x
Lauryn Hill: Store Vega, København

Lauryn Hill, Store Vega, København

Lauryn Hill: Store Vega, København

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Der var et tidspunkt i musikhistorien, hvor Lauryn Hill ikke bare var den bedste kvindelige rapper, hun var den bedste rapper, punktum. Der var også et tidspunkt i musikhistorien, hvor Lauryn Hill ikke bare var den største r'n'b-sangerinde i verden, hun var den største sangerinde, punktum. Men det tidspunkt var flygtigt. Efter hun fik vores opmærksomhed som den dygtigste performer i Fugees, var det næste skridt soloen "The Miseducation of Lauryn Hill" - og hviiken fejluddannelse. Den dag i dag står det stadig som helligt helstøbt album og soundtracket til enhver forelskelse og ethvert forlist forhold.

Men det var dengang. Bortset fra hendes "MTV Unplugged"-optræden fra 2002 er der ikke kommet albummateriale fra Lauryn Hill. Det gør det til en ret speciel audiens med hende, når man skal til koncert, for man kan hverken forvente, at det gamle er ved det gamle, eller noget nyt…

Selvfølgelig kommer hun for sent

Man indgår en kontrakt, når man vælger at tage til en Lauryn Hill-koncert på en hverdag. For selvfølgelig går hun ikke på til tiden. Det har hun ikke gjort, siden hun var det største navn i musikverdenen i 1998 og tilsyneladende hadede det. Det betyder, at vi efter opvarmningen fra Karl William hænger til tørre i lidt over en time, før der sker noget på scenen. Selvom den er proppet med instrumenter, er det dog bare en dj, der går på. Han virker flink. Han spiller fine numre. Men han spiller i over en time og begår i øvrigt dødssynden at smække numre med Lauryn Hill på pladespillerne, og så er det bare notorisk svært at komme videre. Da den flinke dj løber tør for rutiner, smutter han fra scenen og overlader underholdningen til en mixtape, mens begyndende buh-råb og pift spreder sig i Vega. På vej på toilettet bemærker et kærestepar: "det er nærmest ikke værd at vente på".

Men efter to timer og 40 minutters venten kommer et band endelig på scenen. Med fuldt orkester samt en backing-gruppe, der minder om Bob Marley's I Trees er scenen sat for Ms Lauryn Hill. Hun kommer ind til tonerne af netop Marleys "Rebel Soul", iklædt mørk nederdel, tætsiddende rød top og hat med gigantisk skygge, og pludselig er det, som om alt er tilgivet, vores moder er jo på scenen.  

 

Mystiske fortolkninger og stakåndet rap

Efter en mystisk reggae-version af "Killing Me Softly" bevæger hun sig ud i fortolkninger af sit eget album. "Everything is Everything" bliver leveret med undertoner af både barbershop og 70'er-disco, "Final Hour" er knap til at kende igen. Sigende giver det imødekommende, men forvirrede publikum størst respons på linjen "I wrote these words - for Copenhagen", hvilket vel er i kategorien billige point. Samtidig bliver det tydeligt, at Ms. Hill, som hun titulerer sig selv, har valgt at rappe sine tekster rasende hurtigt. Det er synd, for hun er en fænomenal tekstskriver. Men hvordan skal man opfange rim som "MC's ain't ready to take it to the Serengeti, my rhymes is heavy, like the mind of sister Betty - Shabazz", når det bliver leveret hæsblæsende, grænsende til det forpustede?

Og så kommer "Lost Ones" og vender hele skuden. Også den er i en en anden version, en slags blanding af ska og dub, men hun virker langt mere fortrolig med sangen og fraserer sine rapvers eminent. Herefter får vi "X Factor", der viser, at hun, en lidt hæs stemme til trods, har utrolig meget at byde på som sangerinde. Det er behageligt at lytte til Lauryn Hill, og hendes vokal, der både emmer af varme og intelligens virker til at gå lige i hjertekulen på publikum.

Numrene, vi får fra unplugged-albummet bliver leveret siddende. De er smukke. De er fine. De er ikke særlig mindeværdige og bliver i den grad overskygget af Bob Marley-coveret "Turn Your Lights Down Low". Hvor hun i sin oprindelige version synger duet med svigerfaderen, sangens afdøde ophavsmand, tager hun denne gang begge partier, og for første gang leverer hun også et afdæmpet og afstemt rap-vers, som man kan nikke med nakken til, uden at den går i spasmer.

 

Fantatisk, legesygt Fugees-medley

Måske kunne man tro, at koncerten her er ved at kuldsejle, fordi Lauryn Hill simpelthen nægter at spille konventionelle versioner af sine numre. Men pludselig kommer det til at virke til hendes fordel. Hun begiver sig ud i et Fugees-medley, der hæver Vegas energi-niveau med flere hundrede procent, og viser, at hvis materialet indbyder til legesyge, er det helt okay at have det sjovt. Hun starter med et cover af "I Only Have Eyes For You", der glider over i "Zealots". Så kommer en voldsom scat'tende version af "How Many Mic's" efterfulgt af "Fu Gee La" og "Ready Or Not". Lauryn Hill rapper sine egne vers og tager sig af omkvædene, som hun som oftest gør på originalerne. Samtidig rapper hun de fleste af Wyclefs vers, men dropper kun et enkelt fra Pras - hun er jo ikke idiot.

Fugees-medleyet kommer til at stå som et klimaks for koncerten, hvor trangen til at udfordre bagkataloget rent faktisk virker. På en måde virker det mere oplagt at fortolke den mere stream-of-consciousness-prægede rap, som gruppen leverede, end de seriøse numre fra Lauryns soloalbum. Da vi får "Killing Me Softly" igen i endnu en ny genre, er vi således åbnet til at nyde den, og det bliver en smuk oplevelse af fællesskab i Vega at nyde den ellers noget fortærskede sang.

Herefter går Bob Marleys svigerdatter i fuldt Jamaica-mode. Hun har helt klart hjertet med, når hun synger sangene, og man kan mærke, det er dybfølt. Samtidig er der lidt til husarerne, når vores elskede almoder griber sig på, ahem, hjertet, mens hun krænger sin sjæl ud. Hendes reggae-vokal er måske ikke den stærkeste, men "Is this Love" og "Jammin" leveres med overbevisning. Det er spændende at høre en kvindelig vokalist tage favntag med sangene, men netop fordi det er Lauryn Hill, har det også en drenget kvalitet, der gør numrene dynamiske. Som afslutning vælger hun at spille Nancy Sinatras "Bang, Bang", hvilket de fleste med bare en snert af melankoli i stemmen kan imponere med. Her savner jeg for første gang noget mere innovation.

De tanker er dog hurtigt glemt. Før Ms. Hill forlader os, får vi en version af "Doo Wop", som sidder lige i skabet, og for første gang på aftenen bliver leveret tæt på ad originalen fra albummet. Den får tordende respons fra publikum, og jeg tænker for mig selv, at flere numre nok havde fundet en bedre skæbne, hvis de ikke var blevet revet i småstykker og genopbygget i nye genrer. Men sådan vælger Ms. Hill at gøre, og det er hendes ret.

 

Virtuos rapper og varm og inderlig sangerinde

Man kan have mange tanker om Lauryn Hill. Hvad nu hvis hun havde fortsat med Wyclef som musikalsk sparingspartner? Måske var det ikke blevet så højtragende, men til gengæld var hun fortsat med godt bundniveau. Hvad nu, hvis hun havde lavet "MTV Unplugged?" Havde hun så haft endnu en "Miseducation" i sig? Hvad nu hvis rygterne om, at hun hellere ville have, at hendes børn skulle sulte, end at hvide mennesker købte hendes musik, ikke var startet? Ville hun have haft en bredere mainstream-appel? Hvad hvis Dr. Dre havde fået lov at signe hende, som han advokerede for? Kunne hun så have været en postitiv modpol til det mere fornedrende image, kvindelige rappere havde i 00'erne?

Det, vi står tilbage med, er i min optik en kvinde, der går i dialog med sin fortid. Hun viderekommunikerer den til os med de midler, hun har til rådighed nu. Hun har stadig diva-nykker, selvom hun ikke kan frasere, som hun gjorde på "Too Good To Be True"-coveret længere. Men når du er hvirvlet ind i rimene på "Ready Or Not", er det ærefrygtindgydende, når hun konstaterer: "So while you're imitating Al Capone / I'll be Nina Simone and defecating on your microphone".

Koncerten her til aften indeholdt de ting, jeg forventede: den var forsinket, og den var for hæsblæsende. Men den overraskede også, både når Lauryn Hill foldede sig ud som den virtuos, hun var, da hun var verdens bedste rapper, og når hun viste den varme og inderlighed, der vandt og knuste publikums hjerter, da hun var verdens bedste sangerinde. Sådan er det ikke mere, men i flygtige øjeblikke oplevede vi det igen.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA