x
S!vas og Ukendt Kunstner: HCA-festival, Odense

S!vas og Ukendt Kunstner, HCA-festival, Odense

S!vas og Ukendt Kunstner: HCA-festival, Odense

Anmeldt af Philip Bidstrup | GAFFA

Arkivfoto 

Der var engang fire knægte. To af dem – Hans Philip og Jens Ole – kaldte sig tilsammen Ukendt Kunstner. Den tredje hed Sivas, og med Reza bag knapperne er vi oppe på fire. En dag besluttede de fire drenge at tage til Odense, hvor de skulle spille til H. C. Andersen Festivals. De fire havde på rekordtid lagt sig i toppen af den danske hiphop-scene. Sivas med sine karakteristiske tekster fyldt med slang og Ukendt Kunstner med en finurlig lyrik på langsomme og tilbagelænede beats.

 

Fest fra første fløjt

Sivas gik som den første på scenen, hvor der endnu ikke var mødt så mange op. Han lagde ud med det store hit "Kbhavana", med en bas, der hamrede teltet godt i gang. For selvom der ikke var mange mennesker i begyndelsen, kunne man hurtigt fornemme, at det var de rigtige, der var mødt op. En trofast skare havde taget plads tæt på scenen og kunne synge med på hvert et ord. Endda på numrene fra Sivas helt nye ep, der udkom fredag på Spotify.

Hans Philip kom på scenen til "Stein Bagger", som for alvor fik sat skub i det feststemte publikum. Skaren foran scenen, som hurtigt voksede, hoppede, sang og holdt en kæmpe fest. Sivas havde ikke sit hold af rappere med, men igen meldte publikum sig hurtigt på banen, og da Sivas sluttede af med "d.a.u.d.a", var der ikke en eneste i teltet, der ikke var med.

 

Festen fortsatte ufortrødent

Der gik ikke længe før Ukendt Kunstner gik på, men alligevel nåede flere mennesker at slutte sig til mængden af glade ansigter. Ukendt Kunster lagde ud med at spille meget varieret mellem deres udgivelser. "28/46" fra "Neonlys" skød stemningen godt i vejret i det varme telt.

Publikum var ikke bange for at skråle med – og det var dejligt at se den oprigtige glæde, det gav på scenen.

Hans Philip sagde selv, at festen ikke ville blive større, end når de spillede "Fucking nummer". Men med de resterende to sange, "Neonlys" og "Alting/Ingenting" sluttede koncerten med et kæmpe brag.

 

De fires modstander

Der var en modstander, der drillede Sivas og Ukendt Kunstner. Eller den drillede i hvert fald publikum. Lyden var ikke så god i starten, men det var nok, som man kunne forvente i et telt som det, der var sat op i Odense. Men da bassen var lige så høj som stemningen, lagde man ikke mærke teltets ringe akustik. Efter noget tid blev lyden faktisk fin, så modstanderen var ikke så stor, som jeg havde frygtet ved koncertens begyndelse.

Sivas sagde i et interview, at livet handler om gode oplevelser. Og det var det. De fire drenge leverede en virkelig god koncert. De havde publikum i deres hule hånd fra start til slut, og gjorde den kolde aften varm. De fandt nok ikke en prinsesse eller en krukke med guld, som i normale eventyr. Men deres eventyr kommer stensikkert til at fortsætte i lang tid. Der er kun én vej for både Sivas og Ukendt Kunstner, som allerede har fået bøjet deres navne i neonlys. Og det er d.a.u.d.a.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA