x
Emiliana Torrini og John Grant og Ólôf Arnalds: Atlas, Aarhus

Emiliana Torrini og John Grant og Ólôf Arnalds, Atlas, Aarhus

Emiliana Torrini og John Grant og Ólôf Arnalds: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Denne anden intime trio-aften på Atlas må siges at stå i Islands tegn, idet de tre talentfulde musikere assisterer de to islandske sangerinder Emiliana Torrini, og Ólöf Arnalds samt amerikansk-fødte, men islandsk-bosatte John Grant i fremførelsen af deres numre. Trioen består igen i aften af Diego Schissi (flygel, Argentina), David Piltch (bas, Canada) og Gustaf Ljunggren (guitar, saxofon med mere, Sverige) – og de spiller som en drøm. 

Emiliana Torrini ****

Klokken 20 præcis indtager trioen scenen og præsenterer aftenens første hovedperson, Emiliana Torrinni, der smilende og gernert forsøger sig med lidt danske gloser, for derefter at lade sin smukke stemme folde sig flot ud over trioens elegante arrangement af Today Has Been Okay. Det er fremført let og luftigt trods sangens tyngde og med stor indlevelse fra samtlige fire musikere.

Der er tale om en fornem opvisning i sammenspil fra trioens side, og Torrini underholder mellem sangene, som hun er tydeligt hjemme i, med anekdoter. Vi får den bitre Ha Ha og Summerbreeze, der dedikeres til festuge-chef Jens Folmer Jepsen, og lyden på Atlas er imponerende klar og tydelig, sådan at særligt David Piltchs yderst levende spil går rent ind.

Det er ikke alle Torrinis sange, der har samme kvaliteter, men fremførelsen af dem er mere end godkendt, og den charmerende Steffen Brandt-oversættelse af Sunny Road, der såeledes hedder Lykkevej i aften ("I made a deal with the devil – no it was just Steffen Brandt. Pardon my danish."), er et hyggeligt og fint punktum for Torrinis 40 minutter på scenen.

John Grant *****

At dømme efter klapsalverne, der møder John Grant, da han indtager scenen klokken 21.00, er det ham, mange blandt publikum har ventet på. Og det kan man heller ikke bebrejde dem, særligt ikke efter den imponerende omgang, der venter forude.

Grant lægger ud med at proklamere sin store kærlighed til Danmark, danskerne og det danske sprog – noget, der selvfølgelig går rent ind – hvorefter vi får en stærk udgave af You Don't Have To. Den normalt elektroniske sag gør sig helt eminent i trioens semiakustiske iklædning, og Grants store og udtryksfulde stemme fører de velskrevne, rørende og tankevækkende tekster flot ud blandt publikum.

Hvert ord står klart frem, og den organiske, stive version af det elektroniske univers er ikke til at stå for. Marz leveres i en tindrende smuk udgave, og det er lidt af en bedrift at få en opremsning af forskellige is-varianter til at fremstå dyb og meningsfuld.

Grant udviser forbilledlig kontrol over sin vokal, hylder von Trier og Klovn og giver så en storslået version af Glacier, hvor Ljunggren flot gengiver den udtryksfulde synth-solo sidst i nummeret med sin elektriske guitar. En sang, der både omhandler Grants egen sygdom, men som også kan tolkes som den en beskrivelse af de smerter, der følger med det at være menneske i det hele taget, fortæller han. På trods af de tunge og selvbiografiske emner, Grant tager op i sine sange, virker det på intet tidspunkt som klynk. Humoren og den nøgterne harskhed, hvormed han forholder sig til dem, vidner om stort kunstnerisk overskud.

Et overskud vi også møder i Queen Of Denmark, hvor Grant presser sin stemme til den yderste efter selv at have taget en tur bag tangenterne i Fireflies. Tre kvarter er fløjet af sted, og at dømme efter publikums reaktion kunne de fleste af os sagtens have nappet endnu en time eller to i selskab med den talentfulde amerikaner og hans sange. Fem store stjerner for en præstation ud over det sædvanlige, og så er fingrene krydsede for, at han snart vender tilbage.

Olöf Arnalds **

Olöf Arnalds havde fået den noget utaknemmelige opgave at være rosinen i pølseenden og dermed følge op på John Grants eminente optræden. Flere af publikummerne var endda taget hjem efter Grants del af koncerten, og med rette, når man tænker på, hvilken underlig omgang, Olöf havde foran sig.

Bevæbnet med en spansk guitar og sin udtryksfulde, meget lyse vokal får vi nummeret med den alt andet end rammende titel Perfect, der er prikkende og spjættende med et strejf af folkemusik. Sidst i sangen bryder Olöf ud i ukontrolleret, noget nervøs latter, og hun virker lidt haltende og til at have problemer med at følge med sine egne sange – og trioen.

Mellem sangene stemmes guitaren i det uendelige, og man kan undres over, hvorfor hun ikke har medbragt en ekstra stemt guitar eller to, nu det tydeligvis er et problem for hende. På et tidspunkt må Ljunggren over og assistere med stemningen.

Olöfs vokal er tydeligvis rig på nuancer, men denne aften er den lidt til den skingre side, og hun udviser slet ikke samme ro og overskud som aftenens to øvrige optrædende. Der er uenighed blandt musikerne om, hvorvidt der skal være guitar i monitoren, og hele seancen er i det hele taget en roden og famlende affære, hvor sange bliver afbrudt og Olöf gentagne gange bryder ud i nervøs latter under numrene.

Hun underskylder sig med, at hun er vant til at spille alene og udbryder også på et tidspunkt: "maybe I'm going deaf?" Hun forsøger sig uden den ustemte guitar, og glimtvist melder magien sig, og forløsningen indtræffer for hurtigt at fordampe igen. Under sidste sang forlader hun simpelthen scenen midt i nummeret, for først at vende tilbage, da publikum vedholdende klapper hende ind. Stakkels pige – og stakkels publikum. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA