x

Elkan & Face The Monster
Come Closer

Elkan & Face The Monster: Come Closer

GAFFA

Demo-cd / http://www.elkan.dk/music/music.asp
Udgivelse D. 03.11.2014
Anmeldt af
Hansen

Sanger og sangskriver Mikael Elkan skrev sidste år 43 sange og samlede et band, der ville spille dem. Nu er en håndfuld så indspillet, og det er svært at se den videre vej for projektet. Det er fint skrevne sange, der måske ufrivilligt har en sympatisk bodega-stemning over sig, med sin velspillede røvballe og sange fra hjertet om de enkle værdier. Leveret af en solid mandevokal og på mange måder musik, det er svært at have noget imod. Men det er også svært rigtigt at elske. Jeg kan ikke helt mærke historien, melodien eller den stemning, der gør, at man sætter det på igen. Enten skal man sætte helt ind på pop-strukturen og lave de dramatiske opspil, der ligger og lurer, eller også skal det hives meget længere ned i det mørke, som også sitrer i baggrunden ind imellem. Umiddelbart tror jeg, Mikaels stemme vil fungere bedst i den mørkere udgave, med en skarpere og mere minimal produktion, hvor der er kant på det hele, og der bliver mere plads til de instrumentale stykker og skyggerne i stemmen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA