x
The Libertines: Store Vega, København

The Libertines, Store Vega, København

The Libertines: Store Vega, København

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

En del The Libertines-fans har nok gået rundt med en koncertbillet brændende i lommen og tilbageholdt åndedræt hele dagen. Mon Pete Doherty er kommet for sent til et fly, er blevet anholdt eller noget helt tredje? Med flere aflyste end afholdte koncerter på dansk jord er hans track record ikke den bedste. Men ingen af disse scenarier viste sig i dag, da The Libertines trådte på scenen på Store Vega i København, som er det eneste skandinaviske spillested, bandet besøger i år.

På trods af The Libertines' kriminelle, heroinafhængige forsanger og ikke mere end to fuldlængdeplader som bagkatalog har de britiske indierockere formået at opnå kultstatus i England såvel som på internationalt plan. Faktisk i så høj en grad, at de i juli måned i år spillede det velrenommerede Hyde Park i London op, efter en bandpause på et årti med ondt blod mellem de to forsangere og guitarister, Doherty og Carl Barât.

 

Befriende rock'n'roll-attitude

Og nu blev det altså Danmarks tur. De to førnævnte musikere kommer på scenen foran et udsolgt Store Vega, flankeret af bassist John Hassall og trommeslager Gary Powell. Doherty og Barât vælter ind med hver sin skummende halvliters dåseøl i hånden, førstnævnte iført grå habitjakke, stribet T-shirt og ugegammelt, fedtet hår og sidstnævnte med ditto hår og obligatorisk læderjakke. Hassall er mere tilbagestående, og stiller sig pænt i scenens højre side iført en rød Sgt. Pepper-jakke. Powell sætter sig bag trommerne og smider undertrøjen efter et par numre.

Koncerten bærer præg af to piv-stive forsangere, hvor Powell forsøger sig som primus motor med trommestikkerne hævet pædagogisk for at pejle de to andre ind på rette vej (og takt) i flere numre. Til tider bliver det for meget, når Doherty fjumrer rundt og kigger ned på sin guitar, som var den lavet af månestøv, men langt hen ad vejen er det faktisk en befrielse at være til rockkoncert. Altså sådan en rigtig én af slagsen. For er det bare mig, eller er rockbands blevet mere og mere strømlinede og pæne? Jeg synes i hvert fald, det var befriende at være til koncert med sådan en flok tosser, og det virkede, som om resten af publikum havde det på samme måde.

Og sikken en broget flok. Fra en ældre kvinde i ¾-lange bukser og lille sort, skinnende Neye-rygsæk, over en stor flok enormt fulde, enormt glade mænd fra Jylland, til indierockerne med deres patchouliduftende designerlæderjakker og fedtede britpop-frisurer.

 

Fra to til fem

Til tider sad håndteringen af instrumenter såvel som stemmebånd lige i skabet. Andre gange overvejede jeg at gå (hvis jeg ikke lige var anmelder), fordi det blev for langtrukkent med førnævnte fjumren rundt, stop midt i sange, en nærmest konstant skrigende monitor og alt for lave vokaler. Så vi ender lidt over midten, på fire stjerner. For lige så kedeligt det blev at stå og vente på, at Doherty fik nosset sig sammen til at gøre det, han nu engang gør jævnt hæderligt, lige så pissefedt var det, når det hele spillede.

Men det, der nok gjorde at denne aften med The Libertines var så befriende, som den var, var egentlig publikum. En sjælden gang imellem oplever man en crowd, der er så tændt og så på, så det er fløjtende ligegyldigt, at forsangeren ikke kan huske sine akkorder. Og ja, numre som "Can't Stand Me Now" og "What Katie Did" blev selvfølgelig spillet.

Alt i alt en svært lækker måde at tilbringe sin tirsdag aften på, og overtegnede blev da lidt lang i ansigtet ved tanken om at skulle hjem og skrive denne anmeldelse og i seng i ordentlig tid, frem for at skyde heroin og danse natten lang med The Libertines.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA