x
Prince: Art Official Age

Prince
Art Official Age

Prince: Art Official Age

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 29.09.2014
Anmeldt af
Sohail Hassan

Prince er tilbage på Warner og har med sin ihærdighed vundet kampen over Goliath og retten til sin egen musik. Med dette break er han også kommet frem af sit hi og har optrådt som gæst på New Girl-tv-serien tidligere i år. Hertil lavede han nummeret Fallinlove2night med seriens stjerne Zooey Deschanel (Dette nummer er kun at finde på YouTube). Han optrådte på Arsenio Hall og har spillet en del koncerter med sit nye band 3rdEyeGirl, bestående af tre kvindelige musikere, bl.a. danske Ida Nielsen på bas. Samtidig med dette nye album udgiver han også et nyt album med 3rdEyeGirl (læs seperat anmeldelse snarligt).

Albummet åbner med det dance-agtige intronummer Art Official Cage, med et tåkrummende pinlig dansk speak af Ida Nielsen. Det er selvfølgelig en versionering til det danske eller evt. nordiske marked. Nummeret, der handler om at lade kunsten bryde ud af sit bur, er en mislykket og misvisende start på et ellers glimrende album.

Prince bevarer stilen med soul, r&b og sin helt personlige funk. Allerede på anden skæring Clouds ligger man øre til en lækker funky tilbagevenden til form. Det er lyden af Prince, som han lød i firserne. En solid produktion, der både er iørefaldende, stilfuld og hårdtslående funky. Princes vokal er i upåklagelig topform, trods hans 56 år. 

Tredje skæring Breakdown er den første af de ballader, som ellers dominerer albummet. Igen i god gammelkendt stil krænger en skrigende Prince sjælen ud. Selvom det rummer en lettilgængelig pop-melodi, når det ikke over snittet af Prince bedste.

Så er det blevet tid til at danse på p-funk-nummeret The Gold Standard, der er Jamie Starr-agtigt funky og legesygt, men igen bare et okay nummer.

På femte skæring kommer Prince-magien tilbage i fuld flor på det lækre U Know, som er et tilbagelænet stille funk-nummer med synth-flader over et breakbeat. Der er kælet for både produktionen og vokal-arrangementerne.

Den lækre og stilfulde stille funk fortsætter på Breakfast Can Wait, som er en kommentar til en sketch om Prince fra Dave Chappelles komedie-show. Det her er dog ingen joke. Det er ren creme og Prince i sit velkendte flirtende hjørne.

Balladen This Could Be Us, der efter sigende skulle være skrevet med Apollonia i tankerne, rummer en umiskendelig firserlyd. Igen et et let-tilgængeligt pop-soul-nummer, der klinger godt, men ikke rammer noget højdepunkt.

Det næste bemærkelsesværdige nummer er det larmende FunkNRoll, som er en mærkelig fusion af Princes version af rock blandet med hiphop-rytmer. Det fungerer slet ikke som nogen af delene og lyder mest af alt som et nummer, der ville være bedst tjent med at blive glemt i Princes krypt af mislykkede forsøg. 

Prince har bragt os mere end 30 studie-album gennem de sidste 40 år. Siden bruddet med de etablerede pladeselskaber og ikke mindst hele internettet har hvert album været en form for comeback, der aldrig lykkedes helt. Om det lykkes denne gang, hvor han har den helt store promotion-maskine i ryggen igen, må tiden vise. Selv om dette album ikke er det bedste fra Princes side, er musikken stadig glimrende, og han formår at holde sig relevant i modsætning til mange andre stjerner fra 80'erne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA