x
Jah Turban: Mama Africa

Jah Turban
Mama Africa

Jah Turban: Mama Africa

GAFFA

Album / S.J.P. Records
Udgivelse D. 30.09.2014
Anmeldt af
Henrik Bæk

Det er bestemt ikke hverdagskost, at en herboende jamaicaner udsender et reggaealbum. Ikke desto mindre er det netop tilfældet med Mama Africa, der er Jah Turbans debut i cd-formatet. Det spritnye album er blevet til i Danmark, men masteret i Jamaica.

Mens den danske dancehall efterhånden har floreret i en række år med navne som Bikstok, Natasja, Kaka, Raske Penge, Klumben og mange andre, så er den traditionelle roots reggae næsten et overset kapitel på den hjemlige musikhimmel - måske lige med undtagelse af Wafande, der både tænker og synger reggae.

Jah Turban kom til Danmark allerede tilbage i 2006, hvor han gæsteoptrådte på Sky Juices Bob Marley fødselsdagsfest i Vega, men det var først i 2010, han gjorde sig bemærket i reggaekredse med hitsinglerne Move Wampire og Babylon Doom fra ep'en Africa Is Our Home godt hjulpet på vej af Sky Juice Promotions, der stod bag produktionen og markedsføringen af Ep'en.

Mama Africa er et vaskeægte reggae album, hvor der er kælet for de traditionelle og mere old school reggae rytmer dog med et touch af nutidens uptempo vibes, og som titlen indikerer, er der tale om en hyldest til Afrika, hvor Turban ofte turnerer og føler sig hjemme.

Albummet indeholder en række af Turbans tidligere udgivne sange samt en række nye numre, der ikke tidligere har været i udsendt, heriblandt det solbeskinnede Summer Time, der genbruger en gammel reggaerytme oprindeligt produceret af makkerparret Sly & Robbie og det saligt vuggende Love Jah & Live.

Titelnummeret på albummet afspejler til fulde Turbans stærke meditative rødder i Nyabinghi og Bobo Shanti-kulturen, som han har været en fast del af, siden han som teenager konverterede til Rastafari og er med sine reciterende bas-, funde- og kettetromme albummets stærkeste nummer.

Budskaberne på albummet omhandler kærlighed, lighed og retfærdighed og er alle inspireret af Turbans egne oplevelser, hvilket blandt andet kommer til udtryk på det sprudlende Rebel With A Cause, hvor vennen Anthony B medvirker.

Det er ikke til at høre, at Mama Africa er indspillet i Danmark fortrinsvis med danske musikere bag instrumenterne, men beviser til fulde, at der også herhjemme kan produceres roots reggae af høj international klasse.

Solidt produceret af S.J.P. Records er albummet tilgængeligt på såvel iTunes som på hjemmesiden www.skyjuice.dk

Udgivelsen fejres forøvrigt søndag den 5. oktober på RubADub Sundays, hvor Jah Turban giver musikalske smagsprøver fra det nye album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA