x
Maggie Björklund: Ideal Bar, Vega, København

Maggie Björklund, Ideal Bar, Vega, København

Maggie Björklund: Ideal Bar, Vega, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

I relativ stilhed har danske Maggie Björklund skabt to ret forskellige plader med fire års mellemrum. Fire år, som vi alle har tjek på, i hvert fald de af os, der er til Jack White og så den blonde danske kvinde på countrymusikkens hofinstrument i White Stripes-bagmandens kvindeband. Som blandt andet har gæstet Roskilde Festivals Orange Scene.

Hun har en længere fortid i succesfulde danske kvindeorkestre som Darleens og Miss B. Haven, men nu er hun for alvor trådt frem som fremragende solist med et dugfrisk album fyldt med melankolske sange, hvor hendes vidunderlige spil med bottleneck'en og samspil med pedalerne skaber en æterisk og elegant stemning fyldt med klagende længsel. Men et er, hvad man kan i et studie. Nu var vi på den intime Ideal Bar, hvor pladens gæster så som Kurt Wagner fra Lambchop og guitarister som John Parish var erstattet på fornemmeste vis af to århusianske musikere, der til daglig slår deres folder i bandet The Desoto Caucus og dertil eminente Thommy Andersson, der i aftenens anledning havde skiftet bassen ud med cello. Og gjorde det fremragende!

Det blev et forrygende møde på Ideal Bar. Maggie Björklund lagde ud med solo at gå i clinch med sin loop-pedal, som er en slags båndoptager, hvor du spiller et melodiforløb og så kan spille oven på "dig selv". Her skabte hun vidunderlige lag med pedalarbejdet, som gør, at man kan skifte mellem tonearterne. Og så gik vi i gang med den fremragende Walking og en koncert, der havde de bedste ting med fra 2010-udgivelsen Coming Home, men ellers koncentrerede sig om det nye materiale. Samt i et enkelt tilfælde en hilsen til den gruppe, Björklund havde med bassisten Lennart Ginman for nogle år siden.

Koncerten udviklede sig snart til et spil mellem Maggie Björklund og Anders Pedersen, som fornemt gik ind og sang følsomt underspillet på sange som den særdeles smittende Fro Fro Heart. Stemmerne klædte hinanden, selv om det specielt i starten syntes, som om Maggie Björklund havde visse problemer med at ramme tonerne helt rent. Dog svært at høre, om det var med vilje eller netop for at give sangene et støvet præg af blå toner.

Med Kira Skov, Marie Fisker og nu Maggie Björklund har vi kvindelige sangere og sangskrivere, som rammer en hudløs blues i deres udtryk, som synes hentet i en form for americana, som ikke deto mindre er meget dansk. Koncerten var i hvert fald et møde med en kunstner, som sagtens kan stå alene, uden at vi skal referere til dem, hun arbejder for. For som koncerten skred frem, bredte der sig en besættende følelse i et publikum, der havde forventet noget ud over det sædvanlige og fik mere, end de havde drømt om.

Jeg føler mig fortsat ramt her timer senere.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA