x
Gerard Way: Hesitant Alien

Gerard Way
Hesitant Alien

Gerard Way: Hesitant Alien

GAFFA

Album / Reprise Records
Udgivelse D. 30.09.2014
Anmeldt af
Kristoffer Veirum

Efter opløsningen af My Chemical Romance sidste år er forsanger Gerard Way allerede klar med sin solodebut Hesitant Alien. Denne gang har den profilerede frontmand og mastermind bag sit tidligere bands gennemtænkte album kastet sin kærlighed på David Bowie.

Allerede første kig på albummets slørede coverbillede, et close-up af Way selv, afslører en knaldrød hårpragt Ziggy Stardust værdig, en frisure sat som på 80'ernes Let's Dance og et jakkesæt lånt fra Bowies "plastic soul"-invasion af staterne i midt-70'erne. Der er blevet lånt og stjålet på kryds og tværs, og Way caster således sig selv som en anden kamæleon af det 21. århundrede.

Det "bowieske" tema til trods er Hesitant Alien ikke et konceptalbum med et sat narrativ på linje med tidligere MCR-album The Black Parade eller Danger Days: The True Lives of the Fabolous Killjoys. Her taler vi en samling sange, der dog helt klart står på egne ben. Nok får vi garagerockguitarer nok til at ihukomme guitaristen Mick Ronson fra Bowies glamperiode, og nok refererer åbningsnummeret Bureau begyndelsesvist skamløst til klassikeren Station to Station, men det musikalske resultat er med et britisk twist stadig Ways eget.

Kort sagt består albummet af storladne melodier med dramatiske tekster, svøbt i flotte harmonier, effektive pophooks og oprørsk guitar. Lyt for eksempel blot til singlen No Shows, som på god vis opsummerer lytteoplevelsen. Det er mest de roligere numre, som den sentimentale Brother og den længselsfulde Drugstore Perfume, der vækker minder om MCRs store ballader. Ellers støjer Way frygtløst derudad uden at træde meget ved siden af. 

I efterhånden typisk Way-facon afrundes Hesitant Alien med hymnen Maya The Psychic til drømmerne, oprørerne og de utilpassede. Guitaren toner ud, og albummet sluttes med en knasende rørforstærkers endeløse summen.

Det er nærliggende at tro, at en stor del af det mere voksne publikum vil afskrive den nu 37-årige Way som "teeny emo-poprocker" på grund af hans fortid. Det ville dog være synd, da det er lykkes ham at genopfinde sig selv med et glam-agtigt poprockalbum, der først og fremmest er fornøjelig sjovt at lytte til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA