x
Allan Olsen: Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal

Allan Olsen, Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal

Allan Olsen: Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Hvem kan skrive op med Allan Olsen som landets bedste sangskriver? Det spørgsmål tillader jeg mig at lade blafre i vinden, også efter denne anmeldelse er skrevet til ende. Jeg taler ikke om stemmemæssige kvaliteter eller andet, som må betegnes som perifært. Jeg taler om sangskrivningen – og dér er Allan Olsen i en liga for sig selv. Manden er historiefortæller og balancerer konstant på grænsen mellem det gale og geniale. Sangene får altid et Olsensk twist, så man aldrig er i tvivl om, hvem der er bagmanden. Lørdag aften begejstrede han – og det er mildt sagt – et talstærkt publikum i hjembyen, hvor koncerten var henlagt til en noget atypisk sal for en Allan Olsen-koncert. Det viste sig alligevel at være et godt match med Symfonisk Sal, hvor lyden hele vejen igennem stod knivskarpt.

Noget af det, der i min bog aftvinger allermest respekt er, hvor meget Olsen leger med sine sange. Ikke kun hvad angår versioner, men sandelig også, hvor meget han skifter ud i sætlisten fra aften til aften. Jeg oplevede Allan Olsen tilbage i foråret, og hvis man kigger på spillede sange, var omkring halvdelen skiftet ud ved lørdagens seance, hvor sjældent spillede sager også så aftenens projektørlys.

Iført Triumph-T-shirt, kasket, stramme jeans og slangeskindsstøvler henrykkede manden fra Fresse os med et kort første sæt og en anden omgang, der ringede ud efter næsten halvanden time. Atypisk Olsen blev der ikke sagt noget før efter tredje indslag, men musikken satte på fremragende vis dagsordenen. Først en uventet åbning med "Tilfældigt Strejfet" og senere en fabelagtig udgave af Dalton-fordanskningen, "Hvis Du Rejser Mod Nord", af Bobs "Girl From The North Country", som Olsen også sang et enkelt vers af. Den blev sunget så med en længselsfuld kraft, og tilsat et heftigt fingerspil blev det en af aftenens smukkeste stunder.

Første sæt bød også på en ret funky "Jeg Har Alderen Med Mig", hvor Olsen endte helt ude ved scenekanten. Inden Dalton-sangen konstaterede han: "Vi laver en plade hver 25-30 år, så det bliver jo nok ikke til mere. Ikke når man tænker på, hvor gamle de to andre er blevet". Lige efter ramte "P.E. Krogen" mig direkte i hjertet. Et alternativt fanbrev fra sangskriveren til en af sine egne helte, den nu afdøde nordjyske historiefortæller:

"Nu skaber kids'ene sig på TV3+
I himlen græmmes dig og Lenny Bruce
Wannabes hyldes i guldkaret 
for uptown jokes og Bo Bedre-tapet
Men det var dig, de sku' ha lyttet til
 om nogen
Dem der anså dig for provinsiel, Poul Erik Krogen"

Totalt outstanding.

Fornemt forsamlingshus

"Det minder lidt om et forsamlingshus", proklamerede Olsen inden pausen. Jovist, men så et fornemt et af slagsen. Tilbage i de bløde sæder til anden afdeling blev vi trakteret med en sand perlerække af Olsen-træffere. Blandt andet dobbeltpakken med aftenens første "Jøwt"-indslag. Først "Det Nyeste Sort" med en lang introduktion om regionalprogrammernes fremmarch med en sendetid, der hedder 24 timer i døgnet, og efterfølgende fik vi en tur ud ad "Hjørringvej" med Olsen på førersædet og moderen ved siden af.

Midt i anden halvleg gik aftenens vært helt ud på scenekanten og sang sig igennem "Lille Gråspurv" uden instrumenter, og "Inden Bay City Rollers Kom Frem" med Olsen på banjo var bon fjong. Ekstranumre var naturligvis umulige at komme udenom. Først "Ashton Martin '66" på opfordring fra en herre på rækken bag mig, og den følgende "Jøwt"-skæring, "Hai Fæk Skyllen", bød på fællessang på vendelbomål. "Det, I synger, er faktisk: "Jeg stemmer aldrig mere på Dansk Folkeparti", jokede Olsen, og publikum var flade af grin. Fællesangen fortsatte i afslutningen med "Gajo Verden Gajo Værd", hvor Olsen pludselig slog over i Springsteens "The River" og tilbage i sin egen sang.

Uden for alfarvej og totalt uforligneligt. Tak for det, Olsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA