x
Julian Casablancas And The Voidz: Tyranny

Julian Casablancas And The Voidz
Tyranny

Julian Casablancas And The Voidz: Tyranny

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 13.10.2014
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Da Julian Casablancas slog sit navn fast og gav én troen tilbage på rockmusikken i front for The Strokes, var det med det syleskarpe og stramtøjlede Is This It-album. Det er nu 13 år siden, men virker som æoner siden, når man hører Casablancas nye album Tyranny, for det er hverken skarpt eller stramt. Det er derimod en overlæsset, kompleks og til tider helt abstrakt timelang affære.

Forestil dig en tour de chambre, hvor samtlige værelser banker forskelligartet plastikklingende musik ud samtidig og smid så Casablancas' mumlende vokal ind i mikset, og du har en omgang støjpoppet lo-fi, der max'er ud på alle kanaler. Der er myriader af indfald, nogle interessante, en hel del distraherende. Crunch Punch er bestemt slagkraftig, men hele tiden på nippet til at kollapse. Den ti minutter lange Human Sadness, der låner fra Mozarts Requiem, har noget storladent over sig, men er samtidig ultra sløset. Father Electricity låner på excentrisk vis fra jazz, afrikansk funk og østens elegance, men eksekveringen er satans krævende for nerverne.

Det er svært at finde hoved og hale i Tyranny, og ofte har man mest lyst til at stoppe pladen og sætte den formfuldendte solodebut Phrazes For The Young på, men der er samtidig noget dragende over at løse denne gordiske kællingeknude af et album og finde ind til sangenes kerne.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA