x
Dead Rat Orchestra: Global Cph, Nørre Alle 7, København

Dead Rat Orchestra, Global Cph, Nørre Alle 7, København

Dead Rat Orchestra: Global Cph, Nørre Alle 7, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Lad det først være slået fast: Det var ikke særligt smart at møde op to musikere, når man nu havde lovet at komme tre. For godt nok har de fejrede engelske folkemusikere med den avantgardistiske tilgang fået prædikatet "Freak Folk" klistret på sig, og "Freaks" kan jo gøre, som de vil, ikke? Og okay, de to, der kom slap da også fra opgaven med bravour. For de gav det fåtallige publikum en performance, der havde et gadeteaters charme, samtidig med at der var de der grænseoverskridende momenter, hvor de lånte fra alskens traditioner og tilførte nye ting. Og så var man både imponeret og nærmest besat. Så var det, at det lydhøre publikum havde en mental deltagelse, der var en messe værdig.

Inden for det sidste års tid har de to - som med den fraværende Robin Alderton altså normalt er tre - gennemført en rejse ad kanalerne mellem London, Oxford og Bristol, hvor de på vanlig spillemandsmanér har indsamlet en mængde arbejdssange, ja, det synes i det hele taget at være missionen om nogen: at dokumentere alskens traditionel musik, som den fremstår i en arbejdssituation. Og hvor deres mest spektakulære gimmick, der også kom til sidst, inkluderer to økser, der rytmisk bankes i en træstamme, mens makkeren så via en membran får en tromme til at synge, altså får membranen og skindet til at vibrere. Så man får en idé om en god gammel lumberjack på arbejde med makkeren, hvor det hårde slid hjælpes på vej af musiceren. Jeg kan godt lide idéen og tilgangen.

Men nu er d'herrer meget mere end Allan Lomax-inspirerede folkemusiksamlere. De to har nemlig en totalt unik tilgang, der sine steder mindede undertegnede om billeder som de legendariske amerikanere i The Residents og måske, hvad der var sket, hvis Bon Iver var stoppet på vejen til mismodet i hytten og havde fået et grineflip. For der er masser af grin og flip i de tos tilgang, både i musikken, når den bliver improviseret i samklang med publikum, og i de mange historier som de to – og her især den skæggede Nathaniel Mann – ville diske op med mellem numrene.

Som det nærmest synes at være mode inden for den nye avantgarde, gør Dead Rat Orchestra flittigt brug af kontaktmikrofoner. Du kan jo i teorien smide en mikrofon på hvad som helst, og her var der både kendte og mere obskure lydkilder, som samlet gav et ret minimalistisk og originalt udtryk. I den mere kendte afdeling var der en mbira - tommelfingerklaver fra Zimbabwe - som fik samme sprukkent overstyrede lyd, som vi kender fra det congolesiske gadeband Konono No. 1. Men der var også et par små guitarer/ukuleler på et bord, som blev slået med køller og fik et hammerklavers udtryk, messende og fantastisk.

Ikke mindst fordi man i Daniel Merrill har en vidunderlig violinist, som også på et enkelt nummer gav en prøve på, hvor himmelsk en uakkompagneret violin i et lydhørt rum kan være. Der er en engel på besøg i den mand, når han spiller på den måde. I dette tilfælde havde han sagt noget om Scarborough Fair, men det var i så fald en markedsdag lysår fra den, som Simon & Garfunkel fremmanede for så mange år siden.

Der var også et andet forløb - det var i starten på andet sæt, hvor man var flyttet fra scenen til midt på gulvet - hvor en metronom blev det enkelte rytmiske udgangspunkt og en kombination af syngeskåle og andre effekter sammen med musikernes måde at bevæge sig i rummet tog os ind i en nærmest shamanist sfære, som havde stor og besættende originalitet. Hvor efter de to ville komme med en ret langt ude version af The Buggles' 1979-hit Video Killed The Radio Star. Og grinet ville igen afløse det intense.

Det var en stor koncert, men det havde nu været fedt, hvis bandet havde gidet møde op med fuld besætning. Alligevel viste de to, at de i rigelig grad kunne komme ud over kanten. Stor aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA