x
Zlatko Buric, Indos, Tanja Vrvilo, Henning Frimann: Hotel Extravaganza, Lille Vega, København

Zlatko Buric, Indos, Tanja Vrvilo, Henning Frimann, Hotel Extravaganza, Lille Vega, København

Zlatko Buric, Indos, Tanja Vrvilo, Henning Frimann: Hotel Extravaganza, Lille Vega, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Jeg troede i første omgang, at jeg var gået forkert. I Store Vega og alle steder i huset spankulerede cigaretpiger rundt, mens stort set alle var klædt ud til at ramme en lørdag aften lige efter 1. verdenskrig. På scenen var det sidste af et stort anlagt show ved at slutte, og i midten stod en Ane Trolle blandt adskillige solister, mens stemningen var løssluppen, overgearet og virkeligt langt ude. Jeg havde ikke lavet min research, men var blevet kontaktet af Zlatko Buric' intenst-søde kone, Dragana, som sagde de magiske ord: "Vi spiller på Vega, og Indianac er med!" Formidabel information.

Indianac alias Indos alias Damir Bartol er en legende. I firserne dannede han sammen med Zlatko Buric og andre et gadeaktionsteater, som hed Kugla Glumista, og med en blanding af gakket moderne teater og punkæstetik turnerede de ikke bare i eks-Jugoslavien, men også i det meste af Europa. Vil du se den virkelige Zlatko Buric - altså hinsides den folkelige skuespiller, der konstant bliver mindet om folkets fornemmelse for oneliners via råb som "Ut av min kiosk" og "Franke, du skulde..." - er det en god idé, at opsøge ham med TIG eller med den gamle ven, Indos. Så med et program, der talte netop Indos og kompagni, TIG og dj'en DJ Hvad (tidl. Kid Kishore, "Trentemøller", etc.), var det afgang til Vega og en aften ud over det sædvanlige.

Jeg blev ikke skuffet. Dystre og underlige maskiner fyldte scenen. Metal machine monster reality. Henning Frimann lagde ud på sin skulptur med kontaktmikrofoner, hvor "stortrommen" er en gammel kuffert, der slås på en hærget kalimba med spisepinde, indmad fra gamle køleskabe og en vask med stålstrenge spændt over bare er nogle af effekterne. Den enmandsbetjente musik ramte direkte ind i en verden, der signalerede slut-1970'erne og San Francisco. Kredsen omkring Ralph Records og bands som The Residents og Tuxeedomoon. Fantastisk overbevisende og originalt trods referencerne.

Med arbejdslamper med mikrofoner går de tre hovedrolleindehavere til den med en gang dadaistisk kakafonisk rapagtig, men også stærkt rytmisk udtryk. De søger omgående et tranceflow, hvorfra improvisationer kan komme, men med udgangspunkt i Indos hele egne og kolorerede "nodeark". Tanja Vrvilo med det røde hår straks på og de skiftes til at "synge" for, hvorefter "omkvædet" kommer, aggresivt, nærmest i panik, men også smukt, smukt, smukt. Det er vintage Indos, og jeg er fanget ind, spiddet.

Lydlandskaber i retning af Zappa og Beefheart kommer forbi. I en facinerende mellemfase har Vrivilo og Indos kørt deres skulptur, der har fjedre overalt med lydagregater, og vi rammer ind i et klimaks, hvor de nærmest trækker torv med en underlig dobbeltskulptur, indtil vi ender i et intenst forløb, hvor Frimann og Vrvilo står tæt og hun kører noget støjguitar af, som ville være Sonic Youth værdig, på en guitar, som liggende i mobilen, blender ind med Frimanns intenst smukke spil. Og samtidig står Zlatko, nærmest flegmatisk med en jernstegepande påsat magneter og kontakt mikrofoner. Nonchalant kaster han magneter op, og de rammer pandens overflade med en lyd, som hver gang er afsæt for nye muligheder.

Jeg er fan, og denne performance er den bedste, jeg har set fra disse dybt originale kunstnere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA