x
Colbie Caillat: Gypsy Heart

Colbie Caillat
Gypsy Heart

Colbie Caillat: Gypsy Heart

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 26.09.2014
Anmeldt af
Malena Salvado

29-årige Colbie Caillat er en darling i hjemlandet USA, og det skorter ikke på de store ord i den medfølgende biografi til Gypsy Heart. I bedste pladeselskabslingo bliver det gjort klart, at vi her har at gøre med en "Grammy Award-vindende, multiplatinsælgende superstjerne", der nu udsender sit længe ventede fjerde album.

Jeg er således svævende på en lyserød sky (næsten), da jeg begiver mig ud i de 14 sange. Og naturligvis (oven på den intro) bliver jeg slemt skuffet og en lille smule træt, som jeg kommer igennem albummet, for det er godt nok kedeligt. Selv med Babyface i producerstolen (eller måske netop derfor). Der er ingen stærke sange, ingen hits (hvilket er væsentligt, hvis du vil forblive relevant på den scene) og heller ikke den kunstneriske kant eller integritet, der kan undskylde netop manglen på kommercielle popbaskere. Singlen Try bliver båret i gennem på en video med et fint budskab om, at vi alle er smukke, som vi er, og ellers er albumåbneren Live It Up den eneste sang med snerten af at ville frem i verden, men også den er hurtigt glemt igen.

Der er måske en grund til, at det nu seks år gamle gennembrudshit Bubbly stadig er Colbie Calliats stærkeste kort.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA