x
Broken Twin, Jesca Hoop og Nick Lowe: Tegn på Trio, Atlas

Broken Twin, Jesca Hoop og Nick Lowe, Tegn på Trio, Atlas

Broken Twin, Jesca Hoop og Nick Lowe: Tegn på Trio, Atlas

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Et af sidste års musikalske højdepunkter i Aarhus Festuge var de tre Tegn på Trio-koncerter på Atlas, hvor den til lejligheden sammensatte trio Diego Schissi (flygel, Argentina), Tony Garnier (bas, USA) og Gustaf Ljunggren (guitar, saxofon med mere, Sverige) spillede intimkoncerter med en række meget forskellige solister, eksempelvis canadiske Cold Specks, engelske Beth Orton og danske Povl Dissing. I år har Tegn på Trio været tilbage samme sted med næsten samme besætning. Dog er Tony Garnier, der til daglig spiller med Bob Dylan, erstattet med canadiske David Piltch, som blandt andet har arbejdet med Solomon Burke, Joe Henry og k.d. lang.

Tegn på Trio spillede også i år tre koncerter på Atlas, og efter overvejende vellykkede optrædener med blandt andre Jenny Wilson og John Grant mandag og onsdag sluttede trioen af lørdag aften med danske Broken Twin, amerikanske Jesca Hoop og engelske Nick Lowe. Altså atter en alsidig lineup foran udelukkende siddende gæster og på en stemningsfuld, sparsomt oplyst scene.

Broken Twin ****

Sanger og sangskriver Majke Voss Romme, bedre kendt som Broken Twin, var aftenens første kunstner på scenen. Broken Twin har fået mange roser i ind- og udland for dette forårs debutalbum "May", udgivet af det velanskrevne amerikanske pladeselskab Anti, der blandt andet har store navne som Tom Waits, Calexico og Wilco i stalden. Det var også sange herfra, der var omdrejningspunkt for Broken Twins optræden, hvor Diego Schissi havde overtaget hendes vanlige rolle som pianist. Klaverarrangementerne lå nu tæt på de forholdsvis minimalistiske versioner, man kan høre på albummet "May", hvor der er masser af rum omkring de enkelte akkorder og toner, hvor tempoet er langsomt, og stemningen er gennemsyret af melankoli.

Meget sigende hed aftenens åbningsnummer "Sun Has Gone". David Piltch og Gustaf Ljunggren var fremdeles afdæmpede på henholdsvis kontrabas/knæbjælder og akustisk guitar/mandolin, og først ved afslutningsnummeret, den crescendo-opbyggende "No Darkness", kom der lidt mere power i det meget afdæmpede lydbillede. Broken Twins luftige og ret mørke stemme lå helt i front i lydbilledet, og smukt var det. Ærgerligt var det dog, at hun især i begyndelsen af sættet kiggede meget på sine musikere og dermed væk fra publikum, men konstellationen havde formodentlig ikke haft så lang tid at øve i. Og så kunne vi godt have brugt mere end seks sange og 30 minutter på scenen. Heldigvis kommer Broken Twin snart tilbage i byen igen, dog med sit eget band.

Jesca Hoop ****

Aftenens anden solist var den californisk fødte, Manchester-bosatte sanger og sangskriver Jesca Hoop. 39-årige Hoop har haft en omflakkende og givetvis inspirationsgivende opvækst. Hun er vokset op i en meget musikinteresseret mormonfamilie, men brød med religionen som teenager, flyttede hjemmefra og boede i flere år under meget sparsomme kår i det nordlige Californien, blandt andet i et tidligere kyllingeskur. Hun fik derpå arbejde som først guide på overlevelsesture i vildmarken, siden som barnepige for Tom Waits' børn, og netop Tom Waits har hjulpet hende med hendes musikalske karriere. Senere flyttede hun til Manchester efter at have mødt Elbows turmanager, og hun har siden turneret som support for blandt andre Elbow, Mark Knopfler og Iron &Wine.

Jesca Hoop viste sig som et spændende musikalsk bekendtskab med sin lyse og vidtfavnende stemme – der kunne gå højt, højt op – sit alsidige spil på den elektriske guitar og sine solide sange, der igen overvejende var til den eftertænksomme side. Arrangementerne med trioen var fulde af detaljer og kanter, hvor musikerne fik lejlighed til at slå sig mere løs end hos Broken Twin, ikke mindst Gustaf Ljunggren på akustisk og elektrisk guitar, mandolin, lapsteel-guitar og klarinet. Jesca Hoop var ganske informativ mellem sangene og fortalte lidt om deres baggrund, eksempelvis den smukke "City Bird" om de mange hjemløse i downtown Los Angeles, mens "Tulip" var en vaskeægte "murder ballad" om dødbringende jalousi med en tydelig folkemusikalsk undertone. Jesca Hoop spillede i cirka 40 minutter, og her kunne vi også snildt have klaret lidt mere.

Nick Lowe *****

Sidste solist på scenen var den engelske sanger og sangskriver Nick Lowe, som har været aktiv siden slut-60'erne, har udgivet plader i eget navn siden 1978 og i dag er 65 år. Den helt hvidhårede, kantbrillede og nydeligt slanke Lowe er sangskriver med stort S, mere end han er sanger eller performer. Hans optræden var et studie i tidløs sangskrivning med hans lidt anonyme, men til gengæld meget tydeligt tekstudtalende stemme og gedigne akkordspil på den akustiske guitar i front, mens trioen bakkede fornemt op, og især Gustaf Ljunggren trådte i karakter med fantasifuldt, effektmættet spil på den elektriske guitar.

Lowe fortalte tidligt i koncerten, at han ville spille sange fra hvert årti i sin karriere, og dermed kom han godt rundt i bagkataloget. En ivrig publikummer kom med talrige ønsker, som dog blevet affejet venligt, men bestemt af den veloplagte Lowe. "Er det din fødselsdag,?" spurgte han eksempelvis drilsk den krævende fan. Hans sange er ikke blevet dårligere med tiden, og derfor var nyere numre som "Sensitive Man", "House for Sale" og "Stoplight Roses" fuldt på højde med klassikere som "I Knew the Bride (When She Used to Rock and Roll)", "Cruel to Be Kind" og "(What's So Funny 'Bout) Peace, Love and Understanding" – sidstnævnte er ikke mindst kendt i Elvis Costellos fortolkning.

Som det fremgår af flere af sangtitlerne, er (sort) humor en hyppig ingrediens i Lowes sange, eksempelvis "I Knew the Bride (When She Used to Rock and Roll)", om den måske lidt jaloux eller bare skuffede jeg-fortæller, der er til sin gamle veninde/kærestes bryllup og konstaterer, at hun er blevet noget kedelig med årene, eller "Sensitive Man" om at være en, ja, følsom mand, der bare vil gøre det godt, men bliver misforstået.

Tre kvarters fremragende kvarters koncert blev det til inklusive et enkelt ekstranummer, og det fik mig til at tænke på, at hvis Tegn på Trio-koncerterne fortsætter næste år – hvilket de meget gerne må – ville det være fint med kun to solister hver aften, der så kan spille lidt længere tid. Når et stort navn som Nick Lowe så relativt sjældent er i landet, er det næsten synd kun at lade ham spille i 45 minutter. Det kræver selvfølgelig lidt længere øvetid med den dygtige trio, men det bør kunne arrangeres. Det kunne også være sjovt at lade de forskellige solister interagere mere med hinanden, som det skete ved sidste års afslutningskoncert med Povl Dissing, Sofia Karlsson og Eddi Reader, frem for at lade dem holde sig strengt til deres egne sange. Alt i alt viste Tegn på Trio dog atter sin relevans i Aarhus Festuge 2014 – vi ses forhåbentlig i 2015.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA