Jacob Bellens: My Convictions

Jacob Bellens
My Convictions

Jacob Bellens: My Convictions

GAFFA

CD / A:larm Music
Udgivelse D. 22.09.2014
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Jacob Bellens, stemmen fra Murder og I Got You On Tape, slap ovenud hæderligt fra løjerne, da han for små to år siden albumdebuterede i eget navn med The Daisy Age – et lille mesterværk, der på samme tid fremstod behageligt og tilbagelænet, krævende og stimulerende.

I dette andet hug har Bellens allieret sig med produceren Frederik Thaae, der også sad bag knapperne, da Murder i sin tid kreerede den fuldendte Stockholm Syndrome (2006), og det har udmøntet sig i et anderledes umiddelbart og lettere poppet værk, hvor melodierne er enklere og lysere, men hvor der dog samtidig er særdeles højt til loftet og plads til de helt store armbevægelser. Den luft udnyttes til fulde – værket er fra ende til anden svøbt i svulstige strygere, lige som klokker og blæsere tit og ofte titter betydeligt frem. I undertegnedes ører tager det til tider en anelse overhånd med det stærkt floromvundne, der har det med drukne melodierne, men som heldigvis ikke kan stille noget op over for Bellens' enestående stemme, der nok en gang udgør en magtdemonstration uden mange sidestykker.

Man fornemmer det allerede på titlen, at manden denne gang gemmer sig mindre end tidligere – rent lyrisk er der således mere på spil end nogensinde, og det er spændende at få et indblik i, hvad der rører sig og fylder i sanger/sangskriveren.

Der er mere fyld på My Convictions end forgængeren, men der er også igen virkelig stærke numre – ikke mindst den klokke-klaskende Another Lung, den bas-blafrende Missing You og det åbenlyse hit af et titelnummer tager stikket hjem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA