamenco-inspirerede mellemstykker undervejs i de lange, langsomme og dybt melankolske numre, eksempelvis "Carissa", var smukke – også selvom de også havde fået rigeligt med rumklang. Trommeslager Mike Stevens var nænsomt og elegant spillende, ofte med whiskers, mens keyboardspilleren og guitaristen virkede en anelse mere anonyme, om end bundsolide.

Mod slutningen af koncerten skilte sangen "By the Time That I Awoke" sig ud med sit groovy, synkoperede beat og lidt højere tempo. Nummeret stammer fra "Perils from the Sea", Mark Kozeleks album med elektronikamusikeren Jimmy LaValle (også kendt som The Album Leaf) fra 2013, og det var et af aftenens højdepunkter, blandt andet fordi Kozelek her stod op. Sætlisten bestod i øvrigt udelukkende af nyere Kozelek-sange, fra 2012 og frem, fra albummene "Among the Leaves" (2012), "Perils from the Sea" (2013), "Mark Kozelek & Desertshore" (2013, med bandet Desertshore) og "Benji" (2014). Hans bagkatalog strækker sig ellers helt tilbage til 1992, hvor han debuterede i front for hedengangne Red House Painters, men den produktive Kozelek er tilsyneladende en mand, der ikke kigger sig tilbage. Ikke at det gør noget, når hans sangskrivning holder et så højt niveau.

De stigende klapsalver vidnede om, at en del publikummer trods de lydmæssige udfordringer alligevel formåede at blive suget ind i Sun Kil Moons særegne univers, som sluttede med den dybfølte kærlighedserklæring til hans mor, "I Can't Live Without My Mother's Love", der heldigvis blev leveret stående. Jeg gjorde ikke, selvom jeg ellers prøvede, og jeg er forundret over, at en mand, der tydeligvis bruger så meget energi på at skrive gode tekster, ikke kan eller ikke vil fremføre dem på en måde, så man kan høre, hvad der bliver sunget i en koncertsituation. Første gang, jeg så Mark Kozelek live, solo på Musikcaféen i 2011, var der også rumklang på vokalen, men dog ikke så påfaldende som i aften.

Sun Kil Moon havde ikke medbragt egen lydmand til koncerten, men med mit kendskab til VoxHalls og Atlas' faste, fremragende lydtekniker Kenneth Andersen er jeg sikker på, at han gjorde, som han havde fået besked på, og at udtrykket altså var Kozeleks ønske. Mystisk. Heldigvis kan man jo gå hjem og høre de smukke plader, hvor man godt kan høre, hvad Kozelek synger.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA