x
Prince og 3rdEyeGirl: PlectrumElectrum

Prince og 3rdEyeGirl
PlectrumElectrum

Prince og 3rdEyeGirl: PlectrumElectrum

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 29.09.2014
Anmeldt af
Sohail Hassan

Prince har det med at omgive sig med kvindelige musikere. Han har det også med at fusionere rock med funk og soul. Nogle mener, at Jimi Hendrix var den sidste rigtige afro-amerikanske rock-musiker, indtil Prince kom på scenen. Sammenligningerne med Hendrix er oplagte ikke mindst pga. Princes evner som guitarist.

Efter The Family og New Power Generation er 3rdEyeGirl Princes foretrukne band. Især når det gælder de mere rockede aspekter af hans musik-univers. Bandet består af tre kvindelige musikere håndplukket af Prince i 2012. Amerikaneren Hannah Ford Welton på trommer, canadiske Donna Grantis på guitar og sidst, men ikke mindst danske Ida Nielsen på bass. De er alle sammen fundet via YouTube, og Ida er den eneste af de tre, som har spillet med Prince tidligere. 

Allerede inden dette debut-album blev udgivet, har Prince turneret med pigerne på deres Hit & Run-turné. Herfra er deres tolkning af det gamle Prince-nummer Something In the Water (Does Not Compute) fra hans 1999.album helt fantastisk. Desværre er det ikke inkluderet på dette album, men kan lyttes til på YouTube. 

Albummet rummer til gengæld alt fra tunge guitar-riffs og forvrængning til mere rolige romantiske numre og stille ballader med Prince helt i front. Der er også lækker heavy funk-rock, hvor Prince træder i baggrunden og lader de tre dygtige musikere vise, hvad de kan. F.eks. på BoyTrouble, som i bedste Apollonia/Vanity 6-stil handler om, at alle mænd vil ha' dem.

Er man vild med Princes rockede side og funk-rock a la Mothers Finest o.lign., vil man nok tænde mere på dette album end Princes samtidige solo-udgivelse, der er langt mere poppet og traditionel r&b, funk og soul. Af og til bliver numrene på dette album for støjende og distortede, men alt i alt er der mange udmærkede numre, og produktionerne er ikke metervare eller ligegyldige. Havde de inkluderet coveret af Something in the Water, havde albummet lige fået det hit, det mangler. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA