Leonard Cohen: Popular Problems

Leonard Cohen
Popular Problems

Leonard Cohen: Popular Problems

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 22.09.2014
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

"You wanna get there soon/I wanna get there last", kommer det fra Leonard Cohens afgrundsdybe røst i indledningssangen Slow, der er en hyldest til langsomheden. Og det er hverken fordi, han er gammel eller døende. "I always liked it slow/That's what my mama said".

Og det går bestemt langsomt på hans 13. studiealbum Popular Problems. Stemmen er kun blevet dybere og kryber af sted i vigesporet med en række tilbageholdte melodier, der er spændt til smertegrænsen i en musikalsk trampolin. Og her lever Cohen og sangene et liv fyldt af smerte og kærlighed. Stemmen er klar og karakterfast, og billedfortællinger vælter frem, hvor man skærer sig på hans skarpe pen.

For den aldrende herre er kærligheden stadig en krigszone, hvor han ikke har tænkt sig at holde igen. Han udviser en ærgerrighed på livet, som er de få forundt, og det deler han rundhåndet ud af på Popular Problems.

Det er en underspillet soulblues med funky toner og små sidespring til den lystige amerikanske folkmusik, der giver sangene en nyfigen liflighed. Og så lader han selvfølgelig sine udsøgte korpiger synge igennem og op imod sin inderlige og langsommelige stemme.

Flere af sangene på Popular Problems er deciderede højdepunkter i Cohens karriere, hvor Nevermind på udsøgt vis udforsker kærlighedens mørkeste sider. Akkompagneret af et nedtonet elektronisk pulsslag. Krigen er tabt og nederlaget erkendt. Men "I live among you/well disguised".

Det blivende indtryk er af en mand, der fortsætter med at kæmpe for kærligheden. "Wasn't hard to love you/Did'nt have to try". Tak i lige måde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA