Twin Atlantic: Great Divide

Twin Atlantic
Great Divide

Twin Atlantic: Great Divide

GAFFA

Album / Red Bull Records
Udgivelse D. 18.08.2014
Anmeldt af
Malena Salvado

Med Great Divide stiler skotske Twin Atlantic efter eget udsagn mod verdensherredømmet. De blev dannet i 2007, debuterede i 2010 og er nu, fire år efter, allerede klar med tredje album. Vi har altså at gøre med et band, der vil frem i verden, men måske de lige skulle sætte tempoet lidt ned. For nok er speederen i bund, men på Great Divide får man alligevel fornemmelse af tomgang.

Twin Atlantic lægger sig op ad landsmændene Biffy Clyro og amerikanske Blink-182. Lyden er emo-rock med punket attitude og en ofte poppet tilgang til sangskrivningen. Problemet er bare, at det ikke er særlig veludført. Sangskrivningen halter ganske enkelt bagefter, og så kan man dreje på nok så mange knapper i studiet – hvilket albummets to producere Jacknife Lee (U2, REM) og Gil Norton (Pixies, Foo Fighters) tydeligvis har forsøgt sig – det er stadig op ad bakke.

Vi lægger ud med The Ones That I Love, der i modsætning til albummets resterende 15(!) sange står rimelig nedbarberet. Herefter bliver der skruet op for lag-på-lag produktioner med masser af guitar og drøn på trommerne, men det virker mest som om, det er for at dække over dårlige sange og mangelfuld levering. Det er svært at komme ind til kernen af Twin Atlantic, og hvad de egentlig kan og vil, måske fordi tomme tønder buldrer mest.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA